ChristenBerg_1911

— 71 —

paa en smal Bro. Men samtidig havde de Brug for hinanden. Berg havde Brug for Estrup til at hindre et Blandingsministerium af Venstremænd og Natio­ nalliberale. Derfor foretrak han Estrup, da han kom i 1875, for de to foregaaende Ministerier. Han mødte ham til at begynde med med en vis Sympati. Det gav sig Udslag i, at han ved 1ste Behandling af Estrups »Livssag«, Forsvarssagen, endog erklærede sig for »ministeriel«. Han var, sagde han, »om ikke den Eneste, saa dog et af de faa Medlemmer, der med en vis Begrænsning turde give sig det Navn, at være ministeriel lige overfor det høje Ministerium«. Han satte Pris paa »at have en Regering, der ved, hvad den vil, og vil, hvad den ved«. Ja selv om Estrup skulde begaa et Retsbrud, hvad allerede i 1877 ikke laa fjærnt, var Berg dengang mindre bange for det end for, at Folketinget skulde opgive Parlamentarismen. Han skrev i nogle Nytaarsartikler 1878: »Statskupet — siger Monrad — er Dynastiets Fald og Danmarks Undergang. Deri er jeg ikke enig. Jeg tror, at vort Folk har Kraft nok til at hævde sig selv og værge vort Fædreland ogsaa mod Statskupet. Derimod vilde mit Haab om Fædrelandets Fremtid synke, dersom Folket nu faldt tilbage i en Sløvhedstilstand, hvor det sad som en Trælkvinde i sit eget Hus, medens et Klikeregimente skaltede og valtede derinde efter Behag«. Det hørte altsaa med til Bergs Konsekvens, at han ikke vilde gaa med til Forliget den 8. November 1877.