DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

134 traf en ond Mester, som gjorde Forsk jel med Behandlingen i hans Lære frem for de andre Drenge for den lange Tids Skyld, som dog kunde smerte disse Drenge, at de maatte staa tilbage“ . D erfor tænkte Direktionen paa at søge kgl. Tilladelse til en Fundatsforandring, saa Læretiden for Stif­ telsens Drenge ikke blev længere, end Professionen krævede, med mindre da Forstanderen efter den Erfaring, han havde faaet ved de mange Forhør, han havde holdt, kunde anvise noget Middel mod Drengenes Ustadighed. Denne fornuftige Fundatsforandring fandt først Sted 1777, flere A a r efter at Opfostringshuset var kommen under en anden Bestyrelse. Men Forstanderen kunde naturligvis ikke trods al Erfaring anvise noget M iddel mod Drengenes „Usta­ dighed“ , og et saadant M iddel vil aldrig kunne findes, da der altid mellem mange vil findes nogle, der ikke kan leve et ordnet Liv. En stor Mængde af de Drenge, der af en eller anden Grund forlod den Stilling, hvori de var sat, lod sig engagere som Soldater eller traadte i MarinensTjeneste, enten fordi de havde Lyst til det eventyrlige, eller de greb det som sidste Udvej,naar alt andet glippede; en D el blev ogsaa forledt dertil af Letsindighed, fordi de jo straks fik et Par Skilling paa Haanden, og endelig var der ogsaa nogle, der ikke engang havde saa meget Karakterstyrke, at de kunde modstaa Hververens Overtalelser. D et var ellers ikke blide Kaar, de gik ind til, og den hvervede Soldat nød kun ringe Anseelse. Det var da ogsaa strengt forbudt Opfostringshus­ drengene at lade sig hverve, og hverken Hæren eller Flaaden havde L ov at beholde dem, naar Stiftelsen reklamerede dem, hvad den altid gjorde, og den nægtede altid at dække de Udgifter, Hvervningen havde paaført Regimenterne. H er havde Drenge fra Opfostringshuset et virkeligt Privilegium, som mange kunde takke for, at ikke et Øjebliks Ubesindighed eller F o r­ tvivlelse kom til at ødelægge hele deres Tilværelse, og som adskillige ligesindede, der ikke havde denne Forrettighed, maatte misunde dem. Men der er heller ikke faa Eksempler paa Drenge, der har ladet sig hverve Gang paa Gang trods Skoleret og andre strenge Straffe, efter at de er bleven ud­ leveret. Det laa ikke for den T id at tage Hensyn til per