SlægtenNyrop

Løbenumer 36. 45 skrive Vers, i Marts 1837 sender hun følgende Hilsen til en ung Veninde, der skulde ud som Læ rerinde:

Formodentlig den sidste Gang, ieg rekker Dig min Haand, Thi Alderdom og Svaghed kand snart løse Livets Baand, Imidlertid ieg ønsker Dig ald Lykke, Held og Ære Af de, som overgives Dig til Dyd og got at lære, Og naar Du stundom tænker Dig

Blandt Falsters kiære Venner, Da maa Du ikke glemme mig, Som dette Blad Dig sender.

Men Hørelsen tog af, og anden Svaghed kom til. I 1839 begynder hun at blive meget sengeliggende, de fra hende be­ varede Breve daterede 1839, ere skrevne i Sengen. Hun ser sin Død imøde, er for sine to ugifte Døtres Skyld omhyggelig for, at Sonnerne skulle give formelt Afkald paa at arve Noget af hendes faa E fterladenskaber, og saa lukker hun tilsidst sine trætte Ojne den 24. November 1842, noget over 77 Aar gam­ mel. Bornenes Avertissement om hendes Død ender saaledes: »At hun nu er befriet fra Alderdoms og Sygdoms Lidelser, hvilke h u n i tiere Aar ha r med Gudhengivenhed, trøster os i Savnet af den ædle og fromme Moder«. Desværre gives der ingen Po rtræ tter, hverken af hende eller hendes Mand, ikke en Gang Silhouetter. Det Eneste, der vides, er, at P rovsten var hoj og mager, og at Provstinden va r so rthaa re t og af Middelhojde. En Gang, da der var en om rejsende Po rtræ tm a le r i Nykjøbing, var der Tale om, at Provstinden skulde males, men det blev ikke til Noget. Hun skriver herom til sin Son Christopher (det er i September 1837): »Du skal have Tak for Dit Tilbud, at Du vilde lade mig male, men m ine kiære Døttre h a r giort samme [Tilbud], men ieg synes ey at kunn e bequemm e mig dertil, og nu staar ieg ikke i F ri­ stelse, da han e r reyst; han va r ellers heldig med sit Arbéyde og fortiænte got.« Og heller ikke af Riserup Præstegaard kan der gives et Billede. I den gamle Gaard blev der snart efter Provst Nyrops Tid foretaget indgribende Forandringer, og i

Made with