KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

62

4 d e J u n i: og unge G ran træ er, som Fo rstvæ sen et m ed sto r Imødekomm en­ h ed liavde overladt F estndvalget. H e r v a r Souperen a n re tte t paa 53 Borde, der ved deres smagfulde Opdækning frembøde et tiltalend e Skue, og de forsk jellige Bo rd lag sam ledes sn a rt paa de for dem bestem te P lad se r og lode Souperen vederfares R e t­ fæ rdighed, ud en a t ænse en k o rtv a rig R egnbyge, der i nogle Ø jeblikke tru ed e m ed a t fo rsty rre F esten . F r a en i B agg rund en a f F e stp lad sen re jst T alersto l bød S tuden terfo ren ingen s ledende Senior, Oand. ju r. S o p h u s B a u - d i t z , de no rd iske • S tu d en te rd epu ta tion e r Velkomm en i føl­ gende T ale: Mine Herrer! Det er saa naturligt, at det første Ord, der skal lyde idag og fra denne Plads, er et „Velkommen“ , der ganske vist gjæ lder enhver, som har givet Møde ved Studenternes Fest, men som dog fornemme­ lig er re ttet til dem, hvem vi have den Glæde at se som vore Gjæster. Og det er da ligesaa naturligt, at vi blandt dem særlig vende os til de Repræsentanter for fremmede, om end næ r beslægtede, Studentersamfund, som i disse Festens Dage have villet dele vor Stolthed over „ peracta secula quattuoru og villet forhøje vor festlige Stemning. Fø rst vender jeg mig da til Eder, som ere komne fjernest fra, oppe fra den ensomme 0 , hvor Hordens Højsæde engang blev rejst, baaret af de Støtter, som en dristig Haand havde betroet til V erdens­ havets Bølger. Højsædet blev rejst, og det knejser endnu, belyst af det 2 det Aartusindes Sol. Trofast have I vogtet den rige Skat af store Minder, og som der efter Sagnet brænder Lys over det Sted, hvor Fortidens Guld er højlagt, saaledes lyser den uslukkelige Kjæmpebavne over Eders sagnrige 0 . Andre Lande i Verden kunne opvise Stæder, som, engang begravne, atter ere dragne frem for Dagens Lys, saa at man kan vandre imellem de Dødes Hjem og danne sig en klar Forestilling om det Liv, der fordum rørte sig her. Men Eders Land byder mere. Der behøver man ikke med Hakke og Spade at grave den døde Fortid op af Muldet: Fortiden lever endnu, den lever paa Folkets Læber og paa det samme Maal, der engang fra Nordens Vikingestævne spredtes over Verden. — Eders Maal er jo det Malm, af hvilket Nordens trende Søstersprog ere