BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

Beboerne måtte hente vandet fra den nærmeste pumpe en eller flere gange daglig. Mere velstående fami­ lier havde pige eller karl, som besør­ gede dette arbejde. Når man var kommet hjem med de fyldte spande, blev vandet siet gennem et stykke klæde og hældt over i husets vand­ tønde, der som regel havde sin plads i køkkenet. Herfra tog man så, hvad man skulle bruge i dagens løb med en såkaldt strippe; en lille træøse på skaft. Vandet indeholdt mange plante­ rester og smådyr, men det havde man efterhånden vænnet sig til. Slap en fingertyk ål gennem rørene op i pumpens mekanik, »hjertet«, måtte der tilkaldes en »vandkiger« - dati­ dens gas- og vandmester, som skilte pumpen ad og fjernede dyret, inden det gik i forrådnelse og fordærvede vandet endnu mere. I varme perioder var vandet alt andet end køligt. Havde det tillige været blæsevejr, så at der havde væ­ ret bølgegang på Søerne, var over­

fladevandet blandet godt op med mudderet fra bunden og blev derfor gråligt og uklart. Københavnernes humoristiske sans fornægtede sig hel­ ler ikke dengang. Man kaldte drikke­ vandet for lunken ålesuppe. Et enkelt sted i byen var vandet forunderligt rent og frisk; det var fra brønden i Gothersgade ved Vol­ den. Tilstrømningen til dette sted var også stor, og ventetiden lang. Så fik pigerne og konerne sig en snak og et lille hvil, mens de ventede på tur. Vandet i København var så ringe, at man i fuld alvor, efter at jern­ baneforbindelsen med Roskilde var åbnet i 1847, planlagde at hente vand i tønder fra Roskilde og sælge det i København fra boder! Denne vand­ handel blev dog ikke til noget. Først efter 1850 begyndte man for alvor på boringer, der skulle hente rent vand op fra undergrunden til et vandværk, som rensede det, før det blev pumpet videre til forbrugerne i husene, omtrent som vi kender det i dag.