RoforeningenKvik_1866-1916

11 stor Liberalitet lærte alle at ro, der uden at høre til Forening gerne havde Lyst dertil. Mange, der senere traadte ind i de forskellige Foreninger, havde lagt Vejen over »Snap«. Roningen gik livligt, Hovedsagen for os, Søndagsturene, blev længere og længere, og da en Dag en Sejler og gammel Romand, Dr. Risom, henkastede den Bemærkning: »I skulde gaa til Malmø paa Søndag til Kapsejladsen, vi skal bugsere Jer hjem«, tog vi ham paa Ordet og gik til Malmø. Vi kunde sagtens gøre det, der var næsten ingen Vind og næsten ingen Kapsejlads, det var, som det var lavet for os. Det værste var Hjemturen, hvor to Mand i Baaden havde nok at gøre med at holde »Kvik« fri for de Sejlbaade, der bugseredes hjem af samme Damper. Selvfølgelig blev vi skældt ud fra alle Kanter; ældre Roere, der vare bievne for* sigtige med Aarene, bebrejdede os alt mellem Himmel og Jord, endogsaa at vi ikke havde haft Kompas med, hvilket jeg nævner, da jeg ikke senere har hørt Krav om denne Genstand blandt det overflødige Materiel, en langgaaende Robaad nu skal belemres med. Vi var imidlertid meget lidt oplagte til at lade os hovmesterere og gik som Svar paa Vrøvlet næste Søndag til Helsingør, denne Gang ledsaget af et Hold fra »Snap«. Turen gik udmærket, dog var Hjem# turen for saa vidt mindre god, som vi, da det blæste en Del op Søndag Eftermiddag, maatte lade den ene Baad blive i Skodsborg, den anden i Skovshoved. Hovedsagen var,-Turen var gjort, vi havde vist, at der kunde gøres Ture paa ca. en halv Snes Mil fra Lørdag til Søndag Aften, og Langturene stod derefter altid paa Programmet, Helsingør og Helsingborg blev jævnlig besøgt, og snart oprettedes der begge Steder Roklubber, med hvilke vi bestandig har staaet i den ven* skabeligste Forbindelse. Paa Kaproning tænktes der aldrig, vi havde i Virkelig* heden heller ingen at ro omkap med, men en skønne Dag i 1877 modtog vi, som de andre herværende Foreninger, en Opfordring til at møde til Kaproning i Hamborg. Vi var jo straks klar over, at trods vor Lyst kunde vi ikke indlade os herpaa, vi anede ikke det mindste om deres Roning, deres Baade eller Kaproning i det hele, og gaa til Kaproning og blive totalt slaaede, det turde vi ikke risikere.