SlægtenNyrop

69

Løbenumer 59.

Han vedblev ikke at være p rivat Institu tbestyrer. Den 10. Ju li 1841 udnævntes h an til Kateket og første Læ re r ved Byens Borgerskole, og det blev nu hans Interesse at faa denne Skole væsentlig reformeret. Skolekomm issionen med Præsten, Provst P. Laurberg , i Spidsen var dog ikke helt villig til at følge ham , men saa henvend te han sig til Offentligheden og udgav (i 1845) et lille Skrift om Sagen. Der naaedes dog In tet herved ; al nogle B ladartik ler i 1847 ses det, at Alt stadigt blev ved det Gamle. Skolekomm issionen ho ld t sig tappert. Men sikkert er det, at han desuagtet stadig stod i det hedste Fo rho ld til Byen og dens Befolkning. I 1847 fik han til sin tarvelige Lon (300 Bd. aarlig) en Gratifikation paa 100 Bd. af Byens Borger­ rep ræ sen tation , og i J a n u a r 1848 blev han Æ resm ed lem i Ivjøge Borger- og H aand værkerforening. I Skrivelsen, han mod­ tog herom , takkes han særlig for hans »velvillige Opofrelse for den hervæ rende Søndagsskoles Organisation og Existence«. I den af Byens Organist Pou l Christian Erslev stiftede Musik­ forening var han desuden et vigtigt Medlem; han betegnes som »den utrættelige Violinspiller«. Og h e r kan det endnu nævnes, at han , der var livlig og m un te r, havde let ved at skrive Viser, n a a r saadanne behøvedes. Der lyder kun Kos over ham og hans. Den senere D ampmø ller Troels Marstrand (f. 1815), der tilbragte et P a r Ungdom saar i Ivjøge, skriver: »Min bedste Omgang i Kjøge var med Kateket Nyrop, som med en forstandig Hustru og en Flok Born levede under meget tarvelige F o rho ld et fornøjeligt Samliv«. I femten Aar virkede han i Ivjøge, som Kateket fra 1841 ogsaa som P ræd ikan t, i hvilken Forb indelse det lier skal næv­ nes, at han i 1846 og 1847 vand t anden og tredje Præm ie af det evangelisk-kristelige Prædike-Legat. Men saa slog Afskedens Time. I Jun i 1848 blev han kaldet til Sognepræst for Ny- og Gammel-Sogns Menigheder paa Holm sland ved Bingkjøbing. Det va r et anstrængende Embede, h an h e r f i k ; der var to K irker paa Øen og saa den langstrakte, tjærne Holmslands Klit med sine spredte Beboere. Men som ban havde torstaaet