HolgerBegtrupsLevned_II

12 grethe, var ogsaa Elever paa Højskolen i nogle af de første Aar, jeg var i Askov. — De yngre Sønner var jeg med til at undervise en lille Smule i deres Drengeaar. — Den yndige og begavede Julie, der døde som ung, var halvandet Aar, da jeg kom til Askov. — Senere fødtes endnu to Sønner. Den ene af dem, Ingeniør Holger Schrøder , fik jeg Lov at staa Fadder til. Den anden, Frederik Schrøder , som nu er en kyndig Grundtvigs-Forsker, blev født Aaret efter, at hans Forældre i 1887 fejrede deres Sølvbryllup. Næst Schrøders var Nutzhorns Hjem det, som jeg tidligst fik min trygge Gang i. — H. Nutzhorn var en usædvanlig ligevægtig, rolig og munter Mand. Han var lige saa fleg­ matisk, som Schrøder var kolerisk. De to udfyldte hinanden paa en velgørende Maade under deres mer end fyrretyve- aarige Samarbejde i Askov. — Nutzhorn var lille af Vækst med en buttet, velbygget Krop. Han havde et kønt rød- musset Ansigt og store klare Øjne. Trods hans Fuldskæg og skaldede Isse var der noget barnligt ved hele hans Skikkelse. Man kunde godt forestille sig, hvor smuk han, som der sagdes, havde set ud som lille Dreng med gule Krøller. Han havde som Barn været med i et Tableau, som Thorvaldsen overværede. Da Forestillingen var forbi, havde den store Kunstner sagt: »Lad mig dog se det dejlige Barn lidt nærmere!« Og derefter havde han taget ham paa sine Arme og givet ham et Kys. Nu var han omtrent halvhundrede Aar og regnedes alle­ rede som gammel af os unge Lærere, da han var Højskolens Nestor. Men den barnlige Glorie laa paa en Maade om ham endnu. Altid lyste der et Smil paa hans friske Ansigt. Naar han — uden Hat — kom vandrende fra sit Hjem til Skolen, var der som Solglans om ham. Og naar man kom ind i hans Stue, hvor han sad mellem sine mange tusinde Bøger, men aldrig syntes at blive forstyrret ved vores Besøg, syntes

Made with