KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

54

4 d e J u n i: Aand, men som netop mere end noget andet har hidraget til at ud­ slette gammelt Nag og knytte de Baand paany, som ikke burde være brustne, den Højskole, hvor Skjalden sang: Sondringens Tid er forbi! Vi hilse eder igjen, nordiske Højskoler, og vi hilse tillige Dig, den fjærneste i Rummet, af hvem vi ogsaa vide, at der i Dag sendes os varme Ønsker, den Højskole, til hvis berømmelige K rans af M inder i V idenskabens og Skjaldekunstens R ig er Nutiden vil føje den at have fostret en Søn, hvis Stordaad det er, i de nordiske Isegne at have naaet et Maal, v ig tigt for Videnskaben, v ig tig t for Verdensinteressen og særlig for det store R ige, til hvilket Finland er k nyttet. Vi takke eder alle for eders Ønsker og for Fortidens fælles Minder, og vi knytte hertil vort Ø n ske: Gid vore nærmeste aandelige Frænder, de andre nordiske Højskoler, maa blomstre længe, kraftig som før, saa længe, som de endnu have en Opgave at løse i Fæ d re­ landenes, i Nordens, i Videnskabens Interesse! E t Leve for dem! D enne Tale frem kald te fø rst en T ak fra G rev H e n n i n g H a m i l t o n , der y tred e: P å de svenska universitetens vagnar anhåller jag att få ut- try ck a vår lifliga tacksamhet for den skål, som blifvit de till denna hogtid inbjudna universiteten egnad. D jupt kånna universiteten i Upsala och Lund betydelsen af denna fest, som i minnet återkallar fyra århundradens troget och tråg et arbete i vetenskapens tjenst. W id den tid, då universiteten i Kopenhamn och Upsala grundlades, hade det Skandinaviska Norden en kort tid varit forenadt, men åter blifvit splittradt, och den forening, hvilken annu en gång foljde, for- mådde ej fy 11 a den klyfta, som åtskilde folkens sinnen och hjertan. De hafva sedan gått hvart och ett sin vag, men i sjelfva verket till samma mål, och detta mål, — en stigande kultur, en sjelfstandig utveckling af de skandinaviska folkens andliga kraften — har va- sendtligen varit dem af universiteten anvisadt. F rån dem har och till ej ringa del u tg ått den kansla af upprigtig tillgifvenhet mellan de Skandinaviska folken, hvilken funnit sin skonaste bekråftelse i det band, som forenar v å ra ykonungahus. Med tacksamhet och broderligt deltagande erkanna universiteten i Upsala och Lund, a tt Kopen- hamns universitet under århundraden v arit en ljuskalla, från hvilken icke blott vetenskaplig odling utstrommat ofver norden, utan och