RoforeningenKvik_1866-1916

99 den Gang som nu let op. Jeg har været med til at danse nede i Baadehuset en hel Søndag 'Eftermiddag i øsende Regnvejr, kun iført Rotøj. Der var naturligvis ingen Damer, men vi skiftedes til at være Kavaller og morede os storartet. Peter Ottosen mishandlede efter bedste Evne en forfærdelig Lungepiber af en Trækharmonika, og naar den glippede, sang vi i Kor paa alle mulige forskellige Melodier paa een Gang. Smaa Skærmydsler forefaldt selvfølgelig, og det skete i hvert Fald een Gang, at »Admiralen« stak en ung Roer en Lussing for hans Rapkæftethed, »Admiralen« var haandfast. Lussingen var velfortjent, og Manden fandt sig deri. Alt ialt var Tonen og Forholdene vel den Gang omtrent som nu, og det har vel været en af »Kvik«s bedste Sider, at der næsten altid har været godt Sammenhold mellem Med? lemmerne i deres Optræden udadtil, selv om der naturligvis ellers kunde og kan være noget Klikevæsen indenfor vore egne fire Vægge. Hvor et halvt Hundrede unge Mænd eller flere endnu er sammen, vil der jo sjældent kunde være Enig* hed i ethvert Spørgsmaal. Men hvis Tonen og Aanden i det store og hele — i hvert Fald som det har været i de sidste 1 0 -^ 1 5 Aar, hvor jeg har kendt lidt til »Kvik« — kan trives paa samme Maade som hidtil, saa kan »Kvik« vist trøstigt give sig paa Vej ind i det næste halve Aarhundrede. JEN S CHR. PALSØE. Smukt og herligt var Foraaret 1 9 0 6 , da jeg som ungt Menneske opholdt mig i Svendborg, for der at faa min mer? kantile Uddannelse i en af Landets rigtig gamle, hyggelige og fine Købmandsforretninger = nu er den første Tid, naar man lige kommer fra sit Barndomshjem, fra Skolen og fra København ud til Provinsen, ikke altid saa herlig, som man tænker sig — dog, jeg samlede mig hurtig sammen, og Ar? bejdet og Forretningen fangede min Interesse, min Iver og Lyst og fik de lange Hverdage til at rulle raskt af Sted — men var Hverdagene lange, var Søndagene, alene som jeg var i en fremmed By, endnu længere, jeg saa hver Søn? og ft