GeorgeBrandes_1913

086531666

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

¡KJØBENHAVNS RAABHUS BIBLlOs THER > ExLl t BRIS

GEORG BRANDES (JØD ISK AAND I DANMARK)

KONRAD SIMONSEN

GEORG BRANDES (JØDISK AAND I DANMARK)

Vergebens werden ungebundne Geister Nach der Vollendung reiner Höhe streben. In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister Und das Gesetz nur kann uns Freiheit geben. G o eth e .

KØBENHAVN NATIONALE FORFATTERES FORLAG 1913

AARHUS STIFTSBOGTRYKKERI

INDHOLD

Side

I. Indledning..................................................... .. II. Georg Brandes’ Livsgang..................................... III. Georg Brandes som Frihedsapostel.................... IV. Georg Brandes’ Opfattelse afLitteratur............... 53 V. Georg Brandes’ Religionshad............................... 104 VI. Georg Brandes’ Danskerhad............................... 130 VII. Den liberal-jødiske Periode. . . . ....................... 157 7 20 35

I. I n d l e d n i n g . Et Folk opstaar og et andet forsvin­ der, men Israel forbliver evigt. M id r a s s h .

D e t er a lm ind elig anerkend t, at jø d isk Aand har sin Styrke i hø jtudv ik let prak tisk Tænkn ing o g m erkan til Begavelse. Ingen anden Race opviser saa m ange og saa betydelige F inan smænd , H andelsspeku lan ter, Ju ­ rister, Læger og Journalister. Jøderne — et F o lk paa llM i M illion — er m el­ lem Hundreder a f M illioner Germaner, Rom aner, Slaver og B land ingsracer, b lev en de sejerrige i den m aterielle Konkurrence, og deres Magt er vok sende, som Byerne tager til i Indbyggerantal, id et de fortrin svis holder til i Storstæderne. Danm ark s 5,500 Jøder (hvoraf de to T u sind e ny ligt er indvandrede fra Rusland , P o len og Ga­ lizien ) lever saaled es nu næ sten alle ud en U nd ­ tagelse i K jøbenhavn. Forbavsende er den H astighed hvorm ed Jø ­ derne opnaar Velstand, saasnart de har vundet

8 Fod fæ ste i en fremm ed Nation, m en s vi i R eglen finder dem i Fattigdom , hvor de bor samm en i stort Antal. Det er ikk e Arbejdslyst, m en et u d ­ præget Erhvervstalent, der faar dem til — paa deres evige Vandringer — bestandigt kun at op ­ søge Lande, der allerede e r i andre F o lk eslag s Besiddelse, og hvor Kapital er fo rhaand en .1 H u r­ tigt slaar de sig op ved at spekulere i B onden s Arbejde, i F y rsten s Pengetrang og ofte ogsaa ved at udnytte H jærtelighed. De bærer sig ad m od sa t andre Racer, der banede Vej for Kulturen ved at søge til Egne, hvor denne stod langt under deres egen, eller hvor slet ingen fand tes, saaled es Nord- mændene, der tog frit Land paa Island , E n g ­ lænderne og Hollænderne, der slog sig ned i N ord ­ am erika, Skand inavierne i Argentina og Austra­ lien, Boerne i Afrika. Kun circa en halv M illion Jøder har brud t m ed Ortodoxien, m en det er denne ha lv e M illion, der udgør de rigeste, de »liberale Jøder«; det er den, der gærne fornægter sin A fstam ning, sæ lger sin e Ahner, hyk ler K ristendom og Om givelsernes P a ­ triotism e, b lot der kan vindes frem derved. Det er denne ha lv e M illion, der k u n v iser R acen s u tiltalend e Egen skaber; ene paa d e n turde vel passe Goethes Udtalelser om Jøderne i A lm ind e­ lighed, at de m angler po in t d ’h o n n e u r ;2 th i det 1 Wlad. Kaplun-Kogan: Die Wanderbewegungen der Ju­ den. Bonn 1913, p. 3. 2 Gespräche, Bd. II., p. 325.

9 endnu langt overvejende F lerta l Jøder — de troende og Z ionisterne — udmæ rker sig ikk e b lo t ved deres sm ukk e, patriarkalske F am ilieliv , m en ved deres Karakters R enhed og Stil. Om alle Jøder gæ lder det forøvrigt, at deres L iv svand el er ret fremm ed for vo ld somm e F o r­ brydelser, til Ek s. Mord, eller for Laster som P er­ v ersitet og D rukken skab . D eres Snu sfo rnu ft og N øgternhed frelser dem fra at skeje ud eller d e­ generere i samm e Grad som andre Racer, m en van skeliggør dem til Gengæld ogsaa at gaa til Sjæ lens m od satte Yderlighed: Genialitet. F orsøgen e paa gan ske at frak end e et saa b e­ gavet F o lk som det jød isk e Genialitet, saaled es som m ange F orskere gør det, til Ek s.: R enan , R ich. W agner, N ietsche, Ghamberlain, D iih ring og Otto W ein inger, som dog selv var et jød isk Geni — kan van sk elig t op fattes som and et end Udslag a f Antisem itism e eller som grundet i en mæ rkelig en sid ig D efin ition af, hvad der ska l for- staas ved Genialitet. Absolut R acerenhed er ikk e gun stig for F rem ­ b ringelsen a f Genier; alen e B lodb land ing giver Sindet den S en sib ilitet og F an ta si, der er ejen ­ domm elig især fo r kun stn erisk e Naturer. F o r ­ sk ellen m ellem Jøder og Arier syn es im id lertid at være for stor til, at B land ingsæ gteskaber kan give h eld ige Resultater; det er i D anm ark og i Austra­ lien , at d isse Æ gteskaber indgaas i største Antal, og de viser — dels at have T end en s til U frugtbar-

10

bed, dels at skabe et A fkom , der o ftest er d ish a r­ m on isk og trods Begavelse fo rk omm en t.1 Som H elh ed har dog in tet F o lk , ind til for gan ske n y ­ ligt, ho ld t sig saa ren t og uafhæ ngigt a f den om ­ givende B efolkn ing, som det jød iske. D en væ ­ sentligste Aarsag til den ringe Genialitet ho s J ø ­ derne m aa næ rm est søges i deres fu ld stæ nd ig e B lottethed for M etafysik og deres ringe F an ta si. Jødernes R eligion er kun ind rettet m ed det jord iske L ivs m a terielle Krav for Øje: F ^ g t e Gud, at det skal gaa dig vel her i Verden, ad lyd e L o ­ ven, redde de haandgribelige Værdier og ho ld e Racen ren — , dette er den g lan slø se Moral, som ikk e blot Træk fra det gam le T estam en te v iser os: Jakobs Bedrag m od Isak, Labans Kneb, Moses Løgne for Farao, Laan et a f Guld- og S ø lv ­ karrene, som de beholdt, m en hvorom Talmud hand ler — en Bog a f kloge, sunde Leveregler, en B ibel ud en Mystik, ud en Mytologi. Med en saa jordbunden, cerem on iel R eligion forstaar vi, at Jøderne, trods deres R ek lam eevn e, alligevel ikk e gør Propaganda fo r deres Tro. Hvem gaar over til Jødedom ? Og m ed Ideer, saa borgerligt fornu ftige og m oralsk e, letfa ttelige og klare, b liver et F o lk kun i ringe Grad kun stn erisk . Jøderne levede da ogsaa, fø r de kom tilE v r o p a , af H andel og havde M onopol paa Laan, saa at 1 Sombart: Die Zukunft der Juden. Leipzig 1912, p. 43, og Arthur Ruppin: Die Juden der Gegenwart. Koln 1911, p. 159

