NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

48

sen af ham, vi sværmede for ham og naar han smilede og sagde: »Goddag, Børn!« vare vi glade den hele Dag ! Gud give dog, at vi snart igen maa faa ham at se, frisk og rask! (Dagbogen sluttet). I 1854 blev jeg confirmeret af Slotspræst Paulli. Han havde en egen Maade at tage os Unge paa; han styrkede vor Tro og gav os Mod og Lyst til at føre den ud i Livet til gode Handlinger. Vi vare Alle meget bedrøvede, da han tog Afsked med os. Fader og Moder havde den priselige Skik, at selve Confirmationsdagen var stille og højtidelig, Paulli var lidt hos os om Eftermiddagen, og først Dagen efter samledes Slægt og Venner hos os til en munter Fest. Eftei Confirmationen gennemgik vi et Cursus hjemme hos os med den Tids mest udmærkede Lærere. Ele­ verne var: Louise Collin, Marie Nutzhorn, Vister og jeg og snart efter: Caroline Winkel, der, skøndt yngre, udmærket fulgte med. Hun var en Datter af Godsejer Winkel til Dybvad, der havde bosat sig i Kjøbenhavn foi nemmere at faa sin store Børneflok opdraget; hun længtes næsten smerteligt efter Landet og Barndoms­ hjemmet og følte sig som»en fangen Fugl«; hun siger altid, at hun aldrig kan glemme Faders Medfølelse og Godhed og hun elskede ham derfor. Vi kom meget sammen, baade i det store, flotte Hjem i Kronprinsessegade, og i Ordrup om Sommeren, og et trofast Venskab har forbundet os hele Livet igennem. Da hun blev gift med sin Fætter, den højst elskværdige Jacob Køster, kom vi i deres hyggelige Hjem og endnu ses vi jævnligt og har da allerede for