RoforeningenKvik_1866-1916

96 Klubbens Rammer. Det indbildske og latterlige, hvoraf der næsten altid er lidt hos unge Mennesker, skal nok i al God* modighed blive trukket frem og slebet af. Det var i Foraaret 1 9 0 4 , at jeg blev Medlem af »Kvik«, og straks første Aften, jeg mødte med mit Kluns i Baade* huset, blev jeg sat i en Baad. Nu havde jeg som Dreng altid ligget og pjasket paa Vandet i et gammelt, fladbundet Strygejern af en Pram, og jeg havde afluret Krydstoldbetjenten i min Fødeby en Finesse, han som gammel Chaluproer havde med at hvile paa Aaren efter hvert Tag; dette Trick var jeg meget stolt af og mente naturligvis at være en forholdsvis dygtig Roer. Naa, jeg kom ud i gamle »Duo« med Emil Rasmussen som Styrmand og skulde straks give Prøver paa min Færdighed; naturligvis var jeg paa faste Sæder, noget saa moderne Djævelskab som Rullesæder blev vi først gjort bekendt med, naar vi havde lært at føre Aaren. Vi fik basket os ud af Havnen, og jeg begyndte at vise mine Kunster med at hvile paa Aaren efter med et Ryk og et Svup at have faaet den rusket løs af Vandet, (den bredbladede Aare havde nemlig en infam Lyst til at blive nede i Vandet, da jeg naturligvis »skivede« forkert). • Men saa tog Styrmanden fat, og i Løbet af mindre end 5 Minutter var jeg bleven overbevist om, at jeg ikke havde mere Begreb om Roning end om Hebraisk, saa da vi kom ind til Havnen efter en lille halv Times Øvelse, var jeg, foruden at være mørbanket i hele Kroppen, temmelig mistrøstig med Hensyn til mine Evner i enhver Retning; der blev ikke taget særlig blidt paa os nye Roere den Gang. Den næste Tur, jeg var ude paa, var med selve »Admiralen« som Styrmand. Først forsøgte jeg at imponere ham med min Færgemandsroning, men det blev jeg hurtig færdig med. Efter en lille venlig Prædiken (og »Admiralen« vidste at vælge sine Ord, saa de virkede) her= sede han i et Kvarters Tid med en anden sølle Djævel og mig saadan, at mit Hjerte klaprede som en Skralde, og jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, da »Admiralen« endelig forbarmede sig over os og styrede mod Land. Jeg for min Part var nærmest tudefærdig. —• Naa, efterhaanden bedredes det jo lidt, man lærte at tage nogenlunde fornuftigt paa Sagerne, og de mange brillante Kammerater, man hurtigt fik,