SlægtenNyrop

Løbenumer 36. 37 De saa med Beundring op til den poetiske Præst, og særlig Lise elskede sin Fade r inderligt. Hun stod ham nær. I et længere Digt fra hende til hans 57aarige Fødselsdag, kalder hun h am : »Min Fade r, ja mere, o en Ven!« I digterisk Hen­ seende er dette Poem dog ikke det bedste, hun h a r præsteret. I saa Henseende er de r derim od peget paa et Digt til Foraa- rets Pris: Du bryder Vintrens Kiæder Velsignet yndig Vaar, Ja idel, idel Glæde Dit milde Aasyn .spaaer, Hendes glade, m un tre Sind ud taler sig h e ri, et saadant havde hun nemlig, og n a a r nu hertil fojes, at hun baade sang og spillede og desuden besad stor huslig Dygtighed, kan man forstaa, at Pasto r Nyrop hurtigt besluttede sig til at fri. Det var en virkelig Skat, han bragte med sig, da han efter B ry llupet paa Brolykke hjem førte hende til Præstegaarden i Glostrup. Der h a r selvfølgelig været Meget at tage vare paa i det nye Hjem, der i halvandet Aar havde været uden Husmoder. Lise Nyrop fik strax fire Stifborn, tre Døtre mellem 117a og 3 Aar og en Son paa IVa Aar, og saa blev hun selv efterhaanden Moder til otte Born, af hvilke det ældste, en Dreng, der opkaldtes efter hendes Fade r, dog allerede døde den 30. September 1797, kun lidt over et Aar gammel. Hvor maa dette have været hende en Sorg, ti hendes Glæde over Barnet var stor. Til dets Daab kom der Digte fra baade hendes Fader og Moder. De lyde efter Tidens Skik vel en hel Del abstrakte, de ere fulde af Dyd — »Lær ham sin Pligt at være Dyden troe«, »at voxe op til Dydens Æ re«, »at elske Dyd, thi evig er dens Lon«, o. s. v. — m en Kjærligheden til Datteren og Glæden over, at Du tænder Glædens Varme Udi hver Skabnings Bryst; Du gyder i de Arme Nu atter Levelyst.

Made with