NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

9

kymringerne ud af Øjnene, uden at man klagede, og i mine sværeste Stunder liar han hjulpet mig med sine kloge Raad og uegennyttige Hjælp.« Tanterne havde nok hver haft s in lille Ungdoms­ roman, som Forældrene forpurrede; om Tante Louise’s ved jeg kun, at »han« hed Werner; hun var Familiens dygtige Finansminister, hun sparede paa Skillingen og gav Daleren ud. Naar Børnene plagede hende om »Skillingen«, saa hun tilsidst blev vred, kaldte de hende blot: »Madam Werner«, saa gav hun Køb. — Børn er jo grusomme! Tante Melles Ungdomssværmeri var en smuk Officer, som hun ikke maatte faa; hvorfor den yngste, den søde, lystige Tante Nicoline fik Lov til at faa sin Rasmussen er en Gaade; han mindede i et og alt om »ungeJochum« i »Landmansliv« af Fritz Reuter; naar han blot fandt sin Slobrok, sine Tøfler og sin Pibe parat, naar han kom hjem fra Contoret, var han glad og lod hende raade. Det var — trods »Jochum« — et muntert, selskabeligt Hus, indtil de fristede den store Sorg at miste deres eneste, tilbedte Søn, Vilhelm, et flinkt, elskværdigt Menneske. — Tante Melle var meget original i sine Indfald. Kun en Gang traf hun sammen med Fru Roed hos os, og da vi spurgte hende, hvad hun syntes om hende, sagde hun: »Ikke godt! Hun saa mig hele Tiden i min Skilning og den er tynd.« Det v a r virkelig en Skavank hos den begavede Frue, at hun lod Folk føle deres svage Sider. Tante Melle var en meget flittig Kirkegænger og en Gang, da hendes kære Præst var død, følte hun sig ganske »hjemløs«. Efter Nogens Raad gik hun saa til en ny Præst. »Naa, hvad synes Du saa om ham?« spurgte vi, hun svarede kun mismodigt: »Fly mig min Salmebog og min Bibel, saa gør jeg Dig den Prædiken«.