EnUtopistsHistorie

545392534

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

EN U T O P I S T S H I S TOR I E

E R I N D R I N G E R F O R T A L T E A F

J. J. I P S EN

W O E L S F O R L A G ( C A I M. W O E L ) K Ø B E N H A V N - M C M X X V I

„Hvorfor? hvorfor? sang Bølgen og trilled hen i Skum, og Stranden svarede: Jeg ved det ikke!“

FR. BAGGES KGL. HOFBOGTRYKKERI KØBENHAVN

FORSPIL

T e g er født et Sted ude i Himmelrummet, ufat- J telig langt borte fra hvor jeg nu er. Med Tanken paa de A fstande jeg har gennemløbet, finder jeg det besynderligt at Folk kan tale om at de ikke har oplevet noget; en Astronom vilde have svært ved at beregne min Bane mellem Stjernebilleder som jeg selv ingen Rede har paa. Døbeattesten oplyser at jeg er født i Nørre B roby paa F y n ; den er altsaa kun relativt rigtig. Der staar i den at jeg fik Navnet Johannes Jacobus Ipsen; men a f gamle forlængst afdøde Slægtninge har jeg hørt fortælle at da jeg v a r født, gik min F a r ind og hilste paa mig med den Besked at jeg skulde hedde Zebedæus. Min Mor mente at det v a r Synd at give saa skrækkeligt et Navn til saa dejligt et B arn . Det blev til en Kon flik t, jeg har senere været Anledning til fle re ; den løstes a f min F a r, idet han en Dag gjorde følgende Indrøm­ melse : J a skal han ikke hedde Zebedæus, da skal han hedde som Zebedæi tvende Sønner, Johannes ° g Ja c o b u s!

6 Saaledes b lev jeg opkaldt efter »Tordensønner­ ne« i E v an g e lie t; og min F a r døbte m ig egenhændig i Nørre B rob y K irk e . B yen er i Fo rvejen berømt gennem Slægten med det latiniserede N a v n : Pon- toppidan, a f pontem B ro og oppidam B y . Min første Erindring stammer fra da jeg v a r 3 % A ar gammel. Mor stod med mig paa en Badebro i Odense A a, som flød forbi Præstegaardens H ave, og min store Halvbroder Olaus sprang i V an d et; da græd jeg stærkt i den Tro at der v a r sket noget frygtelig t. En anden sikker Erindring fra omtrent samme T id er at jeg b lev stukket i Munden a f en B i. Disse Sm aating fortæller jeg for at fastslaa at et B arn s Oplevelser næppe fæstner sig i Hu ­ kommelsen før efter det fyld te tredie A ar. Forud­ sat altsaa at jeg har væ ret et Gennemsnitsbarn; men jeg er jo født i Demokratiets, i Gennemsnits­ menneskenes Aarhundrede, saa det passer nok. P aa fædrene Side stammer jeg op fra en Skræd­ dermester Jeppe Andreasen i Odense; jeg bruger ikke den almindelige Vend ing: stammer ned fra, for det gaar opad. Han v a r min Oldefader, og da han b lev velhavende, forfinede hans Søn N avnet Jeppesen til Ipsen og studerede til Præ st. Det samme lille Træk a f fornemme Fornemmelser findes i min Moders S tam tavle. Her kan jeg gaa tilbage til min Tip-tip-tip-tip-tip-O ldefader, Lau­ rids Sørensen , Præst til Soften (Seuften) og Foldby i Aarhus S tift omkring A ar 15 7 0 ; hans Søn latini-

7 serede B yn avn et Söften til Zeuthenius eller Zeuthen , b lev Magister, P rovst og Præst til S t. Knuds K irk e i Odense, og fra denne Magister Jens Lauritzen Zeuthen og hans anden Hustru Abel stammer jeg op i lige Lin je gennem en Præst, en Præst, en Successor, en Degn, en kongelig Skov­ foged og sluttelig Christine Nicoline Zeuthen , min Mor, født 18 17 , femten A ar yngre end min F a r. Je g har disse Oplysninger fra en a f den bekendte Genealog I. C. L. Lengnicks Stam tavler (K jøben- havn 1844). F ra omkring m it fjerde A ar tilbragte jeg min Barndom hos en Faster paa Østrup Skovgaard i Nærheden a f K lin teb jerg ved Odense F jo rd . Det v a r inden Konvoluterne blev kendte, for noget a f det første min gamle Faster lærte mig v a r at lægge et B re v sammen og lakke d e t; desuden underviste hun mig i Hallagers tyske Læsebog, som begyndte m ed : »Der Apfel hängt am Bäume«. Senere gik jeg et P ar Gange om Ugen hen i Præste- gaarden hos Pasto r Lassen , der v a r født før den store franske R evo lu tion ; han læste Latin med mig, og derfra kommer maaske m it Hang til Sprogstudier. A f andre Spirer som den Gang nedlagdes i mig nævner jeg at jeg lærte at strikke, karte Uld og spinde ved en R o k ; endvidere v a r jeg med til at støbe L y s, kærne Smør, bage B rød , pille Humle og brygge 0 1. Je g tærskede Korn med en lille P lejl,

h jalp Røgteren at muge, Staldkarlen med at skære Hakkelse og fodre a f om A ftenen . Belysningen v a r en Tran lam pe. En Oplevelse regner jeg det for at jeg har set en a f Verdens første Cykler. Den v a r lavet a f min Fæ tter Andreas Høgh , Købm and og Fo tog ra f i Sk am b y , senere bosiddende i Th isted . Han kom kørende paa »Velocipede« for at besøge os, og det v a r to Mil, 15 K ilom eter hedder det altsaa nu ; men v i Drenge opdagede at i Virkeligheden kørte han kun gennem Landsbyerne, hvor Fo lk saa ham , den øvrige Vej trak han Maskinen. Je g kan bedst give et Begreb om hvordan den v a r, naar jeg siger at det havde væ ret en god Pengeanbringelse at sikre sig den, for nu vilde den være en kostbar Museumsgenstand. De eneste Maskiner jeg ellers saa dukke op v a r en Kærnemaskine i Mejeriet, og en Maskine for Hørskættere der drog paa Omgang i Gaardene. Nu er der ingen paa F yn som dyrker Hør m ere; den berømte Boghvede er ogsaa forsvundet, v i faar Boghvede fra Nord A frika . H v o rfo r? Ikke en Gang en Professor i Socialøkonomi kan forklare det. Je g holdt meget til i Huggerset, men oftest kom jeg i Folkestuen, hvorfra mine sam funds­ forstyrrende Tilbøjeligheder muligvis skriver sig. Men det maa ikke forstaas saadan a t Folkene v a r revolutionære, det er de Tjenende aldrig. Lønnen v a r den samme som nu, det strængt nødvendige.

