VognmændenesLaugForeninger_1478-1901

108

Da Politidirektøren efter Samraad med Magistraten billigede en saadan Bekjendtgjørelse, udgik der under 17de August 1860 et Cirkulære herom til samtlige Vognmænd.

Loven af 1. Maj 1851 maatte naturligvis ogsaa frembyde enkelte Bestemmelser, som ikke vare Vognmændene saa gunstige. Saaledes findes i dens § 4 udtalt „at herved intet Indgreb sker i de Rettigheder til Rejsendes Befordring, som andetsteds maatte tilkomme nogen eller i den Kjørsel, der er og fremdeles maatte blive forbeholden det offentlige Befordringsvæsen i Staden Kjøben- havn .“ Denne Paragraf gav Anledning til megen Strid mellem de monopoliserede Postholdere og Stadens Vognmænd . P o s t­ holderne vare berettigede til efter de givne Bestemmelser at maatte afgive Befordringer ud i Landet hvorsomhelst og uden Indskrænk­ ning med Hensyn til Vejlængden, medens Vognmændene i Kjø- benhavn kun maatte paatage sig sa adanne Befordringer, der korn ind under Begrebet „Lysttoure“ i Stadens Omegn. Tidt og ofte forelaa herved Anledning til Retstrætte mellem Postholderne og Vognmændene, og i Slutningen af 1860 besluttede derfor F o re ­ ningen at indgaa til R igsdagen med et Andragende om, at § 4 i Loven maatte blive hævet eller i alt Fald modificeret derhen, at Rettigheden til at afgive Befordringer ud i Landet uden nogen Begrænsning af Mil blev ens for alle med Borgerskab forsynede Vognmænd. Under 16. November 1861 forelaa der Underretning fra den Kongelige Brandcommission om. at Forpligtigelsen for Vognmæn­ dene til i Ildebrandstilfælde at fremføre Vand med Skiffer heri Staden aldeles skulde ophøre fra 1. Januar 1862, da Stadens Forsyning med Vand efter den nye Indretning gjør dette muligt. Af Foreningens Forhandlingsprotokol fremgaar det, at langt de fleste Korrespondancer paa det daværende Tidspunkt bleve førte med Politidirektøren, hvad der maaske var ganske naturligt, naat man betænker, at alene de Indberetninger til denne om Ind­ greb fra Uberetti gedes Side i Vognmændenes Befordringsrettig- heder for sig udgjorde et anseligt Opus. I Almindelighed maa det vist siges, at de fleste Henvendelser til Politidirektøren i Sager, hvori dennes Resolution skulde foreligge, blev imøde­ kommen af denne med Hensynsfuldlied overfor ethvert rim elig t