BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

Tranlamper og magistratsmåneskin

efter almanakken. Det skulle ifølge den være måneskin - altså ingen eks­ tra gadebelysning! På sådanne afte­ ner, hvor københavnerne famlede rundt i deres mørklagte by, sagde borgerne, at det var »magistrats­ måneskin«. Kunne magistraten ikke tvinge må­ nen frem, vidste den dog, at der i sommermånederne »fast ingen nat er«, og benyttede naturligvis også her muligheden for at spare på det dyre­ bare tran, og lod derfor borgerne finde vej i de lyse nætters tusmørke. I 1825 var der omkring 2000 tran­ lygter i København. Vægterkorpset skulle passe dem, og hver vægter fik opmålt en bestemt portion tran til påfyldning af lamperne i sit distrikt -o g ordre til at holde hus med be­ holdningen. Kunne de slet lønnede vægtere knibe lidt fra og sælge det på datidens »sorte børs«, blev denne ureglementerede ekstraindtægt som

Byens gader og stræder blev efter mørkets frembrud oplyst af tranlyg­ ter. Oplyst er måske lidt for flot et udtryk. Men lygterne kunne da ses, omend man knap kunne skelne om­ givelserne ved deres skær. De var fortrinsvis opsat på gade­ hjørner og ophængt på husmurene i et jernstativ. Brændstoffet var tran, som blev indført fra Grønland. Når det efter kalenderen skulle være måneskin, som forøvrigt ved fuldmåne gav en betydelig bedre be­ lysning af staden end de søvnige tran­ lygter, havde byens sparsommelige styrelse vedtaget, at man kunne und­ lade at tænde lygterne. Var det imid­ lertid sådanne aftener overskyet, kun­ ne man naturligvis intet se af månen. Men lygterne blev alligevel ikke tændt - man rettede sig ufravigeligt

55