RoforeningenKvik_1866-1916

91 Tiden Søndag Morgen begyndte Forberedelserne. Kaffe blev lavet i Kontoret paa »Primus«, Baaden gjort klar, »Landgangs? tøjet« ordnet, og Kl. 7 startede vi med »Never mind« fra Lysti baadehavnen. Vejret var vidunderligt. Ingen Roer, hvor garm mel han end bliver, glemmer en Sommersøndags Morgensterm ning i Lystbaadehavnen og paa Rheden. Solen og den blaa Himmel, Humøret ved Forberedelserne til Langtur, det blik? stille Vand, der fryder Roerne, men faar Yachtmændene til at fortvivle, alt former sig til et Billede af Livsglæde og Fest* stemning. Hvilken Friskhed og Oplagthed, hvilket Overskud af Kraft i Aaretagene og hvilken Nydelse at glide hen over det sølvglinsende Sund og i dybe Drag indaande den herlige Søluft. Ved 8 ¿Tiden holdtes et kort Hvil under Saltholmen; den medbragte Frokost spistes, og efter en halv Times Ophold fortsattes Roningen mod Malmø. Vi glædede os til Samværet med de svenske Brødre, Smørgaasbordet m. m., saa Farten fremskyndedes, og allerede ved 12 ¿Tiden laa vi i Malmø Havn. Her mødte os Dagens første Skuffelse. En af de svenske Venner var bleven syg, en anden var bortrejst, og uden disse syntes os Ophold og Forbliven i Malmø intet værd. En kort Raadslagning, under hvilken ingen følte Lyst til at ro hjem straks, bragte os paa den Tanke at ro til Lands¿ krona. Desværre anede ingen af os Afstanden dertil, og noget Kort var vi ikke i Besiddelse af; at der nok var en god Ro¿ tur dertil, var vi klar over, men at der var saa langt, som der viste sig at være, ca. 3 0 Km., tænkte vi os ikke Mulig¿ heden af, thi isaafald vilde vi, med vore allerede roede ca. 27 Km., næppe have indladt os paa denne, den mest am strængende Tur jeg har været med til. Kl. var 1 , da vi startede fra Malmø, Vejret fint og Humøret godt; Udsigten til om 2 — 3 Timer at være i Landskrona, som vi sikkert troede laa ved den Pynt, vi saa yderst i Horisonten, og der faa en god Middag, virkede oplivende, saa Tempo og Kræfter var der foreløbig ikke noget i Vejen med. Vel tilpas naaede vi Pynten, men opdagede da til vor Rædsel, at vi ikke havde naaet Landskrona, men kun var omtrent halvvejs, thi at Landskrona laa ved den næste, forfærdelig langt borte lig^ gende Pynt, vidste vi nu, da vi samtidig fik Hveen i Sigte.