NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

23

som vi ældste Børn kunne huske ham fra hans Mand- domsaar, da han var kraftig og fuld af Liv og Energi og spillende Vid og Lune. Hvor var han en sjælden Natur! hvor lykkelig i næsten hele sit lange Liv! Med sin trofaste, skønne og rene Kærlighed til en Eneste, vor elskede Moder, med sin Gave til at se og nyde alt Godt og Skønt. Ja, han var en lykkelig Mand! men _ han kom ikke sovende til Lykken. Han skab­ te den selv ved sin Energi og Dygtighed, ved sit Maa- dehold i Alt, ved sin Evne til at concentrere sig, saa alt blev harmonisk. Han og Moder gav os Børn et Hjem saa lyst og skønt og rigt, et Hjem vi aldrig kan glemme. En af mine kæreste Veninder fra en senere Peri­ ode i mit Liv, Marie Pontoppidan, født Benzon, der først i Begyndelsen af 70erne havde lært mit Barn­ domshjem at kende, skrev til mig i Sommer 1912, da hun havde læst Artiklerne i »Illustreret Tidende«: »Du kan tænke Dig, at det var mig en stoi Glæde at læse Dine »Minder« og se de yndige Billeder af Dine Forældre og Landstedet. Jeg glemmer aldrig den Aften, da Din Fadei hjalp Din Moder op i Kupéen til mig, jeg skulde bringe hende sikkert til Dig i Slubbekjøbing. Da han sagde: »Farvel! min søde, velsignede Hanne!« gik der en hel Verden op for mig. — Det var det smukkeste Hjem, jeg har kendt«. — —