HolgerBegtrupsLevned_II

23 Og Fynbo, Jyd e og Sjællandsfar Til eet Hus alle jo høre!

mens man samtidig kunde glæde sig ved det Spil af Mod­ sætninger, der er indenfor vort lille Lands Befolkning. Det voldte her ingen Rivninger, som saarede, fordi vi alle følte os forenede af den samme Folkeaand og det fælles Livssyn. Paa Askov blev jeg ogsaa daglig mindet om Broder­ skabet med Nordens andre Folkeslag. Der var nemlig inden­ for Elevflokken adskillige fremmelige unge Mænd fra Norge og Sverige. — I mine første Læreraar var der især Karle af Vælten oppe fra Norge. — En af dem var OddmuncL Vik , som dengang var ung Højskolelærer, men siden blev Stats- raad og Fylkesmand. Han var en rød Fremskridtsmand, men trods sine stærke Ord ingenlunde oprørsk. — Jeg husker f. Eks., hvorledes han en Gang fik os til at gyse ved at begynde en Tale med de Ord: »Jeg tørster efter Kongeblod!« Men det lettede i Sindet, da han i Talens Løb forklarede, at det var »Kongeblodet i det norske Folks Aarer«, han ønskede at faa til at rinde stærkere. — Han holdt drabelig lange Foredrag om Wergeland og Ole Buli, som blev fulgt med Spænding af de danske Tilhørere. Mere ejendommelig var dog Vosse-Digteren Per Sivle, som stammede fra en vild Fjelddal ved Stalheim. — Hans Kvæde om Thord Folason gik os til Marv og Ben, især Slutningslinjerne:

Og det er det stora, Og det er det glupa, At Mærket det staar, Um Mannen han stupa!

De Ord staar nu med Rette paa den høje Bautasten, der er rejst til hans Minde i Nærheden af hans Fødegaard. Han kunde med Kraft forme Slagord for den norske Folkesag i hine Kampaar. Men han kunde ogsaa i det vakre