NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

43 nu har gjort, det gør altid en Kunstner godt. Vil De hilse Frøken Johanne. — Jeg er skamfuld over ikke at have takket Dem for Deres Nytaarshilsen. For nu at forsøge foreløbigt at forsone min Fejl sender jeg Dem hermed nogle Sange fra gammel Tid og beder Dem se paa dem med Venlighed. Deres altid tro, hengivne Em il Hartmann. E . S. I Distraction glemte jeg, at vi ere »Dus«, men jeg gider ikke skrive om. De skønneste Erindringer om Hjemmets Musik, har jeg, fra de Musikaftener i Havestuen paa Landstedet. Jeg føler nu, i min Længsel efter Ungdomstiden, saa tydelig den Højtid det var, allerede naar Instru­ menterne bleve baarne ind ad Laagen, og naar saa — efter Middag — Nodepulte og Stole stode midt paa Gulvet og Instrumenterne stemtes — hviken Forvent­ ning! Der sad vor kære Hartmann og Gade, Ballet- repetitør Holm med sit lyse, krusede Haar, Land, som almindelig blev kaldet »sorte Lund« med sit glat- friserede sorte Haar, og den lille Sahlgren med sin store Violoncel; jeg husker især en Sommeraften, hvor vi fik: Quintetten i g-mol af Mozart og Quartetten i f-dur af Bethoven. Fader sad paa den lille Sofa og Moder i Lænestolen og vi Børn paa Havetrappen. In­ gen Koncertsal kan jo give det Indtryk som saadan en intim Kreds og en Strygequartet! Og naar, efter den Nydelse, de Ældre gik tilbords i Spisestuen, sad vi unge altid i den grønne Stue mod Vest og snakkede og klinkede og holdt Kommers. Emil og Carl, Clara og Emma Hartmann og vi, Husets