KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

P r o m o tio n s fe s te n . 89 Svarene paa disse sex sidste D epu tationer sam lede R e k t o r i følgende T ale: De Henvendelser, som Forsam lingen nu sidst liar hørt, have alle et vist Fæ llesskab i Oprindelse, idet de alle udgaa enten fra Mænd, der med os dele Læ rerkaldet, eller fra den Ungdom, der endnu slutter sig til Universitetet som søgende Belæring der. I alle disse Henvendelser føle vi en Aand ytre sig, som dybt forpligter os til Paaskjønnelse. \ i glæde os over, at man har anerkjendt, at vort Universitet uden skinsygt at vogte over, hvad det troede at være sit, og uden ængsteligt at sæ tte Grænser der, har ladet Anstalter udgaa og sondre sig, der skulde overføre, hvad der her foredroges i \ idenskabens strænge theoretiske Form, i videre Kredse til praktisk Anvendelse. Saavel glæde vi os over V idnesbyrd fra den Anstalt, som næsten er en Del af os ved for en stor Del at have fælles Læ­ rerpersonale med os, som ved V idnesbyrdet fra den Anstalt, der videre har udsondret sig fra os, men som har været villig til at bevidne sin Oprindelse. E n sæ rlig Følelse af Glæde og Paaskjøn­ nelse fremkalder hos os den Udtalelse, vi hørte fra Danmarks Offi- ceiskole. Vel er det sagt fra Oldtiden: Inter arma silent musae'. „Muserne forstumme under Vaabenlarm“ ; men vi erkjende alle, at Mu­ sernes Helligdom træ ng er til k raftig Beskyttelse, at den stille Fredens Fæ rd ikke kan udvikle sig, naar den ikke er forbunden med et Manddommens Mod til at værne om sin Bestaaen. Det har glædet os at høre, at det erindres, at naar Fædrelandet kaldte sine Sønner fra Universitetet, saa h ar det villig sendt dem, og det er mig kjæ rt at turde udtale, at den danske Hæ r i dette Øjeblik i sine Rækker tæller en talrig Skare levende V idner om, at Universitetets Sønner gjerne fulgte Kaldet, og fulgte det med en saadan Iver, at de varig bleve Hærens Sønner. — Det er naturligt, at jeg med en særlig In ­ teresse dvæler ved den Hilsen, der kom fra de Læreanstalter, der forberede Ungdommen til Universitetet, der sende os vore Lærlinge. Vore V irksomheder smelte saa nøje sammen, at vi ikke kunne be­ tragte dem anderledes end som i deres inderste Væsen sammen­ hængende og dannende en Enhed. Den Følelse af Tak, som jeg her har at udtale, faar for mig en inderligere K arak ter ved den person­ lige E rind ring om det næ re Forhold, i hvilket jeg i en Række af Aar har staaet til Danmarks lærde Skoler. Je g har fulgt deres Virksomhed med K j ærlighed og bevaret den hedste E rindring om dette Forhold. Og med denne Følelse, men som en ikke blot pei’-