11 Georg B randes’ Beretn ing, at Jøderne fø rst i Ev- ropa b lev K jøbmænd, fo rd i de Kristne u d elu k ­ kede dem fra alle andre Stillinger og h o ld t dem nede i E lend ighed , v iser sig urigtig.1 A ldrig er der af jød isk Æ t udgaaet et Geni i P rosalitteratur, i Maleri, A rkitektur eller N a tu r­ vid en skab . B land t Malerne kan Max L ieber- m ann , P izarro, Israels og L esser U ry kun reg ­ n es fo r hæderlige T alen ter, aldrig ban ebryd ende. I Skulp tur træ ffer vi det ene Navn: A n toko lsk i, i F ilo so fien Sp inoza, i L y rik en H ein e. Der gives ingen jød isk e Opdagere. K unM u sik en har enk elte store Navne: Rub in stein , B izet, M endelssohn -B ar- th old y, Meyerbeer. R igtignok er m od d isse Genier at indvend e, at Sp inozas V erd ensb illede er koldt, m ek an isk og fan tasiløst. Og naar til Ek s. Goethe syn es b egej­ stret fo r denne F ilo so f, er det i V irk eligh ed en dels Herders, dels sin egen V erd en san sku else, h a n in d ­ blæser Spinoza; h an benytter ham , som N ietsch e benytted e S chopenhau er i sin A fhand ling om denne; det er deri ikk e S chopenhau er, m en N ietzsch es Tanker vi lærer at kende. H ein e h e n ­ ter o ftest sine Em n er fra en Sexualitet, der er k e ­ m isk fri for M ystik og ud elukk end e B run st, og 1 G. Brandes: Kritiker og Portræter 1870. Kap. »Den jødiske Karakter i Schyloch«, endvidere »Reaktionen i Frankrigc 1874, p. 13. Se herimod S ombart: Die Juden und das Wirtschaftsleben. Leip. 1911, p. 368, og A. Ruppin: Die Juden der Gegenwart, p. 44.

12

han elsker E ffek ter og Aandrigheder, hvo rm ed ogsaa Meyerbeers og de endnu lettere jød isk e Operette-K om ponister O ffenbach s og H a llvy s Mu­ sik er fy ld te — en Toneverd en , der v iser A ssim i­ lation s- og F orm talen t, m en b liv er hu l, saa ofte den v il ud trykk e det ophøjede. Kunst, saavel som Kritik og V iden skab , syn es d esuden ho s Jøderne, som F ø lg e af deres ud ad ­ vend te, beregnende Væsen, sjæ lden t at være Kunst fo r K unstens eller V iden skab fo r V iden skaben s Skyld , m en for T end en sen s, hvor den da ikk e b lo t tjener som Und erholdn ing. Jød isk e D igtere og L itterater optræder o ftest som comm is voyageu rs, der h envend er sig til det største og m est køb edygtige P ub likum . V ilde det nu virke hæmm ende for dan sk Ku l­ tur, om den til Ek s. sku ld e ifø res prøjsisk Mun­ dering, hvor næ rm est ødelæggende vild e det da ikk e være, hv is den paatryk tes et saa fremm ed ­ artet og aandeligt snævert Præg som det jød iske, især dettes m est m aterielle og u sym pa tisk e Form : den lib eral-jød iske? Og vi er saa langtfra undgaaede denn e Fare, at endog det en estaaende er ind truffen, at en lille N ation genn em mere end en M enneskealder har været ud sat for et tend en tiøst F o rsøg paa U d slet­ telse a f sin karak teristisk e Aand, Kunst og L iv s­ op fattelse. Under P aaskudd et a f at sku lle evropæ iseres

13

og frigøres er dan sk Kultur b lev en und erka stet jød isk e Anskuelser, Moral og Vurdering. N aar Jøderne nu tildags h ele Verden over først og fremm est er dom inerend e paa P eng em a rk ed et (de allerfleste Bankers Ind ehavere er Jøder), er dette en natu rlig Sag; de er paa dette Omraade de klogeste, og H andel og Vandel er tild els in ter­ nationalt. Anderledes b liver Fo rho ld et, naar Jødern es L iv ssyn , der næ rm est er E rhvervsaand , indpodes i et fremm ed F o lk . Dette er a llerede T ilfæ ld et i d en m est a f Jøder stiftede so cia listisk e og i den saakald te lib erale — i V irkelighed en jød isk e og forjød ede P resse, der nu beh ersk er Am erikas og Evropas Storbyer.1 A llerede herved und er­ m ineres ikk e blot Nation ern es E jend omm e ligh ed og deres religiøse og patriotiske F ø lelse, m en d e­ res Sans for alt højere Liv, id et lib era l-jød isk Aand ud elukk end e er Sp eku lation i M ennesk enes lavere In stink ter og Interesser. Mens a lle andre Racer er i U dv ik ling eller har været det og besidder den nu saa m isforstaa ed e E gen skab »Idealitet« og a f den Grund er i Stand til at frem b ringe kun stn erisk Kultur, har den em ancip ered e Jødedom til en este Maal B ek v em ­ m eligh ed , Magt og Berigelse. Alt tjener den til 1 Se Højesteretsadvokat Emil Saxlund: Jøder og Gojim, 2. Udg. Christiania 1911. p. 122, og Huston Stewart Chamberlain: Die Grundlagen des XIX Jahrhunderts, 10. Aufl. 1913.

14

M iddel herfor, og den skaber som F ø lg e heraf ing en ideelle Værdier. F o r at im id lertid en N a tion s Kultur kund e blive saa forjød isk , som den dan ske er b lev en det, m aatte Landet være saa lille og id y llisk som D a n ­ m ark, F o lk et saa fred somm elig t, jævnt og fleg­ m atisk , na iv t og bravt som det dan ske. Kun over os kunde de lib erale Jøder b live sejrende Despoter. Kun ho s os fand tes det Rhodos, hvo r de kund e danse. Kun h o s os kund e det lyk k es Georg Mor­ ris Cohen Brandes, en Mand endda ud en store E v ­ ner m en m ed tilstrækkelig Energi og m ed F orstand paa at væ lge sine Ofre, at starte en jød isk Periode. En d sk øn t Georg Brandes ved enhver L ejlig­ hed søger at hævde den jød isk e Race som alle andre overlegen, protesterer han dog energisk m od selv at kaldes Jøde. D ette er et Træk, karak teristisk for alle lib e­ rale Jøder, at de, naar de benævner sig F ritæ n ­ kere eller Kristne, sam tid igt forsøger at indb ild e alle Ikke-Jøder, at de nu er traadt ud af deres Race, at derm ed er Racemæ rket i dem ud slettet; eller de erklærer, at der nu tildags ikk e ek sisterer Racer. Ideligt og utræ tteligt paakalder B r a n d e s1 som Autoritet for slige P aastande Jean Finots Rog »om Racefordomm e« (uden natu rligvis at op lyse, at ogsaa F in o t er Jøde); F in o t erk læ ­

1 Samlede Skrifter, Bd. 18, pag. 347; endv. »Aabent Brev til Jacob Knudsen« i »Politiken« Februar 1912.

15 rer, at der hv erk en mere gives arisk Race eller gallisk Aand eller jød isk Aand. Brandes tilføjer: »I F a ld M ennesk ene knnd e tænke, m aatte dette evige Vrøvl om A fstam n ing høre op« .1 D enn e u tilta lend e og um u lige B estræbelse for at skju le sin e Spor, og — hvad Brandes selv b e ­ brejder H enrik Hertz — dette F o rsøg paa at bringe sin H erkom st i G lemme, som et partie h on teu se,2 viser han altid selv, saasnart nogen fordrister sig til at b estemm e h a n s Væ sen som jød isk , og det endda B randes, hvo r han vil fo r ­ klare en Ind iv idua litets eller et F o lk s Karakter, natu rligvis gør dette genn em Racen , det tilhører. H an taler om en germ ansk , en fran sk , endog 0111 en dan sk Op fattelse af A ntik en,3 v il derim od ab ­ solu t bestride, at han s egen Op fattelse af den er jød isk . Han b estemm er O ehlen sch lågers A laddin og H. G. Andersens Barn ligh ed som afgjort ger­ m ansk gotisk , sid stnæ vn tes Lune som nord isk d a n s k ;4 han fa stslaa r Moliéres F ru en timm er- sko len som typ isk fran sk i Aand, Karakter og A n læ g 5 og fordyb er sig i F o rsk ellen m ellem k e l­ tisk og engelsk Aand.6 Ja, han endog betoner, at den ringeste D raabe fremm ed B lod giver en 1 Levned III., p. 39 >Zionismen<, Politiken 12—12—1905. 2 Kritiker og Portrætter 1870, p. 397. 3 Emigrantliteraturen 1872, p. 183. * Kritiker og Portræter, p. 392 og p. 395. B Æstetiske Studier 1868. 6 Bd. 11, p. 315—16.

16

Karakter sit Særpræg. Saaledes hedd er det om T h eoph ile Gautier: »For at fu ld stæ nd iggøre de Træk i han s A fstam ning, der syn es b etegnende for han s Væsen, er den T ilfø jelse nødvend ig, at der u tviv lsom t var østerland sk B lod i han s Slægt. D ette er højst in teressan t, ford i det — gan ske som N egerafstam n ingen op ly ser m eget a f V o ld som ­ h eden og Kraften ho s Alex. D um a s og P u sjk in — paa en fy sio lo g isk Maade fork larer det orien ta lsk e Præg ho s Gautier.1 Her syn es da Brandes at erkende, hvad han fornægter, naar det gælder ham selv: at det ikk e er Sproget, ikk e R eligion eller A teism e, m en alene B l o d e t , der bestemm er et Væ sens Særpræg — og at ikk e det største Geni kan gøre det K rum spring at løsrive sig fra sin A fstam ning, selv om det a f­ lægger enhver Tro, antager et n y t Sprog og b liver Borger ib land t et fremm ed F o lk . Kun det u d v en ­ dige, det ligegyldige kan tilegn es. Race og N ation bryder igennem , allerm est ho s Geniet; det er netop en Aabenbaring, et U dtryk for, hvad der ligger latent i h ele Fo lk et. I saa høj Grad er det Brandes om at gøre, at Racebegreberne — saasnart h a n s e l v ska l b e ­ stemm es som Jøde — løb er sur for os, at han stundom betoner, at Jøderne b lo t er en R eligion, ikke nogen Race,2 stundom finder paa at v ille gøre os D anskere baade til T ysk ere og Jøder.

1 Bd. 6, p. 255. 2 Bd. 18, p. 409.

17 Han erklærer: »Et uh y re Antal B orgerfam ilier i K jøb enhavn er ty sk e; H a lvd elen a f N avn en e er ty sk e, Landets R eligion er ty sk , fo rsaav id t den ikk e er jød isk ; K ongehu set er ty sk , Adelen for en stor D el ty sk« , endvidere: »altid har jeg s til­ let m ig i afgjort Oppo sition til det jød isk e m ed alle dets Aflæggere, L u teran ism en b land t andet. D et hele Land er gennem trængt a f jød isk Kultur, æ ldgamm elt jød isk Barbari. Alt h er er jød isk ind til Bøndernes Navne — m en fø rst og sid st jød isk Religion: — F o lk ets F ester er jød isk e — ogsaa T eolog ien og M oralen«.1 D an sk kan, efter d enn e D efin ition , van sk elig t hav e noget bestem t Aandspræg. Om sin egen In ­ dividualitet bekender Brandes im id lertid: »Er der noget, jeg i dyb este F o rstand i k k e er, saa er det Jøde. Der var en T id, hvor jeg nog et nær var det en este M enneske her i Landet, som ikk e var Jøde«.2 Brandes beretter rigtignok and etsted s, at han grublede over ty sk og rom an sk Aand, efter at han havd e »lært Norden at kend e«, og efter at han havde m od taget »dybe Indtryk« af »slavisk F o lk eaand i dens E jend omm eligh ed som p o lsk « .3 Her karak teriseres alle D ødelige af Brandes gennem deres Races E jendomm eligh ed er, kun 1 Levned III, p. 38—39. ? Bd. 18, p. 439. 3 Levned II, p. 38 og III, p. 163. 3C. Simonsen: Georg Brandes. 2

18

dan sk Aand gøres uklar, og ene Brandes er i Ver­ den udefinerbar. Dog ikk e ganske. Brandes erklærer sig stundom for g r æ s k . Hvor T a len er 0111 Jøden Lord B eacon sfield , hedder det vel, at denn e paa sine R ejser »nød­ v end igvis m aatte tiltales mere a f Stam bu ls P ragt end af A thens R u in er«,1 m en om sig selv ud taler den i in tet m indre jød iske Brandes, at han a lle ­ rede som D reng hørte h jemm e i H e lla s’ Sk øn ­ hed sverd en , »den«, hedder det endvidere, »er han s Aands sande H jem stavn« .2 D erom er ellers alle Kyndige enige, at Jøderne m aa sk e er det m est ugræ ske a f alle F o lk ; og det v il da ogsaa være um u lig t at paavise b lo t det ringeste græske i B randes’ Optræden, Sind, R eli­ gion eller i han s A and svirk som h ed , tilm ed han aldrig har offen tliggjort et en este R esu ltat af de Studier over An tik en s F ilo so fi, D igtn ing e lle r Skulptur, som han vil hav e os til at tro, aldeles har gennem trængt ham . H vor let Brandes har ved at tilhøre en hv il- k en som h elst Kultur, viser han endvidere ved at erklære sig fo r at være d a n s k . »Jeg er fød t i D anm ark«, fortæ ller han , »af dan ske Foræ ldre, har som Barn aldrig talt eller hørt andet Sprog end D an sk«. Brandes b liver sig endog engang i sin Naturop fattelse bevid st »en 1 Bd. 6, p. 332. 2 Levned I, p. 58.

19 nord isk E jendomm eligh ed ved sit Væsen« 1 og paastaar desuden, at han i Italien efter sit U d ­ seende op fattes som Skandinav. E t ganske overfladisk Kendskab til Brandes vil dog være tilstrækkelig til at ud tale m ed Bjørn- stjerne B jørnson, at han h elt m angler dan sk B e­ vid sthed! Var Brandes nogen sinde drømm ende, flegm atisk, brav, besk ed en, sindig eller barnlig? E lsk ed e han nogen sind e det dan ske Bondeland eller Naturen som hed en? Har han nogen sinde i sin Om tale a f D an skerne givet Udtryk fo r Øm ­ hed eller blot Sym pati? E ller var han from? — Ikk e nødvend igvis i kristelig Forstand , m en som en H ellener var det, som en Germaner er det, der kender Æ refrygt for en dybere og større V irke­ ligh ed end den tilsyn elad end e? Her v il Brandes indvende: Mit Fød eland er Danm ark , m it H jem land H ellas, m en som Aand er jeg fri; d e n er evropæ isk, ko sm opo litisk ; m in Tanke og hele m it L iv har været en Kamp for Tanken s Frihed! En m islykk et Kamp i saa Fald . — Dog nej! Slet ingen Kamp, b lo t en sindssvag Frase. Th i Brandes ved, han ikk e b lot ikk e er dansk, ikk e germ ansk, ikk e af b landet Race heller og — m ind st af alt en i Lu ften frit svævende Aand; han ved, at han er Orientaler, at han er R eform ­ jøde. 1 Levned, I, p. 409. 2 *

II. Georg Brandes’ Livsgang.

»Løsrevet fra den Jordbund, det Samfund, det Sprog, hvori hans Aand hører hjemme, har han endnu bevaret sin østerlandske Karakter; — han er lidenskabelig i at handle, at beregne, at fornemme, at hade og at hævne sig.«

Georg Brandes om Shakespeares Shyloch i »Kritiker og Portræter«, 1870, p. 124.

S k ø n t Brandes ikk e kan benægte det F ak tum , at han er a f ren, æ ldgamm el, jød isk A fstam ning, endda a f Ypperstepræ sten Arons Æ t, tier han om ­ hygg elig t desangaaende. H an fo rtier endvidere i sin Selvbiografi, at den Gren a f Ypperstepræ stens Slægt, han tilhører, kun fo r kort T id sid en in d ­ vandrede til D anm ark . H an nævner i det Hele taget ikk e sin Slægt, siger in tet om den s K arak­ tertræk, ud sletter derim od Morris og Cohen af sit Navn. Vi akkurat erfarer, at B randes’ Fader og Farfader var an sete Silkehand lere, at h an selv fød tes i den jød isk e M enighed i K jøb enhavn og konfirm eredes i samm e. Jødisk er Brandes ved sin tidlige Modenhed, som ved den hu rtigt ind-

21 trædende Stand sn ing a f U dv ik ling en . L ig esom de jød isk e Forfattere h erh jemm e fø r h am — H enrik Hertz og Meir Aron Goldschm id t — v iste h an sig i Skolen i endnu højere Grad end noget dan sk Talen t og noget nord isk Geni som en fortrin lig D iscip el, en udpræget D uk senatu r. Der var over Brandes in tetsom h elst fan ta stisk eller verd en s- fjærnt; der slum red e ikk e i ham nog en In d iv i­ dualitet, der vild e bane sig Vej paa B ek o stn in g af Skolelæ rdomm en . Med h ele sin R aces hu rtige Op fattelsesevne tilegn ed e han sig som i Leg alle Kundskaber og tog sin e E k sam in er m ed U dmæ r­ kelse. I sek stenaars-A ld eren var Sk olegangen h am en Fo rtv iv lelse, m en kun ford i han ikk e fik U nd er­ v isn ing nok . Han var fæ rd ig m ed det H ele, og ved Selv fordyb else kund e denn e b lo t p rak tisk e og udvend ige Begavelse aldrig, hv erk en dengang eller siden, h en te nogen Næring. H an var da ligestrak s den, h an vedb lev at være: Skolebegavelsen , det ly se H oved , h v em Kri­ stendomm en »tidlig grundigt a fsk ræ kk ed e som Sagnhistorie« og »hvem M ystik var »Rester af O ldtidsbarbari«,1 en Natur, snu sfo rnu ftig , længe ganske uerotisk , derpaa i sit F o rh o ld til K vinden fu ld stændig orien talsk , om end han s O m t a l e a f Kvinden k logeligt lyd er resp ek tfu ld ; end elig en In telligens, der ikk e var b etyd eligere, end at den straks var ind ly send e fo r enhver, for Lærere Levned I, p. 57.

22 som for Jævnaldrende, — th i den bestod kun i E vn en til at fy ld e sig m ed K und skaber og tilegn e sig d isse ud en T ank e om Samm enhængen. Hvor nord isk e Sk olebegavelser im id lertid har et sind igt Gemyt, der var Brandes syd land sk lid en skab elig, og D an sk ern e op fattede fejlagtigt dette b lo t fremm edarted e, denne K larhed, der er Racen s tyd elig e Begrænsning, som Genialitet. Selv an saa B randes sig a ltid for den Udkaarne. I en Sk ild ring a f en jæ vnaldrend e ty sk S tu ­ dent, der havd e farvet B lod i Aarerne, tog F ilo ­ so fikum m ed særlig U dmæ rk else og ogsaa m ellem de lang somm ere D an skere op fa tted es fo r over- m aade in telligen t, har Brandes, uden at vid e det, tegnet en Del af sig selv m eget ramm ende. Det hedder om denne T ysk er: »En un g Sofist og sam ­ tid ig en sand Kom ediant, der indrettede sin Op­ træden ganske efter den, m ed hv em han talte, vand t den Paagæ ldende ved at slaa ind i han s T on e og vise den Side a f sit Væ sen ud, ved hv ilk en han bedst kund e behage den anden. Udrustet m ed E vn en til at m y stificere og blænde sine Om ­ givelser, yd erst skarp sindig, sm id ig og tom , fo r ­ stod han at sætte Tanker i Bevægelse og fængsle ved livlig, fordom sfri, ofte paradoksal U nd erh o ld ­ ning. Snart var h an koldere, snart mere fortrolig; han forstod at eftergøre H jertelighed og at sm igre ved tilsyn elad end e B eundring«.1 1 Levned I, p. 86.

23 Georg B randes’ fø rste Skridt i L itteraturen var længe behænd igt lagt an paa at skaffe sig Yndest ved lutter K om p lim en ter til de gam le god­ troende D igtere, der som P rofessorer og Konfe- rensraader sad inde m ed A n seelsen og Magten. Han opsøgte dem ærbødigt a llesamm en , og v e l­ villigt m od tog de den unge Kandidat, der besad al den Aarvaagenhed, Aktivitet og det hastige T em po, de selv altid havd e m anglet. De anede ikk e, at denn e latterm ild e Yngling, blot han fik ska ffet sig P o sition , sku ld e haan e al D an skh ed og hugge ned som farlig for Kunsten, hvad der netop er den s L ivsbetingelser. E vo lu tion slæ ren og R aceforskellen e var endnu uk end t Tale. Ikke h eller altfor hurtigt stødte Brandes de sagtmod ige D an sk e fra sig ved at latterliggøre deres Kristendom ; det gjaldt ham fø rst 0111 at vinde alle Autoriteter, og dette lyk k ed es hurtigt. Endog det, at Brandes var Jøde, vurderede vi ham for, og han s liberale R acefæ ller tog ham desforuden straks under Armen og har aldrig svigtet ham . Saa lyk k e lig b lev da han s D ebut, at alle Autoriteter kom ham im øde. Forlægger Hegel søger ham og giver ham allerede Honorar for han s første kritiske Forsøg, Redak tører til­ byder ham Stillinger ved deres B lade og T id s­ skrifter. D en tidligere Ind en rig sm in ister Orla L ehm ann finder Vej til han s Dør og opfordrer ham til at ho ld e Foredrag; m ed den tidligere F inan sm in ister, Jøden K on feren sraad N athan

24 D avid rejser han som d enn es Gæst til S tockholm . Han ankomm er til P a ris paa U n iversitetets Legat og fo rsyn et m ed A nb efalingssk rivelser. P ro fe s­ soren i F ilo so fi i K øb enhavn Han s B røchn er begun stiger den 20aarige frem for alle. E n Kri­ tiker som Han s V od skov — J. P . Ja cob sen s U ng ­ dom sv en — h y ld ed e ham og beredte Vejen fo r ham , ind til det stod ham klart, at B randes’ Maal kun var at opka ste sig til Partifører,1 og at h an s Kri­ tik var u tilfo rlad elig, saa trak han sig stille til­ bage fra Brandes. I B rand es’ første Strid: An­ grebet paa den K ierkegaard -N ielsen ske Lære om Tro og V iden, b lev han endvidere støttet af Au­ toriteterne, af P ressen , ja endog a f T eolog ern e.2 P ub lik um endelig fy ld te ved den unge D o k ­ tors U n iversitetsforelæ sn inger straks Aud itoriet til Trængsel, selv om F o rsam ling en s F y sio gn om i især stærkt prægedes a f jød isk e D am er i alle A ldre.3 A ldrig lagde T ilhørern e ham H indringer i Vejen, aldrig ch ikanerede U n iv ersitetet ham , og dog var han s Forelæ sn inger m est Uddrag af u d en ­ land sk e, unæ vn te Kilder, tilsat m ed egne p o le­ m isk e Sensation sfraser, der angreb det bestaa- ende Sam fund og satte sig alle Autoriteters A f­ skaffelse til M aal.4 1 Illustreret Tidende 4—3—1883. 2 H. Høffding: Epilog. Tilskueren Maj 1890. 3 Vald. Vedel: Studenterbogen, p. 170. 4 Se ogsaa Jul. Paludan: Lærefriheden og Demokratiet 1880, p. 11.

25 At D rivfjedren ho s B randes ikk e var Kærlig­ hed til Arbejdet, ikk e den indre N ødv end igh ed a f at m aatte fø lge et Kald, det v iser h an s Sm igren fø rst fo r Autoriteterne, derpaa fo r den uk ritisk e Ungdom . Hvad ud talte ikk e Ju liu s Lange til Brandes, endda ved en festlig Samm enkom st for denne: »Du sagde i d in Ungdom , da vi talte om B yron s U lykk e, at D u gærne vild e hav e alle U lykk er over dit H oved , naar Du b lo t derved kund e vinde B erømm else« .1 Med denne H en sigt for Øje er det ogsaa, at han gør sin L iv sp lan a f­ hængig af, om han vind er U n iv ersitetets P riso p ­ gave eller ikk e, og at h an v æ l g e r det ju rid i­ ske Stud ium , ind til Su ccessen som K ritiker er ham saa sikker, at h an kan »hellige sit L iv til V iden skaben«.2) D e vid en skab elige Opgaver gen- nem gløder dog ikk e han s Hjærne m ere, end at han , da T itlen paa det førstvalgte Em n e for F o r e ­ læ sn ingerne ikk e tilfred sstilled e den Autoritet, han vilde behage (Prof. B røchn er), ø jeb likk elig kan finde paa et andet. H an væ lger da et Em n e m ed den uh yre T itel: »H oved strøm n inger i det 19de Aarhundredes L itteratur«, og det generer ham ikk e straks at begynde F orelæ sn ingern e der­ over uden Forberedelse. D e b lev ogsaa derefter. 1 G. Brandes: Julius Lange. jvf. Brandes’ Strofer 1868 (Ungdomsvers): Den første skal jeg være blandt os i vort Nord — Saa vidt vor Tunge tales og langs Øster­ søens Kyst — skal mit Navn man allevegne nævne. 2 Levned I, p. 337.

26 F o rd i han i in tet var genial, fø lte h an sig i in tet som den Kaldede. Kun ren t borgerlig var han s Attraa: Sen sa tion og Magt. Og de fø rste Skridt ad V ejen hertil naa s ved de M idler, Goethe m ed U rette m ener, at alle Jøder bruger fo r at bore sig frem : »W er kein e L iebe fiih lt, m u sz schm e ich eln lernen, son st komm t er n ich t au s« .1 Dog, naar Brandes senere id eligt ændrede Me­ ninger, ska l v i saa tro, at dette skete, fo rd i han ud v ik led e sig, og at det var tilfæ ld igt, naar han hævd ede hvert n y t S tandpunk t i det Ø jeblik, dette v iste sig m est h en sigtsmæ ssig t for han s B erøm ­ m else? Ind til c. 1870 roste han k log elig t den dan sk e R om an tik , skrev de en este A fhandlinger, der ikk e skæmm es a f F o rfa lsk n in g eller P o lem ik , og er ­ kend te rigtigt, at det ikk e er D igtn ing en s Opgave at være tend en tiøs eller direk te m oraliserende. E fter 1870 angriber h an længe alt, hvad der er nord isk og nationa lt, siger om den dan sk e R o ­ m antik : »Jeg v il ku n skildre den fo r at bekæm pe d en«2 og b lev D e m o k r a t — i P o l i t i k e n ved at slu tte sig til det litterære Venstre, i K r i - t i k e n ved at docere M ills V elfæ rdsm oral m ed F lerta llets L ykk e som M ennesk ehed en s Maal, i 1 Goethes Gespräche, Bd. III, p. 25. 2 Politiken 1—4—1887. — Se desuden Afhd. om Oehen- schlæger og Ingemann i Essays 1889 og Romantiken i Tyskland 1893.

27 K u n s t o p f a t t e l s e ved at kræve, at L itte­ raturen ska l underkastes V iljen og gøres social, politisk , aktu el. I c. 1890 fo rvand led es K o sm o ­ po liten og D em ok ra ten til dan sk P atriot og T il­ hænger a f N ietzsch es a ristok ra tisk e O verm enn e­ sketeori, der hævder de E nk eltes, de Stærkes, de F o rn emm es H errem oral. Nu har om sid er han s B e ­ rømm else A fstivere i alle Lejre. Brandes begynd te frem d eles som æ stetisk Kritiker for, saasnart han havd e sikret sig P ub likum , at opka ste sig til so cia l Fører fo r et F ritænk erparti og at fordreje R o ­ m an tik og N aturalism e fra at være b lo t litterære Metoder til liberal jød isk Moral og »F risind «. B ran ­ des opkastede sig til D ik tator i Sp id sen for en K like, hv is øvrige væ sentlige Ledere var lib era l-jød isk e Journalister, der a lle som han ikk e b edøm te e t­ hvert n y t litterært Værk efter dettes kun stn erisk e Værdi, m en efter dets F orfatters S tilling til Partiet. Kun i sin B ekæm pelse a f R elig ion en og i sit In stink ts Had til dan sk Aand er Brandes fo rb le- ven stabil og herved, som ved sin vidunderlige, m ek an isk e A fpasn ingsevn e, der snor sig til alting og indretter sig efter alting, viser han sig som Jøde eller rettere som den fra fa ldn e Jøde. Og ogsaa deri er han sig selv tro, at han s beregnende N a ­ tur uvægerlig tillægger de Forfattere og Kritikere, der svigter ham , eller angriber ham — idet de genn em sku er han s Væ sens H u lh ed — som B evæ g ­ grunde: lav B eregning (om Holger D ra chm ann ),

28 Leflen m ed P ub lik um eller M agthaverne (om Joh. Jø rg en sen ), Ønsket om at komm e paa F in a n s­ lov en (om Karl G jellerup) eller H aab et om en P ro fessorstillin g (om Dr. N issen ).1 E t Middel til at naa frem var endv id ere for Brandes det indb ild te Martyrium . Han , hv is L iv s­ vej b lev lettere end nog en sind e et T a len ts, — th i Geniets var næ sten altid U fo rstaaeth ed , E n som h ed og U nd ertrykk else — er aldrig ophø rt m ed at k lynk e, ret som skete der ham en b estand ig Uret. L igesom han indgiver Lord B eacon sfield en J am ­ ren ved at være Jøde, som v i ikk e find er ho s denne, saaled es lyder, fra h an s fø rste Optræden, da han s Forelæ sn inger ind led ed es og slu tted es under øredøvende B ifald , og lige ind til nu, Skriget over, at ikke alle ud en U nd tagelse, straks og for a ltid hyld ed e ham som den u fejlbare. Ved sin e Klager opnaaede h an im id lertid at drive sin e naive T ilhængere til Ovationer. Mar­ tyriet ku lm in ered e, da den 28aarige Dr. ph il. ikk e fik den øn sk ed e Ansæ ttelse som P ro fesso r i Æ ste­ tik ved Universitetet, dengang d enn e S tilling b lev ledig. Ikk e ford i han var Ateist; det var før ham h erh jemm e b land t andre han s Lærer, P ro fessor B røchn er — endnu m indre laa A n tisem itism e til 1 Drachmann: »En Replik« Dagbladet 1 1—12—1883. — Gjellerup: Vandreaaret 1885, p. 562. — Brandes’ Lev­ ned III, p. 71.

