DanmarksHovedstadKøbenhavn_4

inden Md. Kretzmer, hvis uretfærdige Behandling, væsentlig foraarsaget ved Bournonvilles Herskersyge, i 30’ernes Midte i den Grad vakte Københavnernes Harme og Medlidenhed, at Frederik den VI fandt sig tvungen til at afskaffe den barbariske Blaataarnsstraf; men endnu Christian d. VIII. brugte i Fyrrerne Stue­ arrest overfor en saa berømt Kunstner som selve Balletmester Bournonville, da denne, fordi han — af personlige, ikke kunstneriske Grunde — blev udpebet i »Toreadoren«, afbrød Forestillii gen, bukkede for Kongen og spurgte »Hvad be­ faler Deres Majestæt, at jeg skal gøre?« Kongen blev rasende over denne In- subordination og raabte »Blive ved!« men da Bournonville kom hjem den Aften, fandt han kgl. Ordre først til Stuearrest og dernæst til at søge Orlov i tre Maa- neder for at rejse paa Studierejse i Udlandet »for egen Regning«. Naturligvis havde Skuespillerne ved deres uordentlige og vilde Liv ofte selv største Parten af Skylden for, at de agtedes saa ringe; men der var da ogsaa i Slutningen af det attende Aarhundrede hæderlige Undtagelser, og disse arbej­ dede efter bedste Evne, ivrigt støttede af Forfatteren KnudLyneRahbek. for at højne Standen. Blandt disse udmærkede Kunstnere skal først og fremmest næv­ nes Schwartz og MichaelRosing og hans skønne Hustru, hvis Familieliv var et straalende Eksempel til Efterfølgelse; det var dog først Fru Heiberg, der som gift med Teatrets Direktør, Digteren JohanLudvigHeiberg, og hendes glim­ rende Medkunstner MichaelWiehe, som helt aftvang det borgerlige Publikum Re­ spekt og fik Skuespillerstanden som saadan anbragt i det rette Niveau i Sel­ skabet. Det første københavnske Skuespilhus rejstes i 1722 i Lille Grønnegade, det nuværende Ny Adelgade; det lededes af Franskmanden Etienne Capion, der op­ førte franske Skuespil, men som, da det kneb med at faa Foretagendet til at balancere, lejede Teatret ud til Maskerader og lod »den stærke Mand« optræde der. Først da hans første Skuespiller René Montaigue traadte til, fik denne det lykkelige Indfald at henvende sig til Ludvig Holberg, der i de kommende Aar ved sine Mesterværker skabte Den danske Skueplads, der aabnedes den 23. Sep­ tember 1722 ved Opførelsen af »Den politiske Kandestøber«. Til at begynde med gik Teatret udmærket, og Montaigue og Holberg tjente Penge: men snart gik det tilbage. Hovedgrunden hertil var, at det ikke var stemmende med hine Ti­ ders Hofetikette, at Kongen viste sig i Teatret blandt »den gemene Hob«: skulde han se Komedie, maatte »den danske Bande« op at spille paa Slottet. Naar saa- ledes Hoffet holdt sig tilbage, fandt Adelen det ogsaa under sin Værdighed at gaa i Teatret, og den finere Portion af Borgerskabet fulgte Troupe og holdt sig borte, saa at Teaterbesøg kun blev en Forlystelse for den lavere Klasse, der ikke økonomisk kunde bære Teatret. Saa meget mere beundringsværdigt er det. at Holberg i Tiden fra 1722—28 trofast holdt ud og skabte gennemsnitlig 7 Me­ sterværker om Aaret, og dog prækede han for døve Øren. Gang paa Gang var Teatret ved at lukke, derom vidner hans blodige Satire: Den danske Komedies Ligbegængelse«; men lige saa hyppig tog han Kampen op paa ny, indtil den store Ildebrand i 1728 endelig standsede alt Skuespil, ikke fordi, som man har troet og sagt, at Teatret brændte, men fordi Folk ved denne Nationalulykke blev saa forarmede, at de overhovedet ikke havde Raad til nogen Art af Forlystelser. Saa kom Christian den Sjette paa Tronen i 1730, og i de 16 Aar, han re­ gerede, rugede Pietismens Mare over København, saa at man betragtede alt — 7 —