KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

4 d e J u n i: den Vej have vi aldrig glemt. Vi liave faret den saa tid t, at vi næsten kjende Lundagaardens T ræer saa godt som I selv, og skulde der ved fælles Hjælp rejses en Sten til Minde om, hver Gang Svensk og Dansk har holdt Stævne ved Lund — saadan som det sker til Ih u ­ kommelse af det sidste store Folkeslag her — saa vilde Sletten ligne en uhyre K irkegaard, hvor al den B itterhed, der engang h ar ligget imellem de tvende Lande, var jordet, for aldrig mere at opstaa. Og nu vender jeg mig til Eder, der ere komne fia Noidens yngste Højskole, den, der af os har K rav paa at omfattes med sæ r­ lig* Interesse og særlig K jærlighed. Thi medens det for Svensk og Dansk jo nærmest gjæ lder om at skabe en F rem tid af enig Sam­ virken paa Aandens Omraade, saa have jo Norge og Danmark her en Fortid at se tilbage paa med berettiget Stolthed. Vort Univer­ sitets Hæder er ogsaa Eders. I have gjennem lange T ider sønlig været med til at rejse Taarn efter Taarn paa den gamle Grund, og ikke ét Blad af Krønikens Bog kan man vende uden at finde Norsk og Dansk staaende Side om Side, i de kjæmpendes Række saavel som imellem Aandens Stormænd. Den norske Student stævner nu ikke længere til Kjøbenhavn for at søge Lærdom, men Fortiden liar han ikke helt glemt, og vi forenes endnu af det usynlige, men stæ rke Baand, som knyttes af fælles Minder. Sent vil det huskes, at den første, der frivillig stillede sig i vore K rigeres Midte i 1 8 4 8 , kom oppe fra Eders gamle Land, og ligesaa lidt ville vi glemme, at I nu først og uden Betænkning bestemte E d er til at drage her ned for at bringe os Eders Hilsen. Velkomne herhid da alle, fra det høje Nord, fra Upland, Skaane og Norge! Tak for jerc Komme, og ikke m indst Tak have I, som ere komne ubudne! Det kan kun den gjøre, der véd, at han er hjemme d e r , hvor han byder sig til G jæstj det kunne I, men heller ingen andre i den hele, vide Verden. I vidste, at det vilde have været helt fattig t for os, ikke at have Brødre, med hvem vi under Festens Dage kunde bytte voie Tanker og dele vor Glæde, og derfor kom I- Det ville vi danske Studenter aldrig glemme Eder. H jærtelig Tak og hjæ rtelig Velkommen! Leve vore nordiske G jæ ster! K raftige, vedholdende H u rra ra a b besvarede denne Tale. D erefter oplæste Stud. med. T h o r s t e i n s s o n fra R eyk jav ik følgende Adresse fra de islandske S tu d en te r: