RoforeningenKvik_1866-1916

43 Skønt jeg saaledes ikke skal komme ind paa en nærmere Omtale, kan jeg dog ikke afholde mig fra at bestyrke den Opfattelse af hans Person, at Sporten virkelig besad hans udelte Kærlighed — Sport i Almindelighed, Roning i Særdeles* hed og »Kvik« først og sidst, hvad jeg kunde belyse paa mangfoldige Maader. Havde han end i de senere Aar trukket sig helt tilbage, tildels ogsaa fra »Kvik«, skulde der kun en Gnist til at fænge. Interessen var straks vækket. Jeg husker saaledes, at han tilfældig under Træningen havde set lidt til vort i 1 91 2 ubesejrede Juniorhold og havde syntes godt om dette, og jeg tør uden Overdrivelse sige, at Feber som »Admiralen« havde paa den første Startdag ingen af Roerne, og ved Hjemkomsten efter Sejren stod han paa Bane* gaarden med Blomster. Hele Sommeren fulgte han det Hold og var ængstelig og omhyggelig for dette, som tilforn for saa mange andre. Hans Evne til helt og fuldt at interessere sig for en Sag var ualmindelig, og saaledes husker jeg ham, naar jeg udtaler et: Ære være hans Minde! Herr Holger Sebbelov skrev i »Rosport« i April 1 9 1 6 ved »Admiralen«s Død følgende Artikel: »Den danske Rosport har mistet en af sine Veteraner. Grosserer Wm. C. Nielsen — i Roverdenen altid kaldet »Admiralen« — døde den 1 9 . April kun ca. 57 Aar gammel. Endnu for faa Uger siden færdedes han iblandt os, og skønt hans Helbred ikke mere var som før, kom Meddelelsen om hans Død dog ret uventet. Tilbage er Mindet om en brav og trofast Ven og om et Menneske af ikke almindelig Støbning — et Minde, der hos dem, der kendte ham nærmere, sikkert er trængt dybt ind. Han vil i Rosportens Annaler faa en varig Plads, ikke blot fordi han paa denne Idræts Omraade var en Autoritet og skænkede den saa stor en Part af sin Manddoms Kraft og Arbejde og maaske mere end nogen anden sit Hjærte og sin Sjæl; men tillige fordi han i Væsen og Fremtræden var noget for sig selv og i høj Grad forstod at give de Tider, hvor han rigtig var med, sit Særpræg.