KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

P r o m o tio n s fe s te n . 91 Vi ere udsendte fra Christiania Universitet for at frembære dets Lykønskninger til denne Højtid. Vi smigre os med, at blandt alle Fremmede er der vel næppe nogen, som vil findes nærmere til en saadan Deltagelse end netop vi Nordmænd, der i saa mange Han- seender ikke ere Fremmede. Vi maa jo erindre, at Kjøbenhavns Universitet gjennem lange T ider ogsaa har været et norsk Universitet; norskfødte Mænd have været med at beklæde dets Lærestole, norske Ynglinger have Side om Side med deres danske Brødre her mod­ taget deres videnskabelige Indvielse, og hvad der af højere Lys har været spredt i vore fjerne Dale, har for en væsenlig Del havt sit straalende M idtpunkt i denne Sal. Og da det endelig blev os for­ undt i Begyndelsen af dette Aarhundrede ogsaa at faa et saa dant M idtpunkt i vort eget Land, kan vort Universitet i mange Hen­ seender siges at være udgaaet fra det kjøbenhavnske. Alle det nye Universitets Læ rere havde her faaet sin videnskabelige Uddannelse og flere a f dem gik endog um iddelbart over fra de kjøbenhavnske Lærestole; de akadem iske Indretninger her nede tjente for en stor Del som Forbillede for os, og hvor der i de endnu uudviklede For­ hold fandtes Tilfælde, hvorom intet udtrykkelig var bestemt, tog man uvilkaarlig de danske Vedtægter og Skikke til Mønster. C h r i s t i a n i a s U n i v e r s i t e t e r en D a t t e r a f K j ø b e n h a v n s , og om det første end nu haaber at være modnet frem til en ikke uværdig, selvstændig L igestilling, saa skal det oprindelige Forhold aldrig glemmes, og Frændskabet og en gjensidig velsignelsesrig Ind ­ flydelse skal ikke tabe i Betydning, om Forholdet nu end fra Af­ hængighed er gaaet over til en fri Vexelvirkning og Kappestrid. Vi komme altsaa her med en levende E rkjendtlighed for, hvad Kjøbenhavns Universitet h ar været, og med de varmeste Ønsker og lyseste Forhaabninger om, hvad det fremdeles skal vorde. Skjønt nære F rænder ere vi dog nu saa vidt skilte, at „Næ r­ heden ikke længer b læ nd er“ , og vi tør nok stole paa Upartiskheden og Ædrueligheden i den almindelige og levende Følelse, at Kjøben­ havns U niversitet har i det henrundne lange Tidsrum med stor Hæder fyldt sin Plads og gjort sin Grjerning. For ikke engang med et Ord at nævne nogen af de hengangne Storheder, hvoraf Kjøbenhavns Universitet kan være stolt, saa er der i den nulevende Lærerstand allerede mange, der, som D igteren sang igaar, „i Fædrelandets Skjolderand have ind ristet Navne, som ikke skulle glemmes“ . Vort Haab om Frem tiden er derfor stort og velgrundet. Vi Nordmænd kunne m indst være blinde for, at navnlig i et lidet Folk