BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

Ildløs

Det var vigtigt, at enhver ildløs blev opdaget så tidligt som muligt, og denne opgave påhvilede i særlig grad vægterne. Mærkede de under deres patruljering røglugt eller an­ dre tegn på ildløs, skulle de omgå­ ende lade fløjten skingre som sig­ nal til de øvrige vægtere og råbe »brand!« Folk måtte vækkes og ud af deres senge for at være klar til at forlade hus og hjem, hvis det blev nødvendigt. Samtidig tog kirkeklok­ kerne fat, og en lygte - eller om dagen et flag - blev hængt ud af kirketårnet for at vise, i hvilken ret­ ning branden var opstået. Noget egentligt »professionelt« brandvæsen fandtes ikke. Brandfol­ kene var håndværkere, fortrinsvis murere og tømrere, som mod beta­ ling skulle stille, når der udbrød brand. I sin opbygning var brandvæ­ senet uhyre kompliceret, og det var systemets store svaghed, at det virke-

Brandvæsenet

Det er ikke svært at forestille sig, hvor let en brand i København kunne betyde en omfattende katastrofe for byen og dens befolkning. Risikoen var meget stor, dels på grund af be- folkningstætheden, dels fordi anven­ delsen af åben ild var en livsnødven­ dighed. Det var derfor ikke en tom formaning, når vægterne klokken ti om aftenen i den gamle vægtersang påmindede borgerne: »Vær klog og snild - vogt Lys og Ild . . .!« Københavnerne havde under de 2 store bybrande i 1728 og 1795 set, hvor katastrofalt hurtigt ilden kunne brede sig. Var der først udbrudt brand, kunne man sjældent redde den ejendom, hvor ilden var opstået. Man koncentrerede sig derfor omgå­ ende om at begrænse brandens om­ fang og redde nabobygningerne.

65