VognmændenesLaugForeninger_1478-1901

61 været ophævede i dette Tidsrum*), og det synes at have været Magistraterne i de forskjellige Kjøbstæder, som havde Forpligtel­ sen til at sørge for Befordring og Herberg til de Rejsende; men naar man betænker, at de daværende Forbindelsesvejes slette Beskaffenhed i høj Grad hæmmede Indførelse af ordnede Til­ stande paa dette Omraade, ligesom de Foranstaltninger, der bleve trufne for at udbedre saadanne Mangler, vare faa og tarvelige, forstaar man bedre Grunden til denne Langsomhed i Udviklingen. Det er egentlig først, da Kong Christian d. 4de i Aaret 1624 i sin store Recesz, anden Bog, Cap. XXIV, udsteder sin Forord­ ning om „Vogenmænd oc Fercgeløn“ , at der her foreligger en virkelig Bestræbelse efter en Regulering af Befordringsvæsenet i Danmark. I denne Forordning bestemmes det, at Lehnsmændene med Borgmester og Raad aarligen ved Martini og Paaske, „lige­ som Havren og Foret dyrt er“ , skulde fastsætte, hvad der skulde gives pr. Mil for en Vogn. Herefter skulde Vognmændene være pligtige at kjøre „og mere ey tage“ , ligesom ogsaa Bønder, der vilde lade sig leje, skulde betales efter denne Taxt. De første Bestræbelser til Ordning af et Befordringsvæsen maa dog vist nærmest betragtes som tilvejebragt, for at Regerin­ gen paa en bekvem og billig Maade kunde faa sine egne Breve og Budbringere befordrede i Rigsanliggender. I Indlandet skete Besørgelsen ved Kancellibudene eller Postriderne. Af gamle Kæm- nerregnskaber kan det ses, at Budene — forsaavidt de ikke havde Tærepenge — idetmindste en Tid underholdtes paa Kjøbstæder- nes Bekostning, og de synes at have været meget fordringsfulde, idet de ikke lode sig nøje med hjemmebrygget 0 1 , men maatte beværtes med godt tysk 01, der dengang var Kjøbstædernes bedste Beværtning for Rigets fornemste Mænd. Deres Befordring skulde dels Kjøbstæderne dels Lehnsmændene sørge for, de sidste dog kun paa den Maade, at de tilsagde Kronens Bønder til at kjøre, idet det dog ved et tidligere Kongebrev var indskærpet Lehnsmændene, at de ikke maatte besvære Bønderne med Vogn­ ægt ved at laane Vogne baade til Venner og andre, „hvoraf nogle føre med sig saa godt som et helt Fadebur“ . Den uden­ landske Korrespondances Besørgelse skete ved de saakaldte "') Ved Forordning af 19de Juni 1613 ophævedes al Laugstvang, men disse Bestemmelser maatte dog tilbagekaldes allerede 1621.