DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

41 at modtage Drenge, lod Fattigvæsenet forespørge, om Stif­ telsen vilde modtage 70 ä 80 Hittebørn, da det hed sig, at den ikke var fnldt belagt, hvorpaa der blev svaret, at den kun kunde modtage 40. Den før omtalte Frygt for at ind­ lægge Børn, der hist og her havde ytret sig ude i Landet, var ganske forbigaaende, og efter et Par A ars Forløb var Ansøgerne saa mange, at der paa en Forespørgsel fra Flens­ borg om at faa et Par Drenge optaget, blev svaret, at der stod 146 paa Ekspektancelisten, ja faa Maaneder efter, at Ind­ læggelsen var begyndt, skrev Bernstorff personlig til en fornem Mand, der ønskede at indlægge en Dreng, at det ikke kunde lade sig gøre, da Antallet af Børn var overkomplet. Omtrent paa samme T id skrev Kirke-Inspektions-Kollegiet til Direktionen: D a os fra Island er b le ve n tilm eld t, at d er i L a n d e t findes m ange nng e M e n n isk e r, som h a r in g e n v ist B liv e ste d , m en flakke L a n d e t om ­ k rin g som Lø sg jæ n g e re og er P u b lic o til B y rd e , saa foranlediges v i h e ra f hos E d e rs E x c e lle n c e og hø jtæ red e H e rre r h erved at fornem m e, om det ik k e m aatte væ re g jø rlig t, at en D e l saadanne fattige og fo r­ lad te islan dske D re n g e k u n d e indtages aarlig i det kgl. O pfostringshu s fo r at oplæ res i H a a n d v æ rk e r og i sin T id sendes tilb ag e til Islan d ; h v o r m ange da i saa F a ld aarlig k u n d e indtages, og om de første ku n n e forskrives m ed R e to u rsk ib e n e i A a r. En anden Sag var det, at der en sjælden Gang kunde vise sig Modvilje hos daarlige Forældre, naar Øvrigheden ikke fandt dem skikkede til at opdrage deres Børn og derfor vilde indlægge dem i Opfostringslmset. Saaledes var der en Kone i Ockholm i Landskabet Bredsted, om hvem Pastor Bielefeldt skrev, at hendes Opførsel var usømmelig og ukristelig, og da hans Formaninger ikke havde frugtet, spurgte han Direktionen, om man ikke med Magt maa tage hendes to Sønner for at fremme deres timelige og evige Velfærd. Det gik dog ikke saa let; thi da Direktionen erklærede sig villig til at modtage Børnene, skrev Præsten: „AVer weiss, obs mit Gewalt möglich ist. D ie beyden Gerechtsdiener in Bredstedt sind zu alt und schwach dazu. Aus dieser Gemeinde darfs keiner wagen, die Kinder ihr abzunehmen aus Furcht, dasz sie sich nachher mit Mord oder Brand rächet. A ch Gott, was ist mit diesen armer Kindern anzufangen!“ Senere gav Kongen Ordre til, at Børnene skulde fratages liende og indlægges.