4959707087

omtaler Rantzaus Deel i et Rosenborg den 7.November' dateret Brev med følgende Ord: »DeB Reiixhoffmeisters . ' ; -i --------- : --------------------------------------- • . . . 6. Acli bittre tlød, Hvi gjorde du det mord? Den angest og nød, Har gjort’ min’ øyne rød, Acli livad har jeg da giort! Aid min natur blev forvendt Og bespendt lied angest runden om, Da saadant for mig kom, At jeg miste brat, Den ædle skat, Som kom mig for dag og nat. ' . 7. Tlii maa med mig Enhver bekiende vel, Du død giør lig Den fattig med den rig, Og tar uden forgiel; Dog naar GUd give vil Sit lov dertil, Med dig maa dandse hen Baade hende, frende og ven. Ja i alle land, Hverken kvind’ eller mand, Kand undgaa dødsens hånd. 8. Hvo mig har kiend, See mig alvorlig an, Om jeg er den I denne min elend, Som mig kiendte for hver mand. Jeg . maa bestaa det er sandt, Jeg var vant At elske, ær’ og løst, Nu lutr jeg mist miri trøst, Udi et øyeblik, Han drak den drik, Hvorved ald min lyst forgik. • 9. Aid min gestalt fra hoved indtil fod, See hvor den faldt, Ved dødsens streng’ gevalt; Thi forvandlet sig mit blod: Jeg som var rosenrød, Seer nu en død Meer’ lig i farv’ og hud, Acli mig bedrøved brud, At den dødsens mord Og ulykke stor Ramte mig om mit liierte-noor! 10. Raaben og skrigen har giort mit hierte mat, Mit hoved sygt, Mine øjne saa dislig, Som mig døden havde fat, Legemet mister sin kraft, Det har haft, Som den til grav far hen, Jeg længes til min ven, Eja var jeg nu der, Hvor min aller- kierest er, Det var min hiertens begier. 11. Jammer og graad Er bleven min musik, Jeg er for- raad af dødsens gift og braad, Og forgiven af hans drik. Acli kunde jeg ønske mig Sandelig, Ret strax at fare hen, Til min udvalde ven; Thi jeg veed med skiel, At det gaar hannem • vel, Og GUd haver giemt hans siel. 12. Naar findes den, Mig lær taalmodigheds konst; Bort er min ven, Jeg sørger her igien, Min begjer’ er omsonst. End- dog jeg udøser klag, Nat og dag, Og er al min begiær, At - komme hvor han er; Men dog lever jeg nu, Med en sorrigfuld hu, Som en eenlig turteldu. 13. Ade god nat, Far vel du prægtig blod, Jeg er nu mat, For dig min ædle skat, Du giordo mig altid got: Om det mig nu forlagt var, Og stod for, at leve lier endnu, Steds’ est du mig i hu; Thi du varst min beste ven, Jeg var ogsaa din igien, Det tvinger mig til Graven hen.