BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

»Må jeg få en halv okse!...«

halv okse«. Var der kun få variatio­ ner i retterne, var maden til gengæld billig og rigelig. Og mere forlangte de fleste ikke. Der fandtes spisekvarterer for en­ hver pengepung. I de billigste kunne man opleve, at kniv og gaffel var fastlænket til bordet, og at »tallerk­ nen« var en fordybning i bordpla­ den! En stegekælder var en butik, hvor forskellige spisevarer blev tilberedt, mens man ventede, og udleveret til fortæring straks. Det må nærmest op­ fattes som forløberen for nutidens »pølsevogne«. Ville man træffe venner og nyde et glas vin fremfor blot at spise sig mæt, opsøgte man en vinstue eller en vinkælder. Her tilbragte mange kø­ benhavnere flere timer hver dag. Især embedsstanden havde god tid. Arbejdsbyrden stod ikke mål med ar­ bejdstidens længde i de stillestående

På restaurant i det gamle København

Restauranter, som vi kender dem, fandtes ikke i Frederik VTs Køben­ havn. Man kunne besøge et spisehus eller spisekvarter, som det også hed, hvis man var sulten. Her foregik alt uden ydre pragt. Her var ingen kjoleklædte tjenere, der knipsede støvgran af den sne­ hvide dug, mens et fyldigt spisekort blev lagt frem. I datidens spisekvar- terer fandtes malede træborde med voksdug, og maden blev serveret af en opvarter med et forklæde. Og der var ikke meget at vælge imellem, hvis man ikke ville have »dagens ret«. Derimod kunne man vælge mellem »hele« og »halve« portioner. Var me­ nuen oksesteg, kunne man derfor høre råbet: »Opvarter, lad mig få en

107