ChristenBerg_1911

— 92 —

den Fremgangsmaade har sikkert ikke gavnet hans IJdsigter. Havde Berg ogsaa direkte fornærmet Kongen, som Højre paastod? Nej, men han havde givet sig farlige Blottelser, han havde i dette Forhold handlet i høj Grad udiplomatisk, ja parlamentarisk ukorrekt, og tilmed paa Trods af Venstres Tradition. Tscherning, Grundtvig, I. A. Hansen havde altid værnet om et godt Forhold mellem Demokratiet og Kongemagten. Hvor udæskende klang det derfor ikke, da Berg paa Skanderborgmødet sammenlignede »den udøvende Magt« med »en Skriver eller en Forvalter i en For­ retning«. Kan man undre sig over, at det i Folke­ munde blev oversat til, at han havde kaldt Kongen for Folketingets Skriver og Forvalter? Og hvor mis­ tænkt maatte det ikke gøre Venstres Sindelag overfor Kongemagten, at Berg i det hede Konfliktsaar 1873 blev siddende, da der ved Samlingens Slutning i Folketinget blev udbragt et »Kongen leve«! At Hall engang i Frederik den 7des Tid havde gjort det sam­ me, var et daarligt Fortilfælde, thi hvad et her­ skende, ved Hoffet saavel som af hele Nationen an­ erkendte Partis Fører kunde tillade sig, var ikke den rette Maalestok for den mod Vind og Strøm kæm­ pende Oppositions Fører. Og nu Bergs Forklaring? Den gik ud paa, at han havde gjort det, for at sige Kongen Sandheden og for at aabne en Diskussion mellem ham og Folket, og at han derfor »ansaa sig for den loyaleste Undersaat i Landet«. Man ser