BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

sten er den eneste, der nu er tilbage. Havde man endelig hentet lægen - og der skulle mere til dengang end i vore dage, før man gik så vidt - kunne det ske, at denne stod magtes­ løs, og så måtte den syge på hospi­ talet. I København fandtes for den civile befolkning kun »Det konge­ lige Frederik V ’s Hospital«, forløbe­ ren for »Rigshospitalet«. De gamle hospitalsbygninger i Bredgade eksi­ sterer endnu og huser i vore dage Kunstindustrimuseet. Hær og flåde havde egne syge­ huse, ligesom der fandtes en institu­ tion for ubemidlede gamle, som var syge og ikke kunne klare sig selv. Det var det såkaldte »Almindelig Hospital«, hvor levevilkårene for be­ boerne var yderst ringe og dødelig­ heden derfor meget stor. At bevare sunde tænder i munden livet igennem lykkedes kun for de færreste mennesker, fordi man var ukendt med forebyggende tandpleje. Havde man ondt i en tand, stak man blot et lille stykke vat, vædet med »pimpernilledråber« ned på det øm­ me sted - og håbede at smerterne forsvandt. Blev det helt galt, lod

Begravelseshøjtideligheden er nået til det øjeblik, hvor bedemanden træder frem og - m ed datidens sprogbrug - spørger: »Er der flere, det kunne more at se liget?«

læger, som fandtes dengang. Det var dog ikke underværker, de kunne ud­ rette. Der var højst tale om en pri­ mitiv plombering. I øvrigt var man indstillet på at tilbringe sin alderdom

man tanden trække ud - uden bedø­ velse. Det kunne man få barberen til at gøre; det var kun de mere velbe­ slåede, der tillod sig den luksus at opsøge en af de forholdsvis få tand­

uden tænder eller med kun ganske få stumper tilbage i munden - og ind­ rette sin føde derefter. Var en københavner afgået ved døden, måtte de efterlevende i gang

70