Forskønnelsen_1911

sit kullede T aa rn , som det nu en Gang s ta a r der, og hvis »Egenart« de fra Børn a f h a r væ nn e t sig til. D er e r en sm uk H jem stavnsfø le lse deri, vel væ rd a t re sp ek te re , en Følelse, som vi alle m e re eller m ind re e r g rebne a f ove rfo r det æ rvæ rd ig e Gam le. Alligevel, det Gam le h a r ikke Ret til — b lo t fordi det e r kend t og kæ rt fo r os, d e r lev e r nu — a t skygge for og fo rh ind re F rem væ k sten a f det Nye, d e r k om m e r m ed L ivets og en sen e re Tids Ret. F rue K irkes Spir e r ikke a l e n e ny t og et Sym bo l p a a Nutidens Rigdom og Evne, det e r t i l l i g e som et Baand, d e r fo rb ind e r os m ed Fo rtiden : det s a m m e S p i r k n e j s t e i s i n T i d o v e r K ø b e n h a v n n e t o p f r a s a m m e P l a d s — om ju s t ikke fra samm e Kirke. Med dette Spir k n y tte r vi a tte r T raa- den, d e r ræ k k e r tilbage til det gam le »Kongens København« — ove r en Mellemtid, d e r fo r By og L and betød F attigdom og U lykke. Jeg sku lde tro , a t de Mænd, d e r nu sidd e r p a a den dan ske Rigsdag, v a r tilgængelige fo r den Læ re , som lad e r sig udd rag e he ra f, a t de m a a tte billige den H and lingens Patrio tism e , d e r h a rb a a r e tT a n k e n om S p ir e tf r em , — og som jo tilm ed h a r den Fo rtje neste, a t den ikke stiller umulige K rav til en an s træ n g t S tatskasse.« Ved Folketingsm and , Dr. L. Moltesen h a r Foren ingen til H ovedstaden s Forskønne lse til Rigsdagen indb rag t et A nd ragende om a t fremm e det fo relag te Lovforslag v ed rø ren d e Spire t. A nd ragende t ledsagedes a f en G enpart a f den Adresse til Fordel fo r Spiret, d e r i D ecem b e r 1910 — fo rsyn e t m ed 536 U nd e rsk rifte r — indgaves til Kultusm in isteriet.

da m a a tte lade ligge, fordi den ikke e v n e d e ande t, det m a a vel en sen ere Tid h av e Lov til a t fu ldby rde . H vad d e r gæ lde r det enke lte Menneske, d e r vok se r fra sin Svaghed og sine M isgreb, hæ v e r sig ove r dem ved dristig Handling , og de rved ud sle tte r In d tryk k e t a f tidligere T iders Modgang, det gæ lde r ogsaa Folket som Helhed . Det e r i A lm indelighed en falsk P ietet a t væ rn e ove r e th v e rt Minde fra Fortiden — alene i K ra ft a f dets Alder. I d e tte Tilfælde, h v o r Talen e r om F rue K irke — hvis k u n s t n e r i s k e Væ rd i e r om d ispu tabe l og hvis h i s t o r i s k e Tale e r en Røst fra Afm ag ts og U lykkes T ider i v o rt Folk, d é r vilde det føles som noget a f en O p r e j s n i n g e n s Handling , a t genopbygge det Spir, som da sank i Grus. H vad vo re Fæ d re m a a tte lade ligge, fordi T iderne v a r onde og fattige, det fo rm a a r vi, fordi vi ib land t os h a r den Mand, »den sto rstilede Borger«, som H r. L a rsen siger, d e r b aad e h a r Evnen og Viljen dertil. — Skulle vi da sige N e j ! H r. L a rsen ta le r b ek ym red e O rd om , a t dette Spir vil »ødelægge og fo rvanske en u dm æ rk e t Mands A rbejde«. Kan det ikke trø s te h am , a t sa a m ange a f vo re bedste K unstne re og Kunstfo rstand ige siger god fo r den T anke a t fo rb inde Spir m ed Taarn? Og m on H r. L a rsen h a r set den sto re Model a f K irken m ed Spiret, som h a r væ re t opstillet i G lypto teket? — Jeg kunde tæ nk e mig, a t Synet a f denne H e l h e d vilde gøre h am betænkelig ved a t bruge O rd som »Vandalisme« og »ark itek ton isk Forb rydelse« i Fo rb indelse m ed dette Bygningsværk. Jeg fo r s ta a r ,a tH r . L a rsen ogm ange m ed h am ho ld e r a f F rue K irke m ed I B uegangene i Rue Rivoli i Paris gik jeg saa- mænd og kom til at tænke paa Borgmester Marstrand. — Ja, er det egen tlig ikke ret n aturligt, at man kommer til at tænke paa ham, naar man netop gaar og beundrer en smuk Byplan ? Tankeforbindelsen førtes videre fra nævnte Borgmester til »Foreningen for H ovedstadens Forskønnelse« og da end elig til Foreningens 122

FORSKØNNELSE ET L IL L E REJSEBREV OM U D HÆ NG S SK IL T E I BYER I UDLAND ET

Blad »Forskønnelsen«, hvis Redaktør jeg in den m in Rejse havde lovet m uligvis at sende en Artikel om Udhæ ngsskilte i de Byer, jeg besøgte i Udlandet. — Jeg fik dog ikke Tid til at skrive derom fra Paris, og her i W ien blev det heller ikke til Alvor, før jeg paa en temm elig brat Maade b lev m indet om m in Forpligtelse ved fra Redaktøren at modtage en telegrafisk Opfordring til at skrive en Ar-