29 Grund; han s Race erind red es D an sk ern e kun om , naar de, og fø rst senere h en , b estem te ham som en Natur, væ sen sfo rsk ellig fra deres egen , og til de dygtigste Universitetslæ rere talte a ltid J ø ­ derne; — a ltsaa dette M artyrium kund e Brandes ikk e beraabe sig paa, — m en fo rd i m an allerede dengang ikk e anerkend te ham fo r V id en sk ab s­ mand . — T id en har i ov erra sk end e Grad retfær- diggjort h in Opfattelse. Ford i Brandes sid en h en lig esaa forgæ ves søgte at b live P ro fessor i Christiania, W ien og m ellem Skand inaver i Am erika, op fatter h an alle p r o fes­ sion elle V iden skab smæ nd som P edan ter. H an var jo selv i den Grad æng stelig fo r P e ­ danteri — der vel næ rm est kan defineres som a lt­ fo r grundig F ordyb else i Sm aating og m ang lend e Overblik over det væ sentlige: de store L in jer — at han hellere ned lod sig til at bibringe Læ serne In d ­ trykk et af, at de læ ste h a m , hvor han b lo t c i­ terede a n d r e Forfatteres Skildringer a f D igter­ værker, han atter selv ikk e kend te noget til. U d elukk elsen fra U n iv ersitetet var Martyriet, han klagede over at have tilfæ lles m ed de største Aander. D isse hører sjæ ld en t h jemm e dér, ud- gaar endnu sjæ ldnere derfra. Kant, K ierkegaard, Schopenhau er, N ietzsch e b lev sen est anerkend te i Fagmænden es Kres. F o rsk ellen er kun , at Brandes i Stedet fo r at være revolterende Tænker, altid kun som N om ad en har elsk et U dbyttersystem et, aldrig har skab t noget. Hvad

30

der gjorde ham uegn et til at bek læde U n i­ v ersitetets Lærestol, var hv erk en han s Mangel paa P edan teri eller nog en F rem fø relse af n y Tanker, m en dette, at hver Side a f han s Forelæ sn inger prægedes af F an a tism en s U frihed, H ad til R eli­ gion og Sam fund ,1 og at han i høj Grad skrev ud af andres Værker, direk te eller m ed faa Æ nd rin ­ ger ud en at næ vn e K ilderne, og ud en at kunn e til­ bagevise vægtige Angreb og Beviser for P lag ia t.2 Ju liu s P a ludan , — B rand es’ upartiske og altfor nob le M odstander, der var den første, som grun ­ digt paaviste han s jou rna listisk e B ehand lin g af V iden skaben , undrede sig m ed R ette over, at Au ­ toritetsangriberen Brandes saa ab so lu t v ild e være P ro fessor. »Vi forstaar egen tlig ikk e«, skriver 1 Se Jul. Paludan: Lærefriheden og Demokratiet 1880. e De mest graverende Beskyldninger har Brandes ladet ganske ubesvarede; han har virkelig givet sine An­ gribere ikke blot det første, men samtidigt det sidste Ord. Saaledes: Ju l. Pal udan s sønderlemmende Kritik af »Emigrantlitteraturen« og »Reactionen i Frankrig« i »Nær og Fjærn« 1877 (Nr. 277 og 278), Oktbr. 1878, Febr. 1880, og i Dagbladet 25. Juni 1885 Dr. Pu l ’s Paa- visning af Brandes’ Forfalskninger i »Romantiken i Tysk­ land« i »Wie Georg Brandes deutsche Litteraturgeschichte schreibt« (Archiv für das Studium der neueren Spra­ chen und Litteraturen, 80 Bd., Braunschweig 1888). J ean Thor e i s Angreb paa alle 6 Bind Hovedstrøm­ ninger i det andet Septemberhefte af »Revue de deux mondes« 1893. Professor Ni ssen om Brandes’ For­ falskning af Borne, »Tilskueren« 1883. Prof. Østrup om Brandes’ pseudobibelkritiske Studier, »Tilskueren»

31

han , »hvorledes en Mand, der i et og alt er en F jende a f de b estaa end e Sam fu nd sfo rho ld og gør deres A fska ffelse til sit Maal, kan attraa en S tats­ an sæ ttelse, eller foren e det m ed sin Sam vittigh ed at m odtage den«.1 D et er dog ind ly sen d e at for Brandes kund e in tet være behageligere end at faa netop de v id en ­ skab elige D om stole til at sank tion ere h an s Jou r­ na listik som V iden skab. — F ø rst tred ive Aar se ­ nere skete dette (1902). Saasnart det D em ok ra ti, han og han s Broder havd e støttet, kom til Magten, b lev Brandes P ro fessor ud en F orp ligtelse til at docere. L igesaalid t som Brandes nog en sind e døm tes til litterær Tavshed, eller b lev overset, eller k end te til m ateriel Nød og Fo rlad th ed — fik h an længe Lov til at fø le sig en Sm u le m isk end t. D a han m en te, han ikk e tjen te tilstrækkeligt i Kjøben- havn , bosatte han sig 1877 i B erlin fo r fem Aar,. Septbr.-Oktbr. 1893 og Novbr.-Decbr. 1894. Prof. M. Ber- nays om Brandes’ Brug af Taine: Schriften zur Kritik IV 1899. Prof. Henr. Schiick om Brandes’ Forfalsk ning af Tegnér, Stockholms Dagblad 30.-12.-1900 og Gus t af Lj ung gren om samme Emne i »G. Brandes’" Tegnér«. Haral d Nielsens »Usurpatoren« i »Ugens Tilskuer« 23.-2.-1912 er den skarpeste historiske Be­ handling af Brandes. Andre Beviser for Brandes’ For­ falskninger findes i Al fred lp sens »Georg Brandes« 3. Bind, Kap.: Forhold til Kilder, og Sig. Muller »Ugens Tilskuer« 9.-2.-12. 1 Lærefriheden og Demokratiet 1880, p. 11.

32 et Ophold, som dog a fbrød es a f jæ vn lige B esøg i D anm ark . F orind en han rejste fra os, overrak tes ham a f de m est an sete b land t h an s T ilhæ ngere en T illid sad resse, og 1882 tilb ød de samm e ham g en ­ nem ti Aar en aarlig Sum paa 4000 Kr. ud en andre Forp ligtelser fo rbund et herm ed end O phold i D a n ­ m a rk . D enn e B eløn n in g m od tog B randes sam ­ tidigt m ed, at vor største, dan sk e D igter, den syge Jen s Peter Jacob sen , a f sin e faa V enner fik den en este Gave i sit L iv — en Chaiselongue, til P y n t og N y tte i sin fa ttige Stue i K jøbenhavn! Og hvo rled es tog Brandes m od d enn e store P engesum ? H an lod som var det ren t a f Naade. H an m eddelte sin e Givere, at T ilbudd et m aterielt set var en slet Forretn ing, H jem kom sten et Offer, og at han straks m aatte slaa til fo r ikk e at fo r ­ tryd e det. Danm ark , der altid har h an d let ild e m ed sine egne Genier, ind til de fø rst var b ievn e an sete i U d ­ land et, v iste sig straks fra B egynd elsen a f stor- slaaet fo rn em overfor et fremm ed T a len t og stræbte at oparbejde han s Ry ud fra K jøb enhavn — m en fik kun U tak herfor. E ndnu i 1888 jam ­ rer han i Breve til N ietzsch e over sin lid end e e n ­ somm e E k sisten s — over at være den i Norden m est forhad te Mand, u lyk k elig og — hvad sik ­ kert er rigtigt — »af det a llersletteste R y i lærde Krese«.1 1 Nietzsches gesammelte Briefe 1900—08, Bd. I, p. 518, Bd. III 1. Hæfte, p. 283, p. 289. Bd. 4, p. 363.

