NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

47

nu da hun er blevet meget slet af et Sting i Siden, Fader sagde i Middags, at der var Fare for hendes Liv, men Fru Erslev fortalte dog i Aftes, at det var lidt’ bedre, hun havde endog spøgt med Gade og sagt, at da Professor Bang bankede paa hendes Ribben, var hun lige ved at sige: »Kom ind!« Gid dog min Bøn om at hun maa komme sig maa blive hørt! F r e d a g d. 15. Jun i 1855. Da Louise Collin kom herud om Aftenen og vi spurgte hende o m Sophie Gade, svarede hun: »Ja, hun er død!« Død! Sophie Gade død! hun som var saa livlig og frisk, som glædede A lle , som var en Velsignelse for saa Mange! Gade, den Stakkel! skal bære det saa smukt, tage sig af Børnene med Omhu, men græde _ græde, ja det er jo en Lykke, at han kan græde. Om kort Tid skal Clara Hartmann herud forat oplives lidt, hun maa vist tage sig det grueligt nær. Aa de Stakler! det er dog en rystende, lijærteskærende Sorg M a n d a g d. 18. Jun i 1855. I Dag kom Kongen ridende. Udenfor Erslevs toei en Hund frem og bed sig fast i Forbenet paa lians Hest, den stejlede, Kongen faldt af og da han er mege , meget svær, faldt han naturligvis meget tungt. Han blev kørt hen til Professor H. P. Holst og der saa Hr. Lorck ham, da han næsten blev baaret fra Vog­ nen, han saa bleg og mat ud, han blev derfra kørt hL Skodsborg. Gud ved, hvad der bliver af, man sigei, der er Fare for hans Liv! Om han nu døde! hvad blev der da af os! mon ej Forholdene aldeles foran­ drede sig derved — saa var det jo giueligt. g som vi vil savne ham! Naar vi saa h a n s Forridere, styrtede vi altid ned til Indkørselen for at faa en HU