RoforeningenKvik_1866-1916

8 6

drog vi ud paa Langfart med fuld Musik, og saa skulde vi komme hjem som vaade Hunde. Der blev »trukket«, der blev »svunget« og der blev »spurtet«, men lige meget hjalp det; de andre kunde nemlig ogsaa baade det ene og det andet om end mindst det sidste. Saa kom Frelsen. »Admiralen« opdagede nemlig, at Jyderne snød os ved at trække længere og længere ind under Land, hvor der ikke gik saa stærk Strøm imod, medens vi iforvejen laa ude paa den stærkeste Strøm. Han fulgte resolut efter, og ved Opløbet tvang han under mægtige Trusler om al Landsens Ulykker vor stroke »Liget« til at lave en saa kraftig Spurt, at vi pludselig røg ind over Maalet 10 Sekun# der før Jyderne. Æren reddet for »Kvik«! Hurra 1 »Folkes jubel«. Senere paa Dagen var der en mægtig Middag, hvorfra jeg har 2 tydelige Erindringer. Den ene var, at Dommeren, en fhv. Kommandør, efter hvad han selv sagde og vi andre kunde mærke, ganske tabte Traaden i sin Tale — han har vistnok aldrig fundet den igen, og nu er han død ; og den anden, at vi fik en efter Datidens Begreber pragtfuld, med Byens Vaaben smykket Medalje af Sølv — der viste sig at være Plet! Jeg har den endnu, og det var den, der op# friskede Turen i min Erindring. Næste Dag havde Aalborg#Klubben arrangeret en stor Eskadreroning langt op ad Limfjorden til Rye Aa; jeg mindes, at vi efter de udstaaede Strabadser var meget uoplagte til en længere Tur mod Strømmen i Ruskvejr, men selvfølgelig sled vi drabeligt i det alligevel; ogsaa husker jeg, at det ved Ud# pakningen af Madkurven viste sig, at man havde glemt Snaps og al anden Stimulans i Aalborg — havde Turens Leder været en af vore egne, havde vi med koldt Blod myrdet ham. Om Natten gik det saa efter fornyet »Folkejubel« med Banen hjem til København. Jeg husker, at der efter Kaproningen udspandt sig en spaltelang Diskussion i et eller andet Blad mellem en sag# kyndig Mand fra Frederikshavn og »Admiralen« om vor Roning, Stil, Spurt osv., hvoraf Kvintessensen var, hvad der kunde være sket, h v is osv. osv.