DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

9 3

igen i sin forrige, men i endnu højere „lustre“ . Og da sammes Kapital under Herrens Velsignelse er steget anseligt og aar- ligt kan ventes at stige højere, saa haaber han, at Direktionen gaar ind paa hans Forslag, navnlig det om højere Løn, uden hvilken næppe gode og bestandige Skoleholdere bliver at faa. Som man ser, var det et virksomt Tilsyn, Brorson, der var en Søn af Salmedigteren, førte. De pietistiske Præster havde ofte megen Sans for Skolevæsenet, hvad der ogsaa kan ses i hans Henstilling om at lade Børnene lære noget mere. Her vendte Direktionen dog endnu det døve Øre til, men ellers maa man lade den, at den i alt væsentligt fulgte hans Forslag, hvad Stiftelsen blev saa godt tjent med, at den al­ drig mere behøvede at give nogen Informator hans Afsked. Ab ild og Daw blev straks afskediget, og nu gjaldt det om at faa dem forsørgede efter Brorsons Forslag, hvorfor der blev skrevet til Biskop Harbo, der svarede, at han gerne skulde være betænkt paa at skaffe Abild et Degneembede; men rent bortset fra, at Degne som oftest tillige skal være Skoleholdere, hvad han jo ikke er bekvem til, tør han ikke dølge, at et og andet er kommen for hans Øren, der gør, at han ikke foreløbig kan gøre noget for ham, før denne Mis­ tanke bliver ham betaget. Og hvad Daw angaar, som „affec- terer“ en Klokkertjeneste, da maa han meddele, at det ikke dependerer af Biskoppen alene, men ogsaa af Stiftamtmanden, naar det gælder Klokkere i Købstæderne, „og ere desuden slige Vacancer saa meget rarere, som Kordegne- og Skoleholder- embederne ere i adskillige Kjøbstæder combinerede med Klok­ keriet“ . Der blev derfor skreven til Stiftsbefalingsmand Scheel, der beklagede, at der kun var lidet Haab for de to Infor­ matorer, da der i hans lange Embedstid kun havde været et Embede at bortgive af den Art, der kunde være Tale om. Abild bad da Bernstorff, om han ikke vilde skaffe ham et Levebrød, siden Biskoppen ikke vilde. Han havde besørget Degneembedet et halvt Aar ved Børnehuset under Degnens Sygdom, og han ønskede at blive brugt „i Guds og hans Me­ nigheds Tjeneste efter den Naadegave mig er givet“ . Bern­ storff maa ikke have fundet denne tilstrækkelig; men da det ikke lykkedes at faa de ulykkelige Mennesker anbragt, ved