VognmændenesLaugForeninger_1478-1901

71

Kjøbenhavn og paa dens Grunde skal have sit Forblivende ved de hidtil værende Anordninger. Forordningens 3die— 7de Kapitel giver dernæst Bestemmelser for Opsynsmændene, for Postkarlene eller dem, som forrette Kjør- selen, for Post- og Gæstgivergaarde, Iagttagelser for de Rejsende samt sluttelig om Sagernes Behandling og Afgjørelse. Med Hen­ syn til det sidste Kapitel skal fremhæves, at General-Postamtet var bemyndiget til at paakjende og endeligt afgjøre alle Sager, hvorved Postmestre, Opsynsmænd, Vognmænd, Postkarle og Litzen- brødre tiltaltes for at have overtraadt de gældende Anordninger, forsaavidt Overtrædelsen kunde afsones med Pengemulkt eller Fængsel paa Vand og Brød, hvorimod Injurier, „hvad enten de ere verbales eller reales,“ skulde paaankes for vedkommende Ret. Sluttelig paabyder Forordningens sidste Punkt, § 89, Tryk­ ning og Omdeling af denne, samt at et af General-Postamtet for­ anstaltet kort Udtog af Forordningen skulde trykkes i det danske, tydske og franske Sprog og tilstilles samtlige Gæstgivere til Op­ slag i Gæstestuen, alt „paa det at denne Forordning kan vorde almindelig bekjendt og være i bestandigt Minde.“ Som det ses af denne Forordning, knyttedes Befordrings­ væsenet nøje til Postvæsenet, idet det øverste Opsyn kom til at sortere under General-Postamtet, senere Generalpostdirektionen, og for Hovedstadens Vedkommende udøvedes gjennem en dertil ansat Postmester som Chef for et Befordringskontor. I det hele borgede den Stabilitetens Aand, der overalt var fremtrædende i de nye Bestemmelser og den langt bedre Kontrol, der befaledes indført, for, at Befordringsvæsenets gode Ordning var paa Højde med Tidens Fordringer. Paa de Steder i Landet, hvor ingen Post­ mestre fandtes, gjordes det ved Forordning af 3. April 1807 til Pligt for Gæstgivere og Kroholdere at besørge Opsynet, idet det bemærkes, at Opsynet tidligere var besørget ved Oldermændene for Laugene, hvilken Ordning imidlertid havde sine Ulemper, da Oldermændene selv vare interesserede i Befordringerne, og derved var i den mindre betryggende Casus at have Tilsyn med sig selv. I Forordningen var anført, at det store Vognmandslaug den Gang bestod af 30 Ruller, som det var Magistraten tilladt at forøge