9

Fordringerne til L ivet v a r m indre; de er stegne med Tekniken. I et Karlekamm er med Stengu lv sov den Gang seks Mennesker i tre faste Træsenge med Halmunderlag, og Rummet laa mellem K o ­ stald og H estestald ; et lille Vindue vendte ud til Møddingen, et andet til Gaardspladsen. Pigerne boede i Stuelængen, ogsaa to i hver Seng. Da T y ­ endet v a r for fattig t til at gifte sig og altid mang­ lede et Hus at sætte Bo i, b lev Tjenestepigerne i Reglen frugtsommelige og flyttede bort til smaa Husmandshjem kort før Fødselen. Men det skadede ikke Gaardens R y g t e ; Forholdene v a r nemlig ens allevegne. Avlskarlen , Chresten , der havde været med i Treaarskrigen 49— 5 1 , havde to voksne Sønner med en M ejerske; han opnaaede aldrig at gifte sig med hende. K arle og Piger spiste a f samme F a d ; Ske, K n iv og Gaffel tørredes i et V iskestykke eller paa Æ r­ met og b lev stukket op i smaa Læderremme paa Væggen. Kosten v a r ypperlig; en R et som Æ rte- grød har jeg aldrig set siden, formodentlig er den uddød. En god Sk ik v a r det at man sov til M iddag; det kunde ogsaa tiltrænges, for Arbejdstiden v a r urimelig lang. Je g har mange Gange undret mig over at K arle og Husmænd, der i Høsttiden i Reglen blev fulde a f hjemmebrygget stærkt 0 1, kunde holde ud fra Sol stod op til noget nær den gik ned. A f Adspredelser v a r der Sank t Knuds Marked

10 en Gang om Aaret inde i Købstaden , der v a r Høst­ gildet, og ellers kun Besøg om Søndagen a f Be- kjendte som altid medbragte en F laske Brændevin . E fte r Gudstjenesten drak mange i Sogn et; til H verdag gik det meget nøgternt til. Om V in ter­ aftenerne kartede og spandt Pigerne omkring Ovnen, som der fyredes op i ude fra B ry gge rset; Karlene spillede K o rt, handlede om Piber eller sov paa en B æ n k ; nu og da b lev der læst i F yn s Stiftstidende, Folkets Nisse og Søndagsposten, som laantes hos H erskabet. Bøger mindes jeg ikke at have set udover Aarets A lm anak. Men det kunde hænde at Pigerne sang en Skillingvise som v a r købt en M arkedsdag; her er et a f de utallige Vers i en E lskovssang, det b lev sunget inderligt og i stærk fyn sk D ialek t: • Ak H erm an, Herm an, d it haarde H jerte d et volder m ig dog stor Ve og Sm erte; ak H erm an, H erm an vend om igen, til din Am anda, din fuldtro Ven. Noget a f det vi nu kalder Bevægelser har jeg aldrig mærket der paa Egnen . En Mormon Mission startedes a f en hellig Væver i et Nabosogn, men gik udenom os i Østrup. Derimod satte Guldgra­ v e r Epidem ien en Del Spo r; der rejste flere unge K a rle til Kalifornien og Australien end P iger og Koner til U tah , Røre v a r der da Skrædderen fore

11 viste den første Sym askine for Fo lk . Je g husker ogsaa den første Petro leum slam pe; da gik Hellig­ trekonger L y se t i G raven . Po litik dyrkedes ik k e; der v a r kun faa der havde V algret, og Dagen før V alget i Otterup spurgte de gerne: Hvordan stemmer Per Skomager? Derimod har jeg aldrig hørt nogen spørge om hvordan Præsten stem te. Der klang en Harmonika ovre fra Stalddøren ; det v a r Gaardens Poesi. Men saa og hørte man dybere til, v a r der alligevel mere. Je g kan ikke erindre noget smukkere end naar Chresten fortalte om hvordan han ikke nænnede at skyde paa T y ­ skerne i Treaarskrigen eller om sin Anger over en Gang at have trukket et P ar nye varm e S tøvler a f en lige dræbt Preusser. Anders , Kusken , havde i næste K rig ligget som Trænkonstabel i K jøben - havn og berettede sagkynd igt om L iv e t derinde. Men Jens brød ham a f og fortalte at de havde været tre Mand og tre P a r Heste som v a r kørt i Æ g t syd paa fra vores Gaard og det kunde jeg selv huske, baade da de rejste ud som stolte K arle og kom hjem fra Krigen endnu stoltere, uden at have sat hverken Vogn eller Heste til. Det A ar v a r jeg med paa et Besøg hos Mølleren ved Arre- skov i S yd fyn , og derfra hørte v i Kanontordenen den Nat Tyskerne gik over til A ls. Forinden havde jeg oplevet V irkningen a f Frederik den Syvendes Død ; da det Bud skab kom, saa jeg min gamle Faster græde, og hun v a r ikke den eneste, Der

12 blev ringet over ham fra alle Landets K irk e r i 6 Uger, baade Form iddag og E fte rm id d a g ; jeg har væ ret med til at trække i Rebet oppe i Taarn et. Nogle A ar efter svor Skrædderen paa at Frederik den Syvende slet ikke v a r død ; han sad som Fange paa et Slot langt nede i T y sk land . Og vi troede det, skønt Per Skomager rystede ta v s paa Hovedet, naar han hørte den H istorie. Den v a r vistnok kommen til os gennem en a f Skrædderens mange Kolportagerom aner. Og Poesi v a r det for mig naar den gamle Karen Skomagers v a r ude at »bede med Ko« og sad paa en Grøftekan t og fortalte om Prinsen med de tre store H unde: Peg-an, Hold-fast, B ræ k -Je rn og S ta a l. Det v a r vistnok de samme Hunde som dem H . C. Andersen havde faaet med i Æ ven ty re t om Soldaten med F y rtø je t. En Dag da jeg havde S tue­ arrest og fra Loftskamm ervinduet saa Karen Skomagers sidde langt borte med de andre og Koen , da græd jeg. Poesi fandt jeg ogsaa i den halvgam le K a rl, Hugi Hans, der gik paa Omgang i G a ard en e; han v a r i sin Forhutlethed som skaaret lige ud a f et Æ v en ty r, det om det uægte Barn der kom paa Sognet. N aar han stod i Udhuset en kold V in terdag og huggede Brænde for Pigerne og han sagde til m ig: H ar Du ikke en Snaps, lille Jo h an n e s? — da sprang jeg afsted og listede Flasken ud til ham . Og naar Hugi Hans en Maa- nedstid efter rejste fra Gaarden, da græd han.

13 K an der være Poesi ogsaa i det grimme? J a , naar man ser overbærende paa det. Der laa en ussel gammel Fattiggaard næsten klods op ad Herregaarden — men den er revet ned nu, lad os ikke tale mere om den. Sidste Gang jeg saa et a f de gammeldags Fattighuse v a r ovre ved Søn- derho paa F an ø ; de fortalte mig at da havde der ingen boet i det i over tredive A ar. P aa Langeland findes der ikke et fattig t Menneske mere, og saadan er det mange Steder. Egen tlig er det kun Staten der er fattig nu til D a g s ; men den er det ogsaa til G avn s. Og S taten , det er desværre os alle sammen. I Nærheden a f Fattighu set boede N ils Husar. Han havde set N apoleon ; det v a r »en lille Mand som kom flintrende paa en hvid Hest, og saa k u ’ h a ’ raave.« Saa vid t jeg har regnet ud, for Nils vidste det ikke selv, maa det have væ ret ved K iel at de to mødtes. A f Nils Husar lærte jeg de seks reglementerede R ytterhu g med Sablen, og da han ogsaa havde staaet ved Lansenererne, fik jeg des­ uden Undervisning i hvorledes en Lanse svinges fra H vil til Angrebsstilling, Færdigheder som jeg aldrig senere har faaet B ru g for. Da jeg i 1878 første Gang kom til P aris, talte jeg med et P a r a f Napoleons So ld ater; men de v a r kun Ru iner a f sig selv, smaa sammenkrøbne rynkede Menne­ skeansigter hvorfra man lige kunde presse et »oui«, naar man spurgte om de havde væ ret med ved Austerlitz eller Waterloo.

