ChristenBerg_1911

— 112 —

dat i Frihedens Hær«. Han vilde være »et Enheds­ mærke«, sagde han, han vilde paa Landbodemo­ kratiets Vegne modtage Hovedstadens Haand, nu var Demokratiets Enhed en afgjort Sag. Sammenhold! Samarbejde!, det var hans Tekst. Og dog — dog var der noget overfladisk ved den hele Bevægelse. Under dette brusende Hav af be­ gejstrede Tilhængere gik der en Understrøm, en stærk og kontrær Understrøm, der var rettet paa at tage Magten bort under Bergs Fødder. Som han stod her paa Toppen af sin Berømmelse, var han i Virkelig­ heden som Politiker e n i s o l e r e t Ma n d . Det maa slaa En, naar man genenmlæser Referaterne fra Festerne, at der ikke var en eneste ledende Venstre­ politiker med. Venstres andre Førere havde benyttet Holstebrosagen og hans lange Fraværelse til at isolere ham. De troede ikke mere paa hans Loyalitet, de nærede den Mistro til ham, at han satte sin egen Magt, sin absolute Førerstilling over alle politiske Hensyn. Hans mange Ord netop paa denne Tid om »Sagen fremfor alt«, fremkaldte deres Spot. Det var blevet en sand Fabel mellem indviede Venstrepolitikere, at Berg blot vilde dette, a t v æ r e Nr. 1. »Han vilde have alle Kransene om Hornene«, sagde Hørup om ham med et af sine agrariske Billeder. Selv sin tro Følge­ svend, N. I. Larsen, kunde han ikke mere stole paa. Alle følte de sig sveget af ham, misbrugt, overset, be­ handlet som Vasaller. Nu havde de sluttet sig sam­ men om at tage Hævn, i hvert Fald holde ham ude. I