ChristenBerg_1911

— 126 —

maatte han hjælpes og lignede han et Skib i Havs­ nød. Han blev syg om Sommeren, rejste til Udlandet, kom hjem sidst i Oktober, tilsyneladende med friske Kræfter. Men Dødens Komme forraadte sig nu ved en febrilsk Utaalmodighed hos ham og ved den Løftelse i Stemningen, som tidt er Dødens Varsel. Hovedslaget i Samlingen 1891—92 stod om den Opfordring, det moderate Venstre med N. I. Larsen som Ordfører rettede til Nellemann om at fremme Retsreformen. Berg greb Ordet flere Gange, og med løftet Hoved udtalte han tilsidst disse Ord, der lyder som en Svanesang, og virkelig ogsaa blev »den store Fører»s Svanesang: »Jeg læste i et Blad igaar det Udraab: »At den gamle Mand gider!« Jeg finder dette Udraab ret naturligt, at unge, ved politiske Provisorier blaserede Folk kan finde det underligt, at en gammel Mand som jeg kan fastholde mit Haab om Grundlovens Sejr trods Stillingen nu, thi alt synes jo at tale mod dette Haab . . . . Jeg har formet dette Ændringsforslag som et Udtryk for mit Haab om, at det danske Folk skal endnu en Gang vinde Sejr over Provisorismen Det er meget muligt, at mine Øjne ikke ser det opfyldt, . . . . men hvad gør saa det? Tusinder . . . . deler dette urime­ lige Haab med mig, og engang vil Vrøvlet, Fejg- heden og Modløsheden blive blæst bort . . . . saa springer et evigt sprudlende Væld, Frihedskærlig­ heden i Folket frem . . . . Tillad mig at bevare