14 Je g lærte noget overalt. Under Pløjningen fandtes F lin tekn ive og Stenøkser, især ude paa Store N ym ark som en Gang maa have været skovbevokset og tæt b ebo et; der v a r ogsaa V ild- svinetænder og »Sebedeier«, det vil sige Fo rste­ ninger a f Søp ind svin ; F lin tekn ivene gik der paa Egnen under N avnet Tordenstene, da de før i Tiden mentes at væ re faldet ned fra Himlen i To rdenvejr. Inde i Skoven holdt D y r til som nu er omtrent forsvundne a f L an d e t; hvem har vel set en R a vn eller en Glente, Staalorme eller Has- selsnoge? A f de sidste saa jeg dog aldrig mere end et eneste Ek sem p la r; den sad en Sommerdag rullet sammen om en Gæ rd e sta v ; paa Størrelsen og Hovedet, hvor de to gule P letter hos den al­ mindelige Snog manglede, kunde jeg regne ud at det v a r en Hasselsnog; jeg v a r van t til at fange Snoge med Haanden — den kom til at lugte fælt, D yret gjorde jeg aldrig noget — og da jeg omsider nærmede mig for at gribe til, viklede Hasselsnogen sig lyn snart ud og bugtede sig igennem nogle Buske som en Aal gennem S iv i V andet. Pindsvin fangede jeg ogsaa; naar de havde gjort Tjeneste en N at mod Mus i Mælkekammeret, b lev de sat ud igen. Dyrene lærte mig at være deres Ven . Kun Rotterne dræbte v i; der v a r en ustyrlig Mængde a f dem i de gammeldags Svinestier, og v i fangede 6— 7 S tykk e r ad Gangen i en hjemme­ lavet Rottefæ lde. Naar der b lev lukket op for

15 dem, bed Rinaldo dem ih je l; jeg nævner denne Hund for det smukke N avn s S k y ld , han v a r op­ kaldt efter en Italiener, Band itten R inaldo R inal- dini. B aade han og Hunden er nu glemte. Og saa Stranden, Fjorden , eller bare Dammen hvor mine Skibe sejlede til fremmede Lande, og det største Skib hed »Trods V ind og Vejr«. Og Grøften der Fo raar og E fte ra a r v a r som en rivende Flod langs hvilken man kunde foretage Opdagel­ sesrejser helt ind paa andre Folks Jo rd e r. N aar jeg tænker paa den Opdragelse jeg fik her synes Bybørnenes mig fattig . S elv min senere Un iversi­ tets Undervisning v a r langt ringere. Der v a r desuden Landsbyskolen . Nu vil man vel sige at den vist v a r svæ rt gamm eldags; men for mig staar den snarere som forud for det mo­ derne. V i gik Piger og Drenge sammen, kun sad vi hver for sig, ligesom K vind er og Mænd gjorde det i Landsbykirken . Den gamle Skolelærer Tscher- ning , der tillige v a r K irkesanger, lærte de mindste at regne med Smaasten som de m aatte sam le op ude paa Vejen , og de større holdt han i A ve med et Spanskrør. Om Sommeren mødte vi allesammen barbenede. Undervisningen interesserede m ig ; jeg har ikke glemt det Ind tryk det gjorde paa mig da jeg første Gang saa et lille K o rt over En gland ; jeg kan kende netop det K o rt hvis jeg ser det igen efter saa mange Aars Forløb. Der v a r Religi­ onstimer; men saa fik vi jo lært lidt om Jødernes

16 H istorie, og jeg har ald rig mærket at Børn har taget Skade a f denne Undervisning. Det er selv­ følgelig galt at den bestemmes a f hvor B arnet hører hjemme rent geografisk. P a a den anden Side er denne Løsning ganske prak tisk paa en lille Himmelklode med op imod tusinde forskellige Religioner; skulde et Menneske stilles overfor et V a lg mellem alle disse, b lev det en meget besværlig H istorie. A t faa Stedets og Tidens Religion er betydeligt nemmere. Da alle Mennesker paa Bun ­ den er religiøse, det v il sige staar undrende overfor deres egen T ilvæ relse, er hele Spørgsmaalet ikke a f den Vægt som Fo lk alm indeligvis lægger i det. I Østrup Sogn gik man flittigt i K ir k e ; men man tilhørte ikke nogen »Retning«. En a f Præstens Kapellaner fik jeg et særlig godt In d tryk a f; det v a r den P asto r Holm som i Provisorieaarene dømtes til fire Maaneders Fængsel for Majestæts­ fornærmelse. En Søndag stoppede han op i Præ ­ kenen og sagde jævn t og ligefrem : »Saa, der tabte jeg Traaden.« Han gav sig til at lede i sine Opteg­ nelser og fortsatte lidt efte r: »Naa, der er den.« I sin strafbare Præken oppe i et no rdjyd sk Sogn sagde han i samme ligevægtige Tone at han mente Christian den Niende havde brudt sin Ed paa Grundloven. Bønder gaar i Reglen udenom Teologien. En D ag jeg kørte til B yen med Anders , fortalte han mig at han havde væ ret i Otterup og hørt den

17 tilrejsende P asto r Birkedal , den Gang F yn s be­ rømteste Præ st. Han havde sagt at vi kunde magelig h a ’ staaet os i 64, hvis vi ikke havde været saa ugudelige. — Men, føjede Anders til, det er nu ligegodt noget Sludder; for Vorherre k a ’ nok hjælpe, men han k a ’ sgudde hjælpe naar Tyskerne er saa m ann e! Ræsonnementet slog mig. S aa jæ vn t har jeg ofte hørt Fo lk paa Landet tænke, helt udenom Prækestol og Missionshus. T il en Begravelse brug­ tes endnu den gamle Vend ing: Værsgo aa gaa op i Storstuen, kaske det k u ’ more Dem aa se L ig e t! Ved et B ryllup laa Bruden i Sengen, formedelst de Omstændigheder hun v a r i, og der stillede Præsten sig op og viede hende, uden at nogen tog Fo rar­ gelse a f det. Senere spiste v i ; og vi v a r allesammen inde og sige den nygifte Kone T ak for Mad og F arvel. K o rt efter v a r der Barselgilde. Mange A ar senere gjorde jeg Bekend tskab med en gammel Kone i V a rto v . Hun betroede mig at naar hun bad Fad ervo r, strøg hun a lt id : Og forlad os vor S k yld , som vi og forlade vore Skyldnere. Hvorfor, spurgte je g ? J o , for der v a r nogen hun ikke kunde lide og ikke tilgive, og saa syn tes hun at det v a r bedst helt at stryge det. Je g beundrede hendes naive Æ rlighed. Der er K irke i ethvert Menneskes B r y s t ; og en lille K irke v a r der ogsaa i m it Barnehjæ rte. H vor gav det Genklang inde i det naar vi en Som- En Utopists Historie. 2

18 meraften stod udenfor Gaarden og K lokkerne be­ gyndte at ringe Solen n e d ; der v a r vores egen, saa den i Lum bye paa den anden Side a f F jo rden , og nu kom den smukkeste a f dem alle, K lokken i Lunde K irk e . En Vogn raslede hjemad langt borte paa Landevejen , en Hund gøede fra en fjern G aard , M ikkel Ræ v strøg over Vejen Nord paa, Flagermusene, Nattens Svaler, svang sig lydløst forbi os, Uglerne fløj ud gennem Hullet oppe i Ladegavlen , og Harmonikaen lavede en dæmpet Orgelmusik ovre fra Karlekamm eret. Der v a r en som tændte sin Pibe i Mørket henne ved Leddet, hvor en gammel Hest i det samme satte i Galop ind over M arken ; for den kunde huske Gaardens B rand for mange A ar siden, og hver Gang nogen strøg en S vo v lstik a f i Nærheden naar det var mørknet, spidsede D yret Ører og b lev uroligt.- Saadan havde vi en anden Hest, den havde staaet ved Dragonerne i Krigen 64 ; naar Sognets Musi­ kan t, før Høstgildet begyndte, stillede sig op udenfor Stuehuset og blæste i Trompet som Vel­ komsthilsen til nye Gæster, da kom der L iv i den gamle D ragonhest. Den havde ogsaa sine E rin ­ dringer; Æ selet som bar K ristu s ved hans Indtog i Jeru salem blev taget op til H im len ; men E v an ­ geliet som fortæller dette er sørgeligt nok bleven erklæret for uægte. En Gang oplevede jeg et større Naturfænomen; det v a r en O ldenborrevandring, og jeg fortæller

det fordi disse D yr nu ogsaa synes at være blandt dem der dør ud her til Lands, En Sommerdag hen ad A ften kom Oldenborrerne fygende S yd fra som Fnug i en Snesto rm ; gik vi imod denne levende S k y , piskede det os ind i Ansigtet ; snart v a r hvert eneste Træ fyld t a f Oldenborrer og B ladene h alvt opædte. Man kunde ryste Oldenborrer ned i Tøn­ devis; det lidt der opsamledes brugtes til Svine­ foder eller Markgødning. Disse Hærskarer a f D yr mindede om det gamle Testamentes Græshoppe- sværme over Æ g y p te n ; de maa være kommet helt nede fra Tysk land , hvor langt de bredte sig erindrer jeg ikke. Je g har ikke senere oplevet noget lig­ nende. Men ofte har jeg ved Foraarstid hørt den vilde J a g t suse forbi i Mørket højt over m it Hoved, A sgaardsridtet : Det v a r Fugletrækket. Læg Øret til Foraars- natten ; det kalder, piber, skræpper, kagler, fløjter, synger fra Millioner smaa Struber, en fjern Musik saa betagende som kun Naturens vidunderlige Orkester kan skabe den. Trækfuglene fly v e r mod Rede, Føde og Forplan tn ing, akku rat det samme som driver Menneskene nede paa Jo rd en . Folke­ vandringerne v a r saadanne Træk mod nye H jem . Oppe ved Skyerne suser da de vingede Skarer L ydt gennem N atten i L uften farer e t Tog paa skumm ende sorte Heste, de har Skyer til F o d e fæ ste --------

20 afsted , Gærdesmutter, Læ rker og Svale r, S trand ­ løbere og V iber, vilde Gæs og Æ nder, Storke og Ørne, i F lok eller P ar, tæt ved hinanden, somme T ider de smaa paa Ryggen a f de store. Og neden­ under gaar de tamme D y r. Hønsene paa Møddin­ gen lægger før Solopgang Hovedet paa skraå og kigger til V ejrs med det ene Ø je, mens Hanen basker de stumpede V inger henne paa det nederste Trin a f en Stige op mod Staldlængen og raab er: De er gale! de er gale! Kalkunerne mener det samme og klukker sig røde i K inderne: Hvorfor gør de d et? hvorfor gør de d et? I Gadekæret snadrer en Fam ilie og tror, som Anden i Æ ven - ty ret, at Verden naar helt om paa den anden Side a f Præstens H ave. Det er Fuglenes Spidsborgere. De der oppe er de Gales Tog, D igterne, Utopisterne. Men Fugle er de alle. Ude paa Marken vender Haren Mølle med E n ­ den i V ejret i Fo raarsso len ; den har ingen V inger, men den springer langt og er en Gang naaet ind i Landet paa Spring fra Asien, omtrent ligesom B ond en ; den er levet fast her som han, spærret inde a f H a v og Grænser. Men Spidsborger er H a­ ren ik k e; dertil er den for optaget a f Kampen med Ræven og Hundene. Og naar Bonden ser den flintre hen over Agrene føler han sig i Slægt med den ; for ogsaa han har sit at slaas med og lever i en Mindelse fra den T id da han selv indvandrede. Men Trækfugletoget kan skræmme baade en

21 Hare og et Menneske. Og højt oppe skræmmes de vel a f Spidsborgerne, som er vokset fast om­ kring den frugtbare Mødding. Himmelrummet forstaar ikke Jo rd sko rp en . En tam Hane har ondt ved at forstaa en Turiststo rk fra Nilens Bredder. Men Naturen er Gudskelov rig paa Modsæt­ ninger, paa F ilistre og U topister, og den har B rug for dem alle. V i gør os saa megen Umage for at komme Modsætningerne til L ivs, vi vil unifor­ mere Menneskene, forvandle en Trækfugl til en Standfugl — hvorfor, h vo rfo r? Værdien ligger jo dog i Forskellen, i det brogede, i at to B lade aldrig er ens og to Mennesker heller ikke. Det er nok at der er en Lighed mellem alt Levende, denne: Nu nærm er sig T iden da jeg skal væk, jeg hører V interens Stemm e; thi ogsaa jeg er kun her paa Træk og haver andetsteds hjemme. Vi skal dø alle. Og alt levende er Brødre. Hurra, de Døde rider r a s k ! Men der vil altid være Men­ nesker som kryber under Dynen naar den vilde Ja g t , de Gales Tog, Gudernes R id t suser forbi højt over deres Hoveder. Min bedste Lærdom fik jeg fra Moder Jo r d ; hun satte sit Præg i mig. Saa b lev jeg sendt til Latinskolen i Odense. Det v a r Naturen der slap mig, og Kulturen der tog mig i Nakken .

22

I ODENSE 1865.

Landevejen holdt op, Vogn og Heste rumlede henad Stenbroen mellem to lave Husrækker og svingede ind i en gammel Købm andsgaard med Brændevinsbrænderi, hvor Faarekyllingerne peb i Væggene og Lu ften v a r syrlig, saa jeg har Erindringen om det i m it Øre og min Næse den Dag i D ag. Je g v a r vel otte A ar den Gang. Je g kom i et Pensionat; Kosten gik ned til det halve. Og jeg kom i Latin sko len ; Friheden gik ned til det mindst mulige. Je g v a r paa Vej til at blive et civiliseret Menneske. Odense kommer a f Odins V e, det e r: Hellig­ dom ; men den populære Fo rklaring er at F rigga, da de kom der til Egnen , sagde: Odin se! Hvortil der igen kn ytter sig den gamle V ittighed at det v a r godt det ikke v a r ham der sa g d e : F rigga se, for saa havde B yen faaet et endnu mærkeligere N avn . Topografisk er det bevist at Odense, som nu ligger inde i Landet, en Gang har ligget ud til Fjorden , ligesom det andetsteds er bevist at for Eksempel Roskilde F jo rd har staaet i Fo r­ bindelse med Køge B u g t. Odense er gammel, det kan man se paa den endnu; men selvfølgelig viskes der efterhaanden meget bort. Om man endda holdt fast ved N avnene; et endnu eksiste­ rende N avn som Næsbyhoved viser tydeligere end

23

noget andet at Odense har set ud over H ave t i længst forsvundne T id e r; men et ældgammelt G ad en avn : Ved Gravene, er bleven b ru talt slettet. A t man rev det middelalderlige »Galehus« ned som laa Ved Gravene, v a r naturligvis rig tig t; der oppe bag Muren stod i mange A ar en Sindssyg og spillede V iolin, og naar vi Drenge strøg Kasketten nede paa Gaden, hilste han nedladende igen. V i glædede hinanden ved den lille taabelige Hilsen. Som Galehuset forsvandt ogsaa den gamle L a tin ­ skole; den laa mellem K lingenberg og Sank t Knuds K irke og lignede en toetages F attig gaard . Der havde min F a r og min F a rfa r siddet paa Pogebænken. Den Latinskole jeg kom i er nu Posthu s; og den sidste Latinskole er et Palads imod den første. V ist forbedrer Verden sig. Det er mig umuligt at sige stort andet end godt om min Latinskole. Den gamle Rek to r Hen- richsen — »Messer«, alle Lærerne havde Øge­ navne, hans v a r en Forvanskn ing a f Mester — regerede gammeldags stren g t; de Lussinger han uddelte v a r haarde og faldt ofte paa de forkerte S ted er; jeg ved ikke at nogen tog Skade a f dem, men de gjorde os selvfølgelig til Tilhængere a f P ryglestraffens A fskaffelse. Undervisningen v a r gennemgaaende god, delvis ypperlig. D aarligst va r vistnok Sprogundervisningen; naar man gik ud a f Skolen, kunde man hverken sige Goddag eller Farvel paa noget levende eller dødt Sprog.

24 Fo r m it Vedkommende lærte jeg i alt Fald D an sk ; det takker jeg for en stor Del den gamle Overlæ­ rer Strøm for. Mine E rfaringer gaar ud paa at de moderne Kommune- og Statsskoler giver deres E le ver mindre end de gamle Latinskoler gjorde. Det skulde glæde mig om jeg tog fejl. Angaaende Nu tid skravet at Religionen ikke skal være et Skolefag men en P riv a tsag , maa det siges at til syvende og sidst b liver al T ing en P riva tsag , nemlig E le v en s; men paa den anden Side er Sko­ len jo netop sat til at blande sig i E levernes P riv a t­ liv . Og hvad sa a ? E r der anden Løsning end at Skolen nøjes med en Undervisning i Religions­ historie og lader Eleverne gaa paa egen Haand med R esten ? Ikke en Gang med Hjemmene kan Børnene opnaa et helt idealt Sam arb ejd e; for netop i min Ungdom rasede der Religionskrig mellem Forældre og Børn der v a r naaet over Kon ­ firmationsalderen. En grim T ing mødte jeg, men uden straks at forstaa det. Henne overfor S ank t Knud s K irke laa Borgerskolen, og mellem dens Drenge og L a ­ tinskolens v a r der K rig . Det v a r første Gang jeg saa »Overklassen« og »Underklassen« ram le sam­ m en ; men vi tog det ikke saa højtidelig t; K lasse­ hadet v a r derimod den Gang ved at blusse op imellem vore Gam le. Drengene fra Borgerskolen kald te os F la litlu s; Oprindelsen til dette Ord har jeg aldrig kunnet udforske. Men Børn slaar

25

ikke h aa rd t; Forældrene slog haardere i de næste A artier og gjorde os onde. A f Begivenheder havde vi lykkeligvis fa a ; de kom tids nok senere. Diligencen rullede hver Dag ud ad Nyborg Landevej, Postiljonen blæste i Trompet, Vægteren sang sine Vers om A ftenen, vi gik til Skole, fra Skole, og saa kom Ferien. Altsammen sorgfri Glæder. Konfirmationen v a r som et Varsel om at nu v a r det snart forbi. Da skulde vi rigtig b live til noget. Og nogle blev det, eller b lev v i det egentlig ikke allesammen? B land t mine nærmeste Kamm erater v a r en lang T id Gotthold Krag ; han b lev Kammerherre ved Frede­ rik den Ottendes Hof, senere hos Enkedronningen, og det v a r meget. Marius Tscherning , Søn a f min første Lærer og min Kamm erat fra Land sbysko ­ len, blev en verdensberømt Ø jenlæge; det v a r mere. Frederik Hey legede med smaa Kanoner som han fyrede a f i Faderens gam le Vinhandler- g a a rd ; ham gik der Po litik i, og det skal der ogsaa nogen til. Otto Fønss sk rev V ers. Christian Dæhn- feldt overtog sin Faders Gartnerforretning og b lev Odense B y s Mæcen. Henrik Teisen fra Annas- holm, ham som sank en Sk raa for at komme til at kaste op og faa sin F a r eller Mor til at sende Sygemelding til Skolen, skal være blevet B rygge­ riejer i Rudkjøb ing. En b lev Oberst, en blev til­ syneladende ingen T ing, og de fleste forsvandt sporløst, det vil dog kun sige sporløst for mig. En

26 a f dem kunde jeg have L y s t til at efte rly se; hvad b lev der a f min Ven Originalen Caspar Tietge Pors? Saadan som den Dreng saa ud, maa H . C. Andersen have set ud. Pors v a r en Begavelse i omtrent alle F a g undtagen M atem atik ; han be­ greb ikke N ytten a f en Logarithm e, eller hvorfor Hypothenusens K v a d ra t v a r lig Summen a f begge Kathedernes. I Nutidens Skole er man kommen bort fra at undervise alle Børn i F a g som Mate­ m atik og Musik, hvor der kræves medfødte An ­ læg. Men er det ikke noget lignende med Religion? Der er Børn som ganske mangler Betingelserne for at forstaa Jødernes gamle Sagn , Je h o v a s Vrede, Messiastanken og alt hvad deraf fu lg te ; men hvor­ for plage Børn med Undervisning i denne højere M atem atik, naar de mangler Anlæg for det? Hvem a f os kan gaa ind i en Synagoge og forstaa Sabbatsd agen ? A lligevel forlanger vi a f vore Børn at de skal kunne forstaa baade det gamle og det ny Testamente, Pagtens A rk og Thora Rullerne. En a f de religiøse Bevægelser i vo r T id , Teosofien, lærer at »Gud er det store S y v ta l« ; hvem kan vel fatte dette, naar det ikke netop er udlærte Teo­ so fer? Men Børn da, hvordan skal de kunne fatte Statskirken s Lære om at Gud er tre, og de tre dog én ? J o , Troen fatter det. Men det er religiøs Snak a t man skulde kunne forlange en bestemt Tro a f Børn som foreløbig skal tro hvad enten Forældre eller Lærere fortæller dem, A lt dette sk river jeg

27

fordi Caspar Tietge Pors b lev plaget med Mate­ matik. En a f mine større Oplevelser v a r Odense B y s Illum ination for H . C. Andersen , da han b lev gjort til Æ resborger. N aar jeg husker at Andersen boede hos B iskop Engelstoft , er det vistnok fordi Bispen v a r en a f de mindste Mænd jeg nogensinde har set, imponerende lille sammenholdt med hans høje Stilling. Saa v a r der endvidere et R ig sdags­ v a lg ; Oberst Vaupel fald t imod Borgm ester Koch , og vi Drenge holdt med Obersten, formodentlig v a r Sabelen noget Sk yld i det. Endelig v a r der den tysk-franske K rig 1870— 7 1 ; da gik hele Skolen imod T yskerne. Telegrammerne blev læst op i Timerne og v a r jo ikke opmuntrende, men det varede længe inden vi vilde overgive os. Efterhaa.nden blev vi vistnok træ tte a f S k o len ; Arbejdstiden v a r altfor lang fra 8— 12 og fra 3— 5, foruden Lektier, S tile og Opgaver som skulde be­ sørges hjemme, sam t en aarlig Eksamenslæsning. Det sidste indlod jeg mig aldrig p a a ; jeg foretrak at læse H . C. Andersen, Grimm , M arryat, Dickens, Bulwer sam t Anton Nielsens og Thyregods Bonde­ fortællinger. A lle A lm anakhistorier b lev læste højt hjemme i Ju len . Sport kendte Skolen ikke noget til ud over lidt Gym nastik og Svømning. I de øverste K lasser lærte vi at s k y d e ; det stod i For- bindelse med at vi v a r saa tæt op ad K rig saaret 64, Den Gang v a r B ism arcks N avn allerede alm in

28 delig kendt, og paa Østrup Skovgaard havde vi en Røgterhund der v a r kald t op efter ham . Slaget ved Sadowa i 1866 satte ikke Modet mere ned hos Fo lk end at de i 1870 talte stærkt om at »gaa med«. H vor forkert en Nation kan se paa historiske Begivenheder viste Franskmændene netop efter Slaget ved S ad ow a ; for da E fte rre t­ ningen om Tyskernes Sejr over Østrigerne indløb illuminerede B yen Paris til Æ re for Sejrherrerne. Det kan man da kalde for Kortsynethed . A f krim inalhistoriske N avne fra den T id husker jeg, foruden Bismarck , Franskmanden Troppman og Tyskeren Tim Tode , sam t i mindre Form at og for god til det Selskab » Helvedeshusmorderem , der b lev henrettet udenfor Odense som Modermorder. Det v a r en ung Mand der tjente paa Annasholm ved Odense K an a l, hvor jeg saa ham en Ugestid efter at Moderen v a r fundet dræbt i det saakald te Helvedeshus. Nogle Dage senere tog Po litiet ham ; han nægtede, men gennem en langvarig haard A rrest fik man en T ilstaaelse ud a f den lidt enfol­ dige K a rl, en T ilstaaelse som han bagefter tog tilbage. Han b lev berettet a f en Præst og døde under Øksen, men forsikrede til det sidste at han v a r uskyld ig. Indicierne imod ham havde været sv a g e ; og paa Annasholm svor hele Gaarden at hans Henrettelse v a r et Ju stitsm o rd . Siden den Begivenhed har mange Fynboer haft Mistillid til

29

vor Retspleje. K irken og Staten har ogsaa altid været daarlige Dommere. Gamle Messer døde, og P . Petersen b lev R ek to r. Ved Begravelsen sang Operasanger Christoffersen et F arvel i Sank t Knuds K irk e , og det v a r mig som en A ab enb a rin g ; jeg havde aldrig hørt noget saa smukt. Den nye R ek to r fandt Latinskolen i Forfald, og det havde jeg længe haft paa Følelsen at den v a r, skønt jeg skyld te den meget. Da jeg v a r gaaet over i Realklasserne, slap jeg ud to A ar før oprindelig bestem t; jeg tror nok at min F a ­ ster havde drømt om at enten jeg eller en a f mine fire Brødre skulde blive Præst i Nørre B ro b y , i hvis Præstegaard hun v a r født i 18 0 1, og hvor en a f os ogsaa v a r udset til Degn. Det gik helt anderledes. Je g havde faaet L y s t til at komme til K jøbenhavn , til at blive Skibstøm rer. Det sidste va r det fornuftigste. En Morgen blev jeg fulgt paa Banegaarden i Odense. Toget holdt ved alle Mel­ lemstationer; vi kom over Bæ ltet i en lille H ju l­ damper, holdt igen ved alle Stationer, og henimod Aften ankom jeg til K jøbenhavn s B anegaard , som nylig v a r bygget udenfor Voldene, da den gamle Banegaard for Ruten til Roskilde blev revet ned. J e g v a r nu i Færd med at blive Hoved­ stadsmenneske.

30

I KJØBENHÅVN 1872.

Udenfor B yen s Porte v a r omtrent al T ing Fæ stn ingsgrave, Marker og H ave r, og langs Vejene løb G røfter. T ivo li laa bag et langt P lankevæ rk , Hestesporvognen luntede forbi, Fru Heiberg satte sig ungpigeagtigt op paa Bagperronen og koket­ terede med et P ar smalle Fødder i Brtinelsstøvler, og henne i Filosofgangen nedenfor Vejrmøllen stod gamle Professor Sibbern med et Lommetør­ klæde og vinkede paa lang A fstand til Kusken om at holde og tage ham med. Je g gik en T u r ind gennem B y e n ; de Huse som saa ned paa m ig lille Provinsianer er nu borte allesammen. P a a Østergade laa Sangerindesalonen T h alia, længere oppe kom Porten til Peter Mad­ sens Gang, og paa Kongens N y to rv fandtes endnu det gamle kongelige Teater og Hovedvagten med de tre Malmkanoner, Abraham , Isak og Ja k o b . Der v a r godt med »Salsjomfruer« i Sm aagaderne; de færreste ved vel hvad det v a r, men de kan maaske gætte sig til det. Der v a r ogsaa rigeligt med Danseboder; om den moderne Restau ration s­ dans mellem Bordene er bedre, tør jeg ikke afgøre. Og Gældsfængslet henne i Kattesundet eksiste­ rede endnu ; men det b lev nedlagt kort efter min Ankom st til B yen , saa det kom ikke til at spille nogen Rolle i m it L iv .

31 Den Gang v a r det Ølhallernes T id ; paa Strøget sad man nede i B lanchs Kæ lder, K losterhallen , Under Hatten eller B ritish Crown og man slog et Slag ud til Crones Kæ lder i Store Kongens­ gade; men kun Priserne og E tagen v a r lavere, Tonen og Moralen v a r som de er nu. N a tk lub ­ berne eksisterede allerede, de kaldtes Læsesel­ skaber, en rigtig K jøbenhavner v a r gerne Medlem a f et P ar S tykk e r, og i Stedet for Ja z - J a z Musik havde man somme Steder et Orkestrion, et In stru ­ ment der er bleven udryddet a f Grammofoner og R a d io ; det er i alt F ald mange A a r siden jeg saa en saadan Lirekasse-Mastodont. Særlig fint v a r det at være Medlem a f Bram inerklubben, hvor Medlemstegnet v a r at man kunde udstøde det saakaldte B ram inerhyl. I disse bedre K rese nød især Bileam stor Anseelse, en begavet Student hvis rigtige Navn jeg to talt har g lem t; jeg husker derimod at han en Gang holdt Ferie hos B irk e­ dommer Drechsel i Silkeborg, og efter et M iddags­ selskab drak han Birkedommerens mest frem ra­ gende Gæster yderligere fulde, tog den væ rst medtagne under Armen, fulgte ham over Gaden til et Hotel og afleverede ham til Portieren med de Ord: — Hold G ravkapellerne i O rden ; her er det første L ig ! I vort nationale Etablissem ent T ivo li V oxhall, som det hed den Gang, v a r der ikke mindre end

32

tre Sangerinde Pavilloner, og de optrædende Damer gik med Tallerkenen . Længst holdt »K i­ sten« sig ; jeg nød som ung den Æ re at sidde ved D irektørens Bord , men iøvrigt mener jeg at Vise- digteren Rantzau ikke ragede op over sin Sam tid. Det gjorde derimod E rik Bøgh , en a f de faa der har mestret at sk rive en R e v y hvor Satiren ikke v a r tandløs. I T ivo lis Koncertsal, det inderste lille Rum a f den nuværende G lassal, stod Gamle Lumbye og dirigerede, spillede med paa sin Violin og nikkede ned til Bekendte i Salen . Det v a r hyggelig t. En B y s Originaler præger den omtrent som Reklam eskilte. Je g tænker ikke paa Gadens Ori­ ginaler, skønt de naturligvis hører med i B illedet ; Peter Runde T aarn v a r den Gang død og afløst a f F lø jte K a rl, som b lev malet a f Carl B loch, Puste Møller, en havareret Skuespiller, Scheibe- lein og Pudse Peter. Interessantere er de sær­ prægede Mennesker i et højere P lan . En Gang for mange A ar siden sad jeg nede i »Grøften« i Tivoli og talte med Ole Gottfred, en over hele B yen kendt Reporter, forlængst glemt under en Minde­ sten ; da v a r lige en a f K jøbenhavn s løjerlige Skikkelser gaaet bort, vistnok Frederik den S y ­ vendes Søn, ham med de mange Medaljer paa B ry ste t, og Ole sagde: — J a de dør efterhaanden, alle Originalerne; nu er der snart ikke andre end mig tilbage!

33

A f Figurer i K lasse med Ole Gottfred , fak tisk et a f Byen s bedste Hoveder, mindes jeg m ange; jeg mødte straks interessante Mennesker da jeg som halvvoksen lejede m ig ind i F ru Ziemers Pensionat, Vesterbrogade 2 3 , hvorfra man havde fri Udsigt til Søerne den ene V e j, og til K alvebod Strand den anden. Hele Pensionatet flyttede kort efter til Peder Skram sgade paa Gammel Holm overfor den daværende Botan iske H ave, som i de A ar med stort B esvæ r transporteredes hen hvor den nu ligger. To a f mine B rødre og min Fætter Alfred Ipsen v a r Studen ter, og jeg kom derved i Berøring med Studen terlivet. Det religi­ øse Spørgsmaal v a r oppe: for eller imod Georg Brandes. Der v a r Splid i Fam ilielivet i den An ­ ledning. En a f de fornuftigste v a r Tenor-Petersen; han studerede sindigt Teologi udenom hele Spek­ taklet, og saa sang h a n ! Komponisten Heise opda­ gede ham og fik lavet den saakald te Heise- K v a rte t; den bestod a f Petersen, min B roder Medicineren Knud Ipsen, Jakob Thorup , der stu­ derede Filologi, og en til som jeg har glem t. Heise havde indstuderet den som en Modvægt overfor den berømte gamle Stud en terkvartet, Christoffer Møller, Guldberg, Tolderlund og Chr. Lund, til Dato vistnok fire uopnaaede K vartetsangere, og de stod dem ogsaa i den Konkurrence som her blev paaført dem ; Tolderlunds B ary ton v a r den smukkeste Stemme jeg har hørt. Tenor-Petersen En Utopists Historie. ,

34 forsvand t senere med en 3die K a rak te r til et Præsteembede paa en lille 0 ovre ved F y n . Her besøgte Jakob Thorup ham en G an g ; Petersen viste sin gamle K amm erat alle Præstegaardens Herligheder, Marker, K reatu rer og Grise, og da han sluttelig præsenterede Møddingen, sagde han : — Og saa maa du vid e, Ja k o b , der er mange Søndage hvor der slet ingen Fo lk kommer i K ir k e n ! Han har sikkert væ ret en god P ræ st; for den bedste er den der slider mindst i sin egen og andres Sjæ le. F ru Ziemers Pensionat husede bl. a. D igteren, Professor Julius Gerson; han er glemt, men alle husker: »En lille Nisse rejste med Ek strapo st fra Land til Land.« Pianistinden Thora Sanne , glem t. Lø jtn an t Tychsen , som b lev gift med kongelig Solodanserinde Frøken Scholl , begge døde. Saa- dan et stort Pensionat er som en Noahs A rk — og vi b lev alle reddede. En Augustmorgen K l. 6 stillede jeg som Skibstømrerlærling ude paa Chri­ stian shavn , Bodenhoffs P lad s, hos Popp og M ich- elsen. Ladegaardslemmerne v a r allerede ude med deres Opsynsmænd for at feje B yen s T o rve. Je g kom blandt A rbejdere.

35

I LO U IS P IO S T ID .

Skibsvæ rftet ved T rangraven og K analen er der ikke Spor tilbage a f; det er forvandlet til Aladdin K v a rte re t. V i arbejdede meget med R e ­ parationer; jeg husker færøiske Fiskerku ttere hvis Mandskab altid bragte Lu s til Væ rftet, andre med Ro tter og K akerlaker, den berømte Sejler Barken Sleipner, der endte paa Vestkystens R e v ­ ler, Sank t Peder, saa flad i Bunden som et S tue­ gulv, og mange flere. Arbejdstiden v a r om Som­ meren fra 6 til 6 , og Lønnen saadan at navn lig de gifte Tømrere sloges om at faa Overarbejde. Det er ikke b levet bedre sid en ; de 8 Tim er over­ holdes ikke a f Arbejderne selv. A f og til v a r vi ovre i Damperne ved Gammel Holm til langt ud paa Natten for at slaa Skodder op før Indladnin­ gen a f Svin til E n g lan d ; denne gammeldags E k s­ port i levende Vægt har vore driftige Bønder faaet lagt helt om. I Middagstiden hentede de yngste Lærlinge 0 1 og Brændevin til Svendene; den Gang havde Arbejderne ikke deres eget B r y g ­ geri — er det for Resten deres eget? — men de drak ikke mindre a f den Grund. Brændevin kostede ca. 30 Øre Flasken og en B a je r 8 Øre i vore Penge; Skilling og Mark forsvandt først i 1874. Om Lørdagen udbetaltes Ugelønnen i en Beværtning henne i Overgaden oven Vandet, og

3*

36 Værtshusholderen b lev en velhavende Mand. I Socialismens første A a r v a r Værtshusholderne — nu siger vi Restauratørerne — en indflydelsesrig S ta n d ; de Æ ld re husker Søndergaards Kæ lder paa Købm agergade, og de Yn g re har i alt Fald hørt T ale om Baltzers Kæ lder paa H jørnet a f Rømers- gade. Endnu nøjes A rbejderne med tarvelige B e ­ væ rtninger, hvor deres Rigsdagsmand ikke vilde sætte sine Ben . I Partiets Program er A fhold kontra Spiritus bleven holdt udenfor for ikke at væ kke Splittelse. H avde Socialismen væ ret ens­ betydende med en ny K u ltu r, da havde de menige Arbejdere forlængst naaet op a f Kæ lderhalsene og ind i Bourgeoisiets Palm ehaver, selv om Æ d rue­ ligheden ikke havde vundet noget ved det. I Fo raaret 187 2 havde Slaget paa Fælleden staaet. A rbejderne maa have væ ret frygtede den G an g ; for der v a r udkommanderet 28 Overbe­ tjente, 107 menige Betjen te og 2 Eskadroner Husarer. Senere har vi set Politiet gøre P lad s for P roletariatets Grundlovstog. Im idlertid v a r A r­ bejderne i Halvfjerserne ligesaa godmodige som de er n u ; efter Førernes Fængsling hin historiske 5. Maj gik man i Deputation til »Hans Kongelige Højhed Kronprinsen« og bad om Ansættelse a f en A rbejdsm inister og Forligskomm issioner i T v i­ stigheder mellem Mestre og Svende. Socialdemo­ kraterne har faaet begge Dele ved at ven te, og de har ogsaa senere holdt sig til denne T ak tik .

37

Ordsproget siger jo at vil du vente, kan du blive Konge a f Sverrig. Louis Pio v a r en a f hele Folket usselt behandlet Mand. En Mand der v a r forud for sin T id , vil Folket undskylde sig m e d ; men Sandheden er at det v a r de andre der v a r bagud. N aar der staa r i Socialdemokratiets Jub ilæ um sskrift, 50 A ar senere, at Arbejderne modtog Pio med B ege j­ string, er det bevidst Usandhed ; de modtog ham med Ligegyldighed eller ligefrem M istro. F ra P io , B rix og Geleff startede Socialismen og til de kom ud a f Vridsløse Fængsel, v a r det Ploug, B ille og Rimestad der v a r den danske Arbejderbevægelses Førere; kortsynede Førere ganske v ist, for da de for nogle anonyme Rigmænds Penge købte Pio og Geleff til at rejse ud a f Landet — B rix v a r dødsmærket — troede de n aivt at »her b lev ald rig 500 Socialister i Danmark«. Regnestykket v a r saa galt som vel muligt. Men til at begynde med gik det store F lertal ganske v ist imod Socialismen, nærmere bestemt imod P io ; de der husker den Tids Strejker ved a f E rfa rin g at de fleste A rb ej­ dere va r Skruebrækkere, i enkelte F ag som T yp o ­ grafernes v a r de det næsten allesammen. Da Wiinblad i 1881 b lev Redak tø r a f Social- Demo­ kraten, tog han en forhenværende Strejkeb ryd er til Redaktionssekretær, den fortræffelige T ypog raf Adolf Decker , der aldrig m aatte høre et ondt Ord af den Grund, F lertallet havde nemlig været paa

38 den gale Side i de første K am p a ar, og skal man lade F lertallet dømme, saa v a r Retten den Gang hos Skruebrækkerne. Det er den gamle Historie at hvad der er Sandhed i Dag, kan være noget andet i Morgen. Men det gik i alt Fald helt ander­ ledes end profeteret a f den T id s tre klogeste Hoveder. Da Pio kom ud a f Fængslet, v a r han ikke blot M indretalsfører som før, men F rafald et v a r over ham . Der er ingen Anledning til at sige: Forræde­ rie t; for a f hans Socialisme, der bundede i at »Staten er et v an v ittig t Sammensurium a f for­ ældede Institutioner«, havde Arbejderne ingen T ing forstaaet. Den senere R edak tø r, W iinblad , lempede A rbejderne over i »den socialistiske Stat«, en Forfalskn ing a f K a rl M arx som slet ikke kender noget til den socialistiske S ta t. W iinblads E fte r­ følger Borgbjerg har brugt denne gejstlige Vend ing: »Vi erfarer daglig at Staten er ensbetydende med Orden og fornuftig Plan.« Og dette Halelu ja har den sidste i D ynastiet senere sunget videre paa. Men i Pios Stilling til P artiet er der foretaget en højtidelig Forandring fra den Gang W iinblad glædede hans Fjender ved ofte at citere Geleffs Ord fra et gammelt F ly v e s k rift: »Pio og jeg, vi to Slyngler.« Nu Louis Pio er død og a f Vejen , er han en Statue i Partiets mægtige Siegesalle, og man sælger hans B illede paa Valgfondsmærker til den populære P ris a f 50 Øre. Da den fordums

39 »Stormester« stod fattig og forladt, da Abonnen­ terne faldt fra B lad e t, og Ondskaben eller Uviden ­ heden fortalte at han berigede sig paa Arbejdernes Bekostning — hvad har de ikke oplevet sid en ! — holdt han en Søndag E fterm iddag et Møde ude paa Fælleden sammen med Baronesse Liljencrantz. Der kom ikke over 100 A rbejdere. Han v a r for­ ladt, forraadt. Som Taler v a r Pio god ; hans A visartik le r v a r i Reglen Oversættelser, saaledes den berømte »Maalet er fuldt«, en Bearbejdelse fra T y sk i An ­ ledning a f den store Murerskrue; S trejke er et senere Ord, men det oprindelige Skrue er bevaret i Skruebrækker. Pio v a r B aneb ryder, og senere har den danske Arbejderbevægelse kun haft Førere. Skal H alvfjersernes sociale Røre bedømmes rigtigt, maa ogsaa Overklassens Uvidenhed med­ regnes. Georg Brandes har hudflettet den alm in­ delige Mangel paa Begreb om hvad det v a r der foregik ude omkring i E v ro p a . Men v i træ ffer det samme Fænomen længere tilbage, da Peter Andreas Heiberg b lev land sforvist, da Doktor Dampe sattes i Fængsel, da Frederik Dreier — ifølge Brandes en a f Nationens faa daværende Begavelser — skrev at Socialismen nærmede sig. De gode B o r­ gere forskansede sig bag de gamle Volde, hver Gang noget n yt vilde b ryde ind over dem. Som ungt Menneske m aatte jeg i 1876 fly tte

40 fra Stabssergent Møllers Pensionat i Landemær­ ket, fordi jeg holdt Social-D em ok raten ; nu efter a t B lad et er b levet Regeringsorgan, tror jeg nok at jeg vilde foretrække et godt Pensionat. Da min gamle Onkel, Pasto r H . S. Ipsen i G imm ing og Lem , hørte at jeg v a r begyndt at sk rive i Venstres Organ Morgenbladet, udbrød h an : »Nu er Jo h a n ­ nes sunket saa dyb t som et Menneske kan s y n k e !« Og da jeg en Sommerdag marscherede fra K lam - penborg til den slesvigske Sten i et lillebitte Grund­ lovstog med røde Faner, kom det historiske Ø je­ blik ; Christian den Niende mødte os paa sin R ide­ tur, standsede Hesten og spurgte B irkedommer Schou hvad det v a r for Mennesker. — Det er Socialdemokraterne, Deres Majestæ t, svarede Birkedommeren med Haanden til den guldtressede K sak e t. — Sig mig, min gode B irkedommer, hvad vil egentlig disse Socialister? spurgte Kongen videre. — J a , Deres M ajestæt, man siger jo at de vil dele. — Dele? Det kan der aldeles ikke væ re tale o m ! Og dermed red Majestæten videre. Det viser sig at de gode Borgere a f alle Sam fundsklasser har væ ret nogenlunde ens, fra Heiberg i 1800 stod paa Frederiksberg B ak k e og sagde Farve l til K jøben - havn , til Pio en N at i 1877 b lev fulgt ombord i en engelsk Damper ved Gammel Holm . Ogsaa deri lignede de gode Borgere hinanden at de begge

41

Gange bagefter opdagede deres Dumhed, men selvfølgelig for sent. Ude paa Bodenhoffs P lad s v a r Interessen for en Sæk Spaaner større end Interessen for A rb ej­ derbevægelsen. Da Grundtvig døde og det store Ligtog drog ud fra Frelserens K irk e , hørte jeg ingen tale om G rundtvig, som dog havde virket saa nær ved . En Dag b lev jeg Ø jenvidne til at en Dampkeddel henne hos Burm eister og Wain styrtede ud over Bolvæ rket og knuste tre Mand paa en Tømm erflaade; jeg saa en afskaaret Arm komme op paa Overfladen a f V andet. Men da E f­ terretningen om denne A rbejderu lykke naaede Skibsvæ rftet, b lev den ret sløvt modtaget. O ffent­ lige Møder v a r aldrig paa Tale. Men Skibstømrerne havde dog en Sangforen ing; jeg v a r med til en Koncert, det v a r det A ar da Tribunen gik i S ty k ­ ker under Sangerne, om der lever nogen endnu som kan mindes det. Min Læretid fuldendtes i Kertem inde, hvor jeg arbejdede som Svend hos den kendte Kon struktør Hansen; han har bl. a. leveret Tegning til vore gamle fortrinlige Toldkrydsere. B yen havde en god Egenskab som større B y e r altid savner, den ejede en Fællesinteresse. Det v a r Fiskeriet. Naar jeg saa Flaaden stryge lydløst ud i Flok og komme spredt hjem med Fangst begyndte det at gaa op for mig hvad Fejlen den Gang v a r, og er bleven endnu mere senere, nemlig Manglen paa Fælles