4959707087

alter Haanden og sagde: »Nu gjælder det«,, hvortil jeg svarede, at den almægtigste gode Gud, som Hans Maje­ stæt d en .Sygdom selv. havde paalagt, skulde vel hannem derudi naadeligen styrke og opholde; thi hans Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Og efterdi Hans Majestæt befandtes meget svag og afmægtig, begjærede jeg under- danigst, vi maatte falde ned og gjøre Bøn for hannem til Gud om naadig Bistand og Lindring, hvilket Hans Majestæt gjerne bevilgede og selv strax med sammen­ lagte Hænder begyndte at bede. Efter Bønnen for­ manede jeg Hans Majestæt, han med David nu vilde hjerteligén sukke af Psalme 51: Gud. vær mig naadig efter Din Miskundhed, afslet mine Synder efter Din store Barmhjertighed, to mig vel af mine Misgjerninger og gjør mig ren af alle mine Synder, hvortil Hans Maje­ stæt lod se en meget stør og synderlig Andagt med sammenlagte og opløftede Hænder, saa at alle derhos Staaende fældede Taarér derved. Og efterdi Hans Maje­ stæt altid gjerne maatte lide Sang, syntes raadeligt.at spørge, om vi maatte siunge en Psalme, hvortil Hans Majestæt svarede med Behagelighed: »O Ja«, blev derfor strax begyndt: Alene til Dig Herre Jesu Christ etc., hvor Hans Majestæt da til hver lin ie opløftede sine Hænder med største Andagt. Derpaa blev Hans Maje­ stæt formanet, at han med den gudfrygtige Patriark Jakob nu vilde stride mandeligen "6g ikke slippe, førend han fik Velsignelsen, svarede da med gudelig'Ivrighed : . »Her vil ikke slippes«. Jeg sagde derfor: O salig er den, som kan stride den gode Strid, beholde Troen og en god Samvittighed; thi hannem er Retfærdigheds Krone henlagt, som Herren skal give dem, der elske hans herlige Aabenbarelse. »Gud skee Loff«, svarede