RoforeningenKvik_1866-1916

9 8 noget til ham ligestraks. Da Baadene var slæbt ind, og vi skulde til at klæde os om, fik en af Kammeraterne, vistnok Gaugin, den Tanke, at et Bad i Havnen var at foretrække for Styrtebadet, og straks var en 6 — 7 Mand parat. Kun iført Robukser løb de med nogle Skridts Mellemrum ud og sprang paa Hovedet i »Ballen«. V i mindre modige stod inde i Baadehuset og hørte de regelmæssige Pladsk af Roerne, der hoppede ud og den kendte Skraben af Fødder paa Baade* husets Tag, blandet med smaa ængstelige Hvin fra forskræmte Damer, der ivrigt spejdede ud i Mørket for at se, hvem det var der blev ved at »falde i«. Saa svømmede hele Skaren i »Gaasegang«, om jeg saa maa sige, uden om »Skomageren«, den skæve Bøje, der altid liggeri Vejen for Robaadeneude midt i Havnen, og saa tilbage til Flaaden igen. Og der stod Been og tog imod dem; han havde været ovre paa »Hvalfisken« og var først nu for hjemgaaende. Det kannok være, de arme Roere fik Besked, sikken Omgang. Been skældte storartet ud, og lyve sig fra Forbrydelsen kunde Fyrene jo ikke, den var for oplagt. Been truede dem med alt ondt og lovede at indmelde dem næste Dag baade til Bestyrelsen og til Havnevæsenet; han gjorde vist forresten ingen af Delene. Inde i Baadehuset stod vi unge og fulgte spændt Begivenhederne, der var formodentlig nok Genskin af en lille Smule Skadefryd i vore deltagende Miner, da Mis* dæderne lidt slukørede kom sjokkende ind; i hvert Fald skældte de os ud af et godt Hjerte, og jeg for min Part var nærved at faa »en paa Kassen« af Bussenius, den daværende Materialforvalter; antagelig har jeg været lidt for næsvis. Sindene kom dog snart i Ligevægt igen; for at faa de vaade Bukser tørret var der én, der fik den geniale Ide at spænde en Snor ud over Gulvet i ca. IV2 Alens Højde, og stille Lamperne fra Lysekronen neden under, og saa hænge Bukserne til Tørring paa Snoren; det var meget virkningsfuldt — ganske vist ikke for de vaade Bukser, men et Resultat fik man dog, idet samtlige seks Lampeglas i Løbet af mindre end et Minut sprang, ved at Vandet dryppede lige ned paa dem fra det vaade Tøj, og derefter brændte de osende Lamper Snoren over. Det var meget vellykket. Saadanne Smaafornøjeiser havde vi ofte, og Humøret kom