SlægtenNyrop

42

Femte Slægtled.

striktets Læge, og Heldet fulgte hendes uskyldige Kure. Hun va r a fg jo rt M idtpunktet i en stor V irksomhed, som hun djærv og p rak tisk fuldt ud magtede. Det e r et Fingerpeg, a t Præ- stegaardens K jøkkenhave stod und e r hendes specielle Opsigt, og at h u n fik megen Ros for dens Gronsager. Og godt var det, at hun v a r prak tisk , ti de gode T ider, vi have hø rt 0111 , vedblev ikke. Da Provst Nyrop begyndte sin gejstlige V irksomhed som Kapellan i G ran, va r det unde r saare beskedne V ilkaar, som hans Ægteskab med V ilhelm ine Schwanitz noget bødede paa. Og fra den Side kom der efter- h a and en Mere til, saa det er forstaaeligt, at Pasto r Nyrop ved det Samfrændeskifte, h an for sit andet Ægteskab afho ld t i Glostrup P ræ stegaard den 24. September 1795, ud taler, at hans første H ustru havde »ført Alt ind i Boet«. Velstanden va r dog ikke overvæ ldende, den halve Del af Boet, der blev udlagt til de fire levende Born af første Ægteskab, va r 750 Rd. og hvad han indsatte i Enkekassen for den Hustru , han nu skulde ægte, v a r kun 133 Rd. 2 Mk. Men Kaldene, h an havde, vare gode, og det er derfo r forstaaeligt, at han i 1819 skrev sig som Kavtionist, da fhv. A rtillerilo jtnan t Daniel B rinck , der, forlovet med Datteren Vilhelm ine, ko rt efter blev hans Sviger­ søn, ved et Gaardkjøb skulde hjælpes i Vej til at blive L and ­ mand. Forsøget gik grundig galt, og Kavtionen samm en med de i Alm indelighed saare vanskelige T ider, tæ rede efterhaanden endog meget stæ rk t paa de gode Kaar i R iserup. I Juli 1827 skriver Provsten til sin yngste Son: »Bed B rød rene skrive be­ timelig, n a a r de trænge til Penge; Du kand nok med Dem tænke, hvo r svært det er mig denne Tid, da tillige B rinck og Holgershaab h a r sadt og sætter mig i saa store Udlæg og Udgiv- ter«. Men selv om B rød rene, de to S tuden ter i K jøbenhavn, skrev itide, kunde deres Ønsker ikke altid opfyldes. I et andet Brev skriver h an til den ældste Son C h risto p h e r: »Jeg frygter nu, at Din kfiære] Brodfer] E rn st liider Cassemangel, og jeg liitler selv derved, end megfet] m ere end ved egfen] Mangel. Men næste F red [ag] haab e r [jeg] at afsende Noget.« Der var