NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

37

Fra Verandaen, hvor vi drak Kaffe, ser man langt ud over Landet og i de Dage, vi var der, gjorde vi mange Ture til Chr. Winthers Yndlingssteder: Gissel- feld, Bregentved og Vester Egede, og — laa hans Ord os endnu ikke paa Læberne, saa vare vi dog allerede d en Gang opdragne til at nyde Naturen, saa at jeg, der dog kun var otte Aar, aldrig har glemt den lu i og den Egn. Hjemturen fra Sophiehøj var ligesaa fornøjelig og vi var glade ved at komme hjem til Landstedet, til Strandmarken med de vilde Blomster, der voksede mellem det stride og stive Græs og til den friske Sti and. Og vi maatte jo straks ned til Vippen og Gyngen paa Legepladsen og hen til vore smaa Haver, for at se, om der var sprunget Blomster ud i de Dage, vi havde væ­ ret borte. Befordringen ad Strandvejen var højst primitiv; to Omnibusser besørgede den: »Hertha« og »Flora«. »Bertha« var den største og bedste og havde Konduktør; den kørte fra Kjøbmagergade til Bellevue og »Herthakonduktøren« var en kendt Person, dei bragte Breve og Pakker til Beboerne langs Strandvejen; det var i lange Tider en svær, rødskægget, meget paa- lidelig Mand; at han ikke blev tynd, undrede mig al­ tid, thi Vognen maatte ikke standse, saa han løb til og fra den i det Uendelige; en Gangskulde han endog bringe os en Kat fra Portner Morh. Molir havde puttet Katten i en Sæk og givet Herthakonduktøren den ti Besørgelse, han ringede ogsaa paa Laagen, smed en tom Sæk ind og raabte ganske humoristisk: »Værsaa- god! her h a r vær e t en Kat!« Den havde nemlig allerede paa Østergade kradset Hul paa Sækken og var løbet hjem.