33

A lligevel naaed e han , ved at opsøge næ sten alle Evropas B erøm thed er og skrive om dem , og ved sin e Racefæ llers befordrend e R eclam e fo r ham herhjemm e saav el som i B erlin s og W ien s lib era l­ jød iske Kredse, end elig ved tild els selv at over­ sætte sin e B øger til Verdenssprogene — en vis B erømm else, den B erømm else, som er en Sk in ­ garanti fo r Storhed, som ophører, naar dens Ind e­ haver dør, og som ofte i endnu højere Grad er b le­ ven andre sm aa Ta len ter til Del. Udad til og p erson lig t opnaaede Brandes im id ­ lertid alle de Hæ d ersbevisninger, som aldrig til­ kendtes nogen dan sk Kunstner eller Litterat. Sam tidigt han m ed M artyrm ine udtalte, at han »var b leven u d p e g e t som Fører i D anm ark«1 lod han sig a f sin e Ild tilb edere hy ld e som T idens Messias — som Gud;2 ligesom han selv gærne tillagde sig de k ristelig e T itu laturer: »St. Georg«, »Sk y tsh elg en«, »H elligaand sridd er«. Som den en este i Landet m od tog han gennem F olkets Repræ sentanter en høj, liv sva rig P en sion i Hædersgave og a f K ongen K omm andørkorset og Fortjen stm edaljen — T ron en s og A lterets S ym ­ boler. Al Ting tager Autoritetshaderen m ed a f Sam ­ fund shyldest, saavel den rad ikale og den k o n ­ servative Presses Lovord som F akk eltog fra Socialdemokratiet og Bou rgeoisiet. Han skju ler 1 Bd. 15, p. 430. (Tale i Samfundet 1896). 2 Studenterbladets Brandesnummer November 1896. K. Sim onsen: Georg Brandes. 3

34 end ikk e sin sygelige T ørst efter at komm e til H ofbal i B erlin og dér fo restilles fo r de k ejserlige Værter. I sit L evn ed refererer han endda K ejser­ ind en s b lo t o fficielle, alm ind elige H ø fligh ed sfra ser til ham m ed frem hæ v ed e T yp er.1 Saa slappe er det dan ske F o lk og dets Au­ toriteter b ievn e i Kritik, at Brandes m ed R ette har kunn et ud tale, at han har opdraget sig sit P ub lik um .2 1 Levned II, p. 376. 2 Forord til Samlede Skrifter.

Georg Brandes som Frihedsapostel. III.

Alle Freiheitsapostel, sie waren mir immer zuwider: Willkür suchte doch nur jeder am Ende für sich. G o eth e .

S tra k s i sin første F o relæ sn ing paa K jøben­ havn s Un iversitet Novem ber 1871 bekendte Georg Brandes sin Tro paa den fri Tankes endelige Sejr,1 hvorved han udtalte, at han især fo rstod N ed ­ brydn ing a f alle Autoritetsprinciper. * Brandes’ H ensigt m ed de Forelæ sn inger, han ho ld t gennem flere Aar, var — siger han — i store Træk at give en P syk o log i a f A and slivet i det nittende Aarhundredes første H alvdel.2 D ette Em n e havd e allerede flere ud en land ske Kritikere behand let indgaaende og fortrinligt. Det bød der­ for ikke noget ny t fo r Forskerne, vel derimod fo r det dan ske Pub likum , som ikk e kunde ane, at 1 Emigrantlitteraturen 1872. Indledning. 2 Bd. 6, p. 681. 3*

36 d isse Foredrag over en T id salders Kultur, der m est om fatted e R om an tik en s D igtn ing, gav en F o rvan skn in g a f d en stilled e Opgave; at d enn e b lo t var en tilfæ ld ig, iøvrigt den tæ nk elig st m est uh eld ig t valgte S traam and for F o rk yn d elsen af lib era l-jød isk L iv san sku else. Naar Brandes ved H ov ed strøm n ing ers A fslu t­ n in g endvidere ud talte, at »den Magt, der havd e grupperet Værkets Form , var K un sten s«,1 saa var tvæ rtim od h in Betragtning, der her gjordes gæ ldende a f tild els længst svundn e D ecenn iers Kultur, hv erk en nogen æ stetisk, k ritisk ,2 a lm e n ­ m enn esk elig eller ind ividu el, derim od d e n , m o ­ derne a teistisk e Jøder sid en R evo lu tion en har h y l­ det Verden over, som en sb etyd end e m ed F rih ed og F rem skrid t. Gennemgaar v i den nærmere B estemm else af d en fri Tanke, ser vi, at ved d enn e forstaas: 1: F r i h e d f o r K i r k e o g e n h v e r F o r m a f R e l i g i o n , 2: N e d b r y d n i n g a f a l l e A u t o r i t e t s p r i n c i p e r , 3: D e n i n t e r ­ n a t i o n a l e , f r i I n d i v i d u a l i t e t , 4: D e n f r i K r i t i k o g O p f a t t e l s e n a f K u n s t e n s o m v æ r e n d e t i l f o r s i n e g e n S k y l d (l’art pour l ’art). Medens de fø rste tre F o rkynd elser v iser sig at være Fraser, er den sid ste en Sandhed, fran sk e Kunstnere har op stillet, og alle store Kunstnere

1 Bd. 6, p. 683. 2 Bd. 9, p. 516.

37 altid in stink tiv t har fulgt; kun ikk e de liberale Jøder, som tog sig den til Indtægt — og bland t dem m ind st a f alle Georg Brandes. D en fri T anke var: 1: F rihed for Kirke og enhver F orm a f Religion. — Georg Brandes b e­ kender: »Jeg kæmpede som den første D ansker aaben t og b evid st fo r den fri Tanke, ikk e b lo t m od Teologien , m en m od al saakald t aabenbaret R eligion. Jeg betragtede Troen, der ansaas for M enneskets ypp erste K lenodie, som en skadelig, n edb rydende, u lykk eb ring end e Magt«.1 Broderen Edvard comm en tered e m ed en H y ld est til »den stolte Gudløsheds Ide, den rene Irreligiøsitet, den a lle Forb eho ld bo rtsky end e A teism e«.2 D en fri Tanke var: 2: N edbrydn ing a f alle Autoritetsprinciper — fo rud en de religiøse: — Stat, Nation, Æ gteskab. »En Dødsfare for Aandslivet«, skriver Georg Brandes, »er Vedhængen ved det overleverede«,3 og »Autoritetsprincipet er det m est fornedrende og fordumm ende, det sletteste, det m est nedvær­ digende a f alle P rinciper«.4 De fø rste tre B ind »Hovedstrømninger« er da ogsaa et eneste fana tisk F orsøg paa at under­ grave enhver T illid til Autoriteter og Autoritets­ principer, især de nationale. 1 Levned II, p. 88. s Edv. Brandes: Breve fra J. P. Jacobsen 1899. Fortale. 3 Bd. 15, p. 422. 4 Reaktionen i Frankrig 1874, p. 120—21.

38 O rientaleren røber sig i Latterliggørelsen a f og Angrebet paa det nord isk e H jem , F am ilieliv et og Æ gteskabet, der ka ld es na tiona le F o rdomm e,1 og op im od d isse stilles store Aanders fri, ero tisk e F o rho ld , dog k u n , hvor Kunstnerne ikk e er Kristne eller af Brandes fo rvand les til »fri« A an ­ der, saaled es Mme de Stael, Goethe, Sch iller o. s. v.; saasnart derim od D igterne er po sitiv Kristne, op fa ttes deres fri F orb ind elser som B eviser paa F o rv ild e lse. Æ gteskab et angribes som forn edrend e og a f­ hængigt for K vind en .2 »At berøve Æ gteskabet dets løjede G lans«, hedd er det, »var H en sigten m ed m in Artikel om Lu th er«.3 Og til N ietzsch e skriver han: »Sie sp rech en einm a l m it einer g e­ w issen Andacht von der E h e — W arum n ich t einm a l darüber die vo lle W ah rh eit sagen? Ich b in der Ansicht, dasz die E h e-In stitu tion m eh r E len d no ch über die M en schen bringt als die K irche gebracht ha t — die E h e tödtet die In d i­ v idualität, lähm t die F reih eit, ist ein verkörpertes P a radoxon« .4 K ilden, hvorfra Brandes som alle a teistisk e Jøder hen ted e d isse An skuelser om M enneskene, 1 Emigrantlitteraturen 1872, p. 149—151, 199—201. 2 Emigrantlitteraturen 1872, p. 118—19, se desuden Indl. til Brandes’ Oversættelse af Stuart Mill. 1885. 3 Bd. 3, p. 122. 4 Nietzsches gesammelte Briefe III, Bd. 1, p. 290 (Brev af 7. Marts 1888).

39 h ed den store R evolu tion . Det er d e n s ba rn ­ agtige, forlængst forladte og fa lm ed e Ideer, B ran­ des ideligt har v illet føre os tilbage til. I R evo lu ­ tion en finder Brandes »den m enn esk elig e Tanke i sin F rih ed« ,1 og det er R evolu tion en , han m ener at vi sky ld er Sam vittigh ed sfrih ed .2 Som det attende Aarhundredes R ationalister ser han uh istorisk og m ekan isk paa M enneskene. Racer og E vo lu tion eksisterer ikke for ham . A lle udgør vi een stor Fæ lleshed , hvori O p lys­ n ing ene er Vejen til T ilegn else a f Fornu ften , der er en sb etydend e m ed den højeste V isdom . R e­ vo lu tion en s Mænd er Brandes’ Helte; d e havde, paastaar han, V irkelighed ssan s, th i de gjorde deres L iv socia lt.3 At denn e Opgaaen i det sociale netop hindrede de revolutionæ re i at producere Kunstværker, m en s Rom an tikerne, der gjorde deres L iv poetisk og indadvend t, frembragte den store Kunst, har Brandes ikk e B lik for; han er jo selv u k un stn e­ risk og blot udvend ig og social anlagt. P o esi skal for ham være Nytte; han har sin Races E rhvervs- aand og R ationalism e. E t Aar fo rind en Brandes herh jemm e begyndte at slaa til Lyd fo r R evolu tion en s Program , der overalt var ude af Kurs som umu ligt, led de fran ­ sk e Tropper i Slaget ved Sedan det Nederlag, der 1 Reaktionen i Frankrig 1874, p. 54. 2 Do., p. 9. 3 Emigrantlitteraturen 1872, p. 26, p. 66.

40

fu ldby rd ed e T y sk land s po litisk e B estræbelser igenn em Aarhundredet. B ism a rck s P o litik — Re- v o lu tion saand en s ab so lu te M odsæ tning — havd e sejret. E nh ed en , N a tiona litetsid een , Sam fu nd s­ ordenen , Ind sæ ttelsen a f Autoriteter paa alle Om - raader. D e n U d v i k l i n g , d e r v a r f o r e g a a e t u d e i E v r o p a s a m t i d i g t m e d , a t B r a n ­ d e s h o l d t s i n e F o r e l æ s n i n g e r , u d ­ t r y k t e a l t s a a a k k u r a t d e t m o d s a t t e a f d e A n s k u e l s e r , h a n i D a n m a r k g j o r d e s i g t i l T a l s m a n d f o r s o m d e n y e s t e . Brandes fo rk ynd te som ny t, hvad der forlæ ngst var foræ ldet. Saa lid et lyd hø r overfor V irkelighed en viste han sig! »Vi var paany bagefter, uh jæ lp elig bagefter«, skriver Harald N ielsen . »Vi fik i 1871 R ev o lu ­ tion en serveret m ed frisk G ym nasiastbegejstring, som om ikk e h ele det Aarhundrede, der var fu lg t efter, — i T ank e og i H and ling lige ind til det ty sk e R iges D ann else havd e været et stadigt Kor­ rek tiv til den«.1 D et er dog forstaaeligt, at Brandes kørte frem m ed R evo lu tion en s Teorier, fiksede op til m o ­ derne Ideer, R evo lu tion stid en s F rih ed smæ nd k o ­ ketterede jo et Ø jeblik m ed V erd en sborgerfølel­ sen. R igtignok m ed sørgeligt Resultat. T h i ene de liberale Jøder kund e til en vis Grad bevare R evo lu tion en s ko sm opo litisk e F ø lelse. Selv om de 1 »Usurpatoren«. Ugens Tilskuer 23—2—12.

41

natu rligvis indbyrd es ho ld t samm en , kn y tted e til h in and en ved B lodets Baand, og in stink tiv t fø lte sig som det udvalgte F o lk — som Jøder, — saa lev ed e de i fremm ede Lande, m ellem fremm ede F o lk , der bek end te en fremm ed R eligion og endog talte et andet Sprog end det, Jøderne for S tørste­ d elen endnu ud tryk te sig i. D eres L ib eralism e var da en Selvfølge. Naar til Ek s. den ty sk e Jøde angreb ty sk P a triotism e, P ro testan tism e, M ilitarism e og alle germ anske Trad itioner, hand led e han ud fra en nedarvet L igegyld igh ed eller Antipati for d isse Fænom en er. Ikke b lo t dragen a f den økon om isk e Fordel, m en tillige a f Sym pati, slog han sig ned i Storbyerne. Her, hvor de fo rsk ellige F o lk esla g m ød tes og b la n ­ dedes samm en, befand t han sig bedst, h er var Lu ften en Sm u le in ternational. De ateistisk e Jøder dukker fø rste Gang frem som L ib eralism en s Apostle i T y sk land m ellem c. 1825— 60 og hedd er der Lasalle, Karl Marx, Leib- kn ech t, Heine, Herwegh, Auerbach, Moritz Hart- m ann , Borne, H enriette Herz, D orothea M endels- sohn , Rakel Levin. De staar i 1848 i Sp idsen for Oprøret m od Overleveringen; de anfører So cia l­ ism en . F ød te som de er ud en for de Sam fund , de lever i, eller efter B randes’ D efin ition »fødte paa et F risted ud en for Sam fund et«,1 udgør de altid Opposition en m od K on servatism e og N a tion a l­ ism e og slu tter sig i B egynd elsen til de B esidd el­ 1 Bd. 6, p. 577.

42

seslø se i d isses natu rlige Kamp m od Aristokrati og K ap italism e. A ldrig saasnart er de im id lertid s e l v b lev en K ap italister eller har opnaaet den attraaede Magt, førend de, som D israeli, Lasalle, Georg Brandes, b egynd er at ændre A n skuelser og H oldn ing; hv is de da ikk e i Lande, hvor D em o ­ kratiet h elt komm er til Magten, staar sig ved at fo rb liv e So cia lister eller Radikale. Ø jeblikk et til igen at b live D em ok ra t er da nu herh jemm e gun ­ stigt for Brandes. I R evo lu tion en altsaa og i T y sk land s korte jød isk e P eriod e fand t Georg Brandes: 3: den i n ­ t e r n a t i o n a l e , f r i I n d i v i d u a l i t e t . H an erklærer: »Jød isk Aand staar frit paa et h ø jt Stade — m ed fri H orison t, hvor de andre ikk e er frigjorte fra na tiona l Ind flyd else og deres S tamm es m ed fød te Begrændsning« -1 E fter denn e D efin ition kund e Brandes om sig selv ud tale, at han var »en uafhæ ngig Aand, baade som v id en ­ skab elig Iagttager og som poetisk F rem stiller« .2 N aturligvis er derfor ogsaa H ein e »Verdensbor­ ger«,3 og saavel om ham som om N o v ellefo r­ fatteren B ertho ld Auerbach hedder det, at »de repræ senterer den klare, selvb ev id ste P an teism e og H ellen ism e« .4 D et gik im id lertid op for Brandes, at hvis det 1 Kritiker og Portræter 1870, p. 400. 2 Do., p. 408. 3 Bd. 6, p. 503 og Bd. 17, p. 30. 4 Kritiker og Portræter (Artiklen om Shylock).