NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

42

men med Gade; jeg, Fru Sommer havde nemlig en Søn i hans, Torrebæks, Skole og da jeg spurgte, om Christian ikke var altforvild, var det uendelig comisk, naar han svarede: »Inte vild, Fru Sommer! munter og levendes!« Der var noget henrivende ved alle de Hartmannske Børn, Clara var vel nok den smukkeste og mig den kæreste, men Emma havde mest af Moderens Lune og lignede endnu ganske sig selv, da hun i Vinter 1912 besøgte mig. Der er vel snart Ingen af Nutidens Men­ nesker, der kan huske Em il Hartmann rigtig, han staar for dem som sygelig og nervøs; men naar man har kendt ham i hans første Ungdom, glemmer man aldrig den Fremtoning; alsidig begavet og fuld af Ideer, han forfægtede med veltalende Livlighed. Han kom i mange Aar uhyre meget hjemme og frydede osved sit uefter- lignelige, sjælfulde Claverspil. Hans Øjne var snart drømmende og sværmeriske og den letbevægelige, ud­ tryksfulde Mund melanckolsk, snart sprudlede de af Liv og Lyst og han kunde da være saa løssluppen, næsten overmodig munter, at han rev Alle med sig. Ja, det var da han var ung og troede paa sit Geni og paa en Fremtid, der dog desværre skuffede ham. Jeg er altid saa rørt naar jeg hører hans dejlige Vuggevise og ved, hvor han kæmpede for folkelig Musik, den gør jo nu altid Lykke. Jeg beundrer mange af hans Compositioner, hans Instrumentation og fine Smag og at det glædede ham, ser jeg af flere Breve fra ham, saaledes: Østerbro 16, 10/ 3 98. »Min kære Nanna! Tak for Deres Trofasthed imod mig. Gud give alle Folk, der har Fornøjelse af mine Afbejder vilde skrive mig et Par venlige Linier, som De