BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

De toppede brosten

de var evig og altid i uorden. Det var den omstændighed, der medførte for­ kastelse af et forslag om bedre bro­ lægning, med tilhugne sten og asfalt i fugerne. Der manglede nemlig ikke idéer til ny og bedre gadebelægning. As­ falt turde man dog ikke gå over til; man var bange for, at den skulle øde­ lægges af frosten. For i det mindste at hjælpe fodgængerne, så at de ikke brækkede anklerne, begyndte man at anvende fortovsfliser. Karakteristisk nok lod man dem tilhugge på stedet af stenhuggere; en langsom og kost­ bar fremgangsmåde. Man forsøgte sig også med træ­ brolægning, som dæmpede støjen ganske betydeligt, men holdbarheden var ikke så god. »Træbrikkerne« råd­ nede alt for hurtigt. Man blev altså hængende ved stenbrolægningen, som dog i tidens løb gradvis blev forbedret, idet man dels lod stenene

Byens gader og pladser

De fleste gader var brolagte, hvad der absolut var bedre end jord- eller grusbelægning. På den anden side var brolægningen meget ringe. Kun ganske få gader i København har endnu brolægning, men den består rigtignok af terning-formede sten, lagt så tæt sammen, at de danner en sammenhængende overflade. Men i det gamle København brugte man almindelige, runde sten, ganske som man finder dem ved stranden. De blev lagt i løst sand og dannede en yderst ujævn kørebane, ikke mindst for de mange køretøjer, som ikke var forsynet med affjedring. Til gengæld var brolægningen let at tage op, når man skulle grave ned til vandrenderne for at udbedre ska­ der på disse. Og det stod tit på, for

53