ChristenBerg_1911

— 84 —

eller Schandorph, endog Pontoppidan, i hvem den moderne Litteratur havde sendt Venstre sit politiske Bud, — der havde maaske været flere end Berg, der havde taget dem for »Indfødte«. Men hvilken anden af de »folkelige« Venstremænd end Berg vilde haft Mod til at aabne netop Edvard Brandes Døren til det danske Bondedemokrati? Frede Bojsen eller Høgs­ bro? Utænkeligt. I. A. Hansen eller gamle Alberti? Heller ikke. Lars Bjørnbak? Ikke en Gang. Selv om det kun blev et Mellemspil, saa maaler dette Mel­ lemspil dog Styrken af Bergs Fordomsfrihed, det er Tegnet paa, at han havde den ægte politiske Gnist, det er Afstanden mellem ham og de andre. Efter Bruddet med de Moderate i 1878 maatte Berg se sig om efter nye Forbundsfæller. Der var hidtil blevet trukket i ham til begge Sider, af Hørup den ene Vej, af Bojsen—Høgsbro den anden Vej. Nu da Hørups Raad ikke længer blev modbalancerede, mærker man i den kommende Tid i Bergs Politik det ene Udslag efter det andet af Hørups Indflydelse. Hørup pegede paa Kjøbenhavn. Berg, der havde talt paa hundrede Møder i alle Egne af Danmark, havde endnu aldrig talt i Kjøbenhavn. Sidst i December 1878 besteg han da for første Gang en kjøbenhavnsk Talerstol og kæmpede Side om Side med Skrædder Holm paa et stort Rabaldermøde i Eksercerhuset i Gothersgade mod Bille og Brix. I samme Aar mødtes han ogsaa ved et Gilde for Bjørnson første Gang med den frisindede Intelligens. Ved et Møde i Havdrup