NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

10

og d e r gik hun ikke mere. En Dag saa jeg hende sidde andægtig i Kirken for at høre en meget bekendt Præst. Han havde — efter min Mening — hvis man kan bruge det Udtryk, saa »daarlige Manerer«, at jeg, meget lattermilde Pigebarn, maatte putte mit Lomme­ tørklæde i Munden, for at skjule min Latter. Han fløj op og ned i Prædikestolen — ligefrem dunkede i Be- depulten, saa — Skam være Kirkekonen — Støvet røg ud af den, og da nu Guldfrynsen om den løsnedes mere og mere og blev hængende ved hans Arme, uden at han mærkede det, var det, mildest talt, forstyrrende. En Tid efter udtalte Tante Melle meget bestemt, at h an var for hidsig en Præst og paaberaabte sig mig som Vidne: »Nanna og jeg var i Kirke den Dag Pa­ stor X f l æ k k e d e Prædikestolen.« Paa sin milde Maade raadede Moder hende saa til at høre Pastor Fenger paa Christianshavn; hun gik da ogsaa straks næste Søndag den lange Vej fra Go- tersgade til Frelsers Kirke, men sagde bagefter til Mo­ der: »Men Hanne! Hvor tror Du, jeg har Taalmodig- hed til det? D e r sidder jeg i Kirken paa Kristians- havn og saa henter han hvert Ord i Helliggejstes Kirke.« — Fenger talte jo som bekendt me g e t langsomt. — I hvilken Kirke Tante Melle saa endelig landede hu­ sker jeg ikke.

Da Farfader døde, flyttede Sønnerne hjemmefra, og Fader kom paa Grosserer Zinns Kontor og blev fra den Tid gode Venner med Sønnen, Ludvig Z inn , og for Datteren, Emma, blev han en Fortrolig, der var