HolgerBegtrupsLevned_II

85 bidrog til, at jeg hellere vilde være Grundlægger af en ny Skole end med Tiden maaske sætte mig i Ludvig Schrøders Lærestol. Det fristede mig derfor heller ikke, at der i de Aar kom adskillige Opfordringer til mig om at overtage en Højskole, som var blevet ledig. — Da Jens Bek døde, skrev Jakob Knudsen til mig, om jeg ikke vilde være Forstander for Mellerup Højskole, som dengang var i stærk Drift. Men jeg svarede Nej pr. Omgaaende, ihvorvel det tiltalte mig, at jeg dær kunde komme i nyt Samarbejde med min gamle Ven. Da jeg meddelte mit Svar til Schrøders, kyssede Fru Schrøder mig — for eneste Gang —, og det gjorde mig godt at føle, hvor nødig man saae mig rejse fra Askov. — Men kort efter begyndte dog en stærk Tanke derom at spire hos mig. Og jeg kan sige paa Dato, naar den opstod i mit Sind. Den 22. November 1892, da jeg om Formiddagen kom ind paa Skolen til min Dansk-Time, mødte Schrøder mig i Forstuen. »Har De hørt, at Hostrup døde igaar?« sagde han. — Dette Budskab fik en forunderlig Virkning paa mig. Jeg blev ikke rystet som ved Meldingen om Bergs Død Aaret i Forvejen; men der blev vakt et Væld af Minder i min Sjæl, som fødte Haab hos mig om en kommende Livs­ gerning. Jeg havde sidste Gang været sammen med Hostrup et Par Maaneder før, da vi begge var med til Indvielsen af hans Søn Helges Højskole i Ry. — Det havde været festlige Dage for mig. Men især blev det uforglemmeligt, hvad Hostrup sagde om Aftenen paa Mødets sidste Dag. — Der var Skumring i det tætpakkede Forsamlingshus, men Talerens aandfulde Ansigt lyste klart i det svindende Dags­ lys. Han stod med det regelmæssige Sving af Kroppen, som jeg kendte saa godt. Hans Stemme var sunket ned